Dansk lovgivning - forslag til definition af "forældrefremmedgørelse"
I “Aftale om om et forbedret familieretligt system” af 30.11.2023 har aftalepartierne bag fremkommet med følgende definition:
“Aftalepartierne definerer forældrefremmedgørelse som: en forælders bevidste brug og manipulation af barnet i forhold til den anden forælder med det sigte, at den anden forælder mister kontakt med barnet. Forældrene har pligt til at sikre, at barnet ikke gøres til et våben i relationen mellem dem og skærme barnet mod forældrenes konflikter.”
Den definition vurderer Delebarnets Vilkår ikke bidrager til noget konstruktivt, men åbner for nye problemstillinger idet den er upræcis på afgørende områder
Eksempler:
– Hvordan løftes bevisbyrden for at adfærden er bevidst?
– Hvordan afdækkes om manipulationen har været “ubevidst” og hvorledes skal det familieretslige system reagere herpå?
– Hvorfor anføre en “pligt til at sikre, at barnet ikke” frem for et ansvar for “at sikre at aktivt fremme barnets gode, stabile og omfattende kontakt”
– “Skærme barnet” er et stærkt subjektivt begreb, der savner definitioner underbygget af konkrete eksempler, således at fortolkningsrummet minimeres og dermed ikke bliver genstand for fx. sagsbehandleres/socialrådgivere egne holdninger/følelser.
– Det kan også være 3. part der udøver adfærden, som barnet reagerer på.
Det er ikke tillidsvækkende, at det er Familieretshuset, der skal udarbejde guidelines på området
Her skal man erindre at det i aftalen angives, at det er Familieretshuset der får ansvaret for at udfærdige guidelines til afdækning af nogle af disse forhold. Det er selvsamme organisation der frem til 2023 afviste eksistensen af “forældrefremmedgørelse” og selv samme organisation, der i stort omfang har medvirket til at træffe afgørelser der har medført at sagers udfald har været tab/minimering af kontakt mellem et barn og en forælder med tilstrækkelige forældreevner, der udviser behørig interesse og omsorg for barnet.
Man skal erindre at Familieretshusets praksis frem til nu ikke har anlagt et perspektiv, der omhandler forstærkningen af den emotionelle stresstilstand som barnet allerede befinder sig i, når man afbryder eller minimerer en kontakt til en forælder med tilstrækkelige forældreevner, der udviser behørig interesse og omsorg for barnet. “Ro om barnet” er vurderet som vigtigere end “ro i barnet” – men desværre er det ikke til barnets bedste over tid.
Her skal man erindre at Familieretshuset ikke er forankret i en psykologfaglig tilgang, men er juridisk funderet uden psykologfaglig repræsentation i ledelseslaget. Etablering af et fagligt videnscenter i Familieretshuset skete først i slutningen af 2021. Dette er ikke genstand for uvildig ekstern supervision. Familieretshuset fremhæver den norske tilgang på området beskrevet af Bufdir.
Delebarnets Vilkårs anvendelse af "forældrefremmedgørelse"
Når Delebarnets Vilkår anvender begrebet “forældrefremmedgørelse” handler det om udfaldet af den psykiske vold, som barnet er blevet udsat for. Den psykiske vold kan udøves direkte og indirekte, bevidst eller ubevidst.
Udfaldet er at kontakten mellem barn og en forælder med tilstrækkelige forældreevner, der udviser behørig interesse og omsorg for barnet, afbrydes/minimeres og medfører at de gøres fremmede overfor hinanden.
Ofte omfatter “forældrefremmedgørelsen” også tab af kontakt til den pågældende forældres familie, herunder bedsteforældre, onkler/tanter, fætre/kusiner samt andre nære relationer.
Se også Værdier og mærkesager
Psykologiske forklaringsmodeller: "Forældrefremmedgørelse"
Forældrefremmedgørelse” ses i forskellige sammenhænge anvendt som overordnet betegnelse i en række forskellige psykologiske forklaringsmodeller og diagnoser, der har til formål at beskrive årsager til at barnet reagerer fjendtligt/afvisende overfor en forælder.
Ingen af disse bud på diagnoser er optaget i de nyeste udgaver af diagnostiske manualer (ICD-11, DSM 5). Til forklaringsmodellerne er der ofte udviklet “diagnostiske værktøjer”. Da diagnoserne ikke er anerkendt, er de diagnostiske værktøjer heller ikke.
WHO, FN, Europa-parlamentet vs. "forældrefremmedgørelse"
Hverken Europa-Parlamentet, FN (United Nations) eller WHO anbefaler ikke at anvende begrebet “forældrefremmedgørelse”.
For de to førstes vedkommende er det udvalg med fokus på vold mod kvinder og piger, der i forbindelse med politiske resolutioner, har udtalt sig imod anvendelse, mens sidstnævnte har konstateret at begrebet anvendes retsligt.
Det har derfor manipulativ karakter når aktører og interessenter antyder at disse organisationer har vedtaget en officiel overordnet politik eller udtalelse på området.
Analogi: Stalking, Grooming
Man kan vælge at anskue begrebet “forældrefremmedgørelse” som en adfærd, på samme vis som “stalking” og “grooming”.
Disse begreber har ikke en psykologfaglig definition, men repræsenterer en adfærd der kan inkludere elementer af psykisk vold, som har et to-sidet sigte; det tilfredsstiller udøverens egne behov og påfører offeret betydelig skade, hvorfor der i strafferetlig forstand kan være konsekvenser heraf.
Brug af diagnostiske begreber i flæng: Nej tak
Det er Delebarnets Vilkårs opfattelse, at brugen af diagnostiske betegnelser på en modpart, ikke på nogen måde er fremmende hvis ikke en sådan foreligger.
Det er alene fagpersoner med relevant uddannelsesmæssig baggrund, der kan stille psykiske/psykiatriske diagnoser.
De samme diagnostiske tegn kan optræde i forskellige sammenhænge, hvorfor fortolkningen skal ses i en større sammenhæng hvilket kræver brug af flere diagnostiske værktøjer kombineret med samtaler og observationer.
Når en part uden belæg herfor anvender psykiske diagnoser som en del af sin forklaringsmodel, er der alt for ofte tale om en subjektiv opfattelse, baseret på et populærvidenskabeligt grundlag og/eller fordi man tror man skaber en fælles forståelse. Brugen heraf medvirker ofte også til at dæmonisere modparten.
Når en part anvender diagnoser som en del af en forklaringsmodel, da placerer samme part sig samtidig i en offerrolle.
Offerrollen kan være en bevidst manipulation af omgivelserne.
Offerrollen kan også indebære at offerpositionen fastholdes i unødigt lang tid; man reflekterer ikke over hvorfor man endte i situationen og påbegynder derfor heller ikke en proces med henblik på at hele samt forebygge gentagelse. Ansvaret fralægges. Risikoen for gentagelsestilfælde reduceres derfor ikke, og samtidig ender man ikke med at fremstå som den bedste udgave af sig selv, klar til at håndtere reetablering af kontakt.
I de “vanskelige sager” familieretlige kan det give god mening at et af retsmidlerne er krav om en grundig klinisk psykologfaglig udredning af den ene eller begge forældre, for derigennem at få afdækket eventuelle underliggende problemstillinger og udarbejdelse af (be)handlingsplan.