Når forældre med fælles forældremyndighed går fra hinanden, er noget af det første, de skal tage stilling til, hos hvem barnet skal bo hos og derved have adresse hos i folkeregisteret. Det er nemlig ulovligt at have to adresser. Den forælder, barnet får adresse hos, får betegnelsen “bopælsforælder”. Den anden forælder bliver betegnet “samværsforælder”.
Kan forældrene ikke blive enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, træffer Familieretshuset afgørelse herom.
Bopælsforælderen får en masse fordele. En af fordelene er, at bopælsforælderen automatisk har ret til at være sammen med barnet. Samværsforælderen skal derimod anmode bopælsforældrene om lov til at se barnet. Dette fremgår direkte af forældreansvarslovens § 19:
Den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær.
Afviser bopælsforælderen samværsforælderens ønske om samvær med barnet, må samværsforælderen ansøge Familieretshuset om at se barnet.
Ved beslutningen om barnets bopæl, får samværsforælderen frataget retten til at se sit barn. En ret var en selvfølge inden samlivsophævelsen. Bopælsforælderen bibeholder denne ret.
Statistisk bliver det i knap 90 % af tilfældene mor der bliver bopælsforælder og far der bliver samværsforælder.
Delebarnets vilkår ønsker at gøre op med bopæl- og samværsbegreberne, da forældre ikke skal kategoriseres som henholdsvis “A-holdsforælder” eller “B-holdsforælder”. Lovgivningen har ikke fulgt med tiden, og loven tager således ikke hensyn til, at der i dagens Danmark findes lige så mange dedikerede og gode fædre, som der findes dedikerede og gode mødre. Herudover viser al nyere forskning i delebørn at børn der har lige meget tid med begge forældre, trives bedre både mentalt, socialt og har færre fysiske udfordringer.
Delebarnets vilkår ønsker et mere ligeværdigt forældreskab idet at det er til barnets bedste, at begge forældre spiller en aktiv rolle i barnets liv. En egnet og ressourcestærk forælder skal ikke blot være “samværs-forælder”. Begge forældre skal være ligestillede, således at begge forældre har lige meget at skulle have sagt i beslutninger om barnet og og hvor meget tid barnet har hos hver forælder. Det er videnskabeligt bevist det bedste og derfor bør loven og praksis på området understøtte dette.