Hvis radiotavsheden pludselig brydes
Før og fremmest skal det nævnes at Delebarnets Vilkår ikke på dette felt ser sig selv som at besidde en særlig faglig ekspertise, men nok snarere kan formidle nogle overordnede erfaringer, som man kan reflektere over.
Det ses heldigvis at der efter lang tid, hvor kontakten har været afbrudt eller præget af fjendtlighed/afvisning, sker det at barnet/den unge søger kontakt på den ene eller anden vis.
Det kan afstedkomme et tankemylder og en følelsesmæssig rutchebanetur: Hvordan skal man reagere, er det reelt barnet/den unge der står bag initiativet, hvad kan motivet bag være, hvad og hvordan skal man svare osv. osv. Man kan komme meget vidt omkring i sine overvejelser.
Gør det nemt og ukompliceret at være i kontakt
Vær anerkendende, begræns kontakten til at handle om ufarlige emner (smalltalk) som optager barnet/den unge lige her og nu, og som ikke kræver længere redegørelser eller foranlediger at der skiftes til forsvarsposition.
Udtrykkes der vrede og/eller fremsættes beskyldninger, så anerkend at det er den opfattelse som barnet/den unge har.
Nogen foreslår at man skal undskylde for at have forvoldt det der postuleres, men er der ikke hold i forholdene, så er det nok en god tilgang alene at anerkende, at det er barnet/den unges indtryk. Man kan blive præsenteret for at skulle forholde sig til givne situationer, hvis udlægning man ikke kan genkende. Generelt synes det ikke som en god strategi at gå i rette/korrigere. Det kræver at tilliden er genoprettet, hvilket kan tage år.
Forstå den indre rejse
Vreden, anklagerne, skepsisen, reservationen og forsigtigheden som barnet/den unge udviser, handler ofte om det negative verdensbillede der er skabt og om dig og fortiden.
Processen med skulle forandre historien og de følelser, der er forbundet hermed kan være en lang rejse, der ikke kan italesættes men skal erfares/gennemleves.
Undervejs i processen vil den unge givetvis enten “blive opdaget” for så vidt angår kontakten eller selv prøve at teste reaktioner af på det tagne initiativ. Det vil ofte medføre reaktioner, som gør at den unge bli’r i tvivl eller oplever stærk modstand.
Derfor handler det om at rumme tilgangen og reaktionerne på konstruktiv vis, der skaber tillid samtidig med at der etableres positive oplevelser som modvægt. Dine handlinger og adfærd skal vise vejen – uanset hvor urimeligt adfærd og reaktioner måtte opleves, eller at der opstår pauser i kontakten.
Slip kontrollen
Lad det være op til barnet/den unge at tage initiativ til fortsat dialog. Også selv om der går en rum tid imellem livstegn. Selvom der i perioder er hyppig kontakt, er det ikke ensbetydende med at barnet/den unge er klar til mere direkte kontakt eller i en situation, hvor det kan udtrykke sig frit. Man kan undervejs komme med åbninger til mere kontakt, men ofte vil man se at disse ikke besvares eller kraftigt afvises. Hvis man insisterer på respons/afklaring øger man sandsynligheden for at barnet/den unge trækker sig, hvilket kan opleves som to skridt frem, tre skridt tilbage.
Fortiden er ligegyldig
Behovet for at blive præsenteret for din sandhed, er ikke årsagen til kontakten. Det er derimod at undersøge om det at have kontakt til dig er trygt. Derfor handler det om at være i nuet og den helt nære fremtid, på en vis der ikke inddrager personer/hændelser som barnet/den unge kan føle en loyalitetsforpligtigelse overfor.
Bliv den bedste udgave af dig selv
Hvis man tænker, at man har ret til eller behov for at få fortalt “sandheden”, så kan det være en god ide at arbejde yderligere med sig selv. Det samme gælder hvis det er vigtigt at få placeret skyld og ansvar. Man kan også gå med ubearbejdede reaktioner på kontakttabet.
At arbejde med sig selv kan fx. ske ved at indgå i terapeutiske gruppeforløb eller individuelle forløb hos psykolog/psykoterapeut med dyb indsigt i traumer, tilknytningsmønstre, sorg og relevante terapi-modeller, måske kombineret med mindfulness eller lignende samt aktivitet, der skaber en indre glæde.
Desto mere venlig, imødekommende og forstående man fremstår, desto større er sandsynligheden for at det negative billede, som er barnets/den unges umiddelbare virkelighed, nedbrydes.
Indirekte kontakt - er det hensigtsmæssigt?
Man kan være fristet til at aktivere andre mulige kontaktkanaler med henblik på at fremskynde processen eller retfærdiggøre sig selv. Om det er en god ide er langt fra sikkert. Hvis disse kontaktkanaler selv har været en del af forløbet op til kontakttabet, kan der være uforløste følelser på spil eller der kan være et ønske om at tage parti på den ene eller den anden vis.
Hvis man ingen kontrol har over hvorledes en kontaktkanal tilgår situationen, så bør man overveje hensigtsmæssigheden.
Tag ansvar for egne bidrag
De færreste forældre er lykkedes med at undgå at have været medvirkende til at påføre sit barn negative følelser. Sådanne mindre hændelser kan den anden forældre benytte til at skabe negative fortællinger som måske er overdrevne eller med væsentlige udeladelser.
Hvis man benægter det skete eller forsøger at minimere det, så fortæller man at barnet oplevelse/følelser ikke er sande. Ud over at det er hvad barnet/den unge i forvejen har været udsat for i stor stil, medvirker det til at fastholde barnet/den unge i oplevelse af mistilliden til dig.
Litteratur
Der findes mange der udtaler sig om emnet men oftest hvordan man som forælder selv kan række ud. Den modsatte vej, kaldet voluntary reunification er ikke godt dokumenteret, desværre.
Man kan dog læse lidt mere her:
A qualitative exploration of reunification post alienation from the perspective of adult alienated children and targeted parents
Link: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC10434864/