Denne sag vedrørte en kvinde (den første ansøger), som fik forældremyndigheden over sine to børn, men som ikke var i stand til at håndhæve kendelserne, hvilket efterlod børnene hos faderen. Den første ansøger klagede især over, at myndighederne havde undladt at hjælpe hende og hendes børn med at håndhæve forældremyndighedskendelserne og handle effektivt over det psykiske overgreb, som børnene havde været udsat for fra deres fars side.

Domstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af konventionens artikel 8 (retten til respekt for privatliv og familieliv). Mens de accepterede, at myndighederne var blevet stillet i en vanskelig situation på grund af modstand fra faderen og børnene selv,
muligvis under faderens indflydelse fandt den, at de ikke havde handlet rettidigt eller rimeligt for at fuldbyrde forældremyndighedskendelserne. Retten kritiserede især det forhold, at myndighederne ikke havde været opmærksomme på den gradvise opløsning af den første ansøgers forhold til sine børn under separationen eller til faderens manipulerende adfærd. Den fandt derfor, at sagsøgerne samlet set ikke havde opnået en effektiv beskyttelse af deres rettigheder.