2024.03.13

Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i det sociale arbejde med børn og unge?

Det er titlen på en forskningsrapport fra UCD Syd publiceret i 2022. Den skal ses i sammenhæng med debatindlægget om metodefrihed længere nede i opslaget.

Fra forskningsrapportens forord:

Professionelle er vigtige når børn og unge har brug for støtte, men barnets familie og netværk spiller en helt afgørende betydning i barnet og den unges liv, både på kort og lang sigt.

For børn handler relationen til vigtige omsorgspersoner i deres liv ikke om køn. Den måde samfundets institutioner er indrettet på kan imidlertid betyde at indsatser over for børn og unge, der befinder sig i en udsat position kommer til at overse eller ekskludere fædre, bonusfædre og deres familie og netværk.

Vi har undersøgt hvordan fædre, bonusfædre og deres familier og netværk inddrages i sociale sager i Danmark og hvilke udfordringer der opleves i forbindelse hermed. På den baggrund kaster vi lys over et område, der er forskningsmæssigt underbelyst i en dansk kontekst.

Det er vores håb at vi med denne undersøgelse er med til at øge opmærksomheden på de kønnede aspekter af socialt arbejde på børneområdet, og at de børn der kommer i kontakt med det sociale system, oplever større mangfoldighed i kommunernes inddragelsespraksis.

Sammenfatning og resume

Børns ret til kontakt til familie og netværk og myndighedernes forpligtelser i forhold til at sikre dette i forbindelse med sociale indsatser understreges flere steder i den danske lovgivning. Danske og nordiske undersøgelser peger imidlertid på et ensidigt fokus på mødre og et fravær af fædre i socialt arbejde på børneområdet (Egelund & Sundell, 2001; Petersson, 2006; Slettebø, 2009; Vagli, 2009), ligesom det ikke altid lykkes kommunerne at inddrage ressourcepersoner fra barnets familie og netværk (Ankestyrelsen 2013).

Selvom der lovgivningsmæssigt er sket en betydelig ligestilling mellem kønnene, når det drejer sig om fælles forældremyndighed, barselsorlov og ligelig deling af børnepengene mellem forældremyndighedsindehaverne, så er kan den måde samfundets institutioner er indrettet på betyde at indsatser over for børn og unge, der befinder sig i en udsat position kommer til at overse eller ekskludere fædre, bonusfædre og deres familie og netværk.

Undersøgelsen er gennemført i 2019-2021 på baggrund af en kvantitativ registrering af inddragelsen i samtlige 1298 sager i to kommuner. Desuden er der gennemført 76 interviews med rådgivere i to familieafdelinger, fædre/bonusfædre, børn og farmødre, hvor vi har undersøgt omfanget af inddragelsen samt aktørernes perspektiver og udfordringer i forbindelse med inddragelse.

Derudover har vi udarbejdet en forskningsoversigt og et undervisningsmateriale til Diplomuddannelsen i socialt arbejde.

Undersøgelsen er finansieret af Socialstyrelsen.

Undersøgelsen viser at far inddrages i 75,7% af sagerne og at mor inddrages i 89,2% af sagerne. Der er imidlertid stor forskel på inddragelsen og det er stadig mor, der er rådgiverens primære kontakt og samarbejdspartner, hvis barnet bor hos hende. Med mindre far insisterer på deltagelse eller problemerne bliver så store, at rådgiveren ’hiver’ far ind, så inddrages han kun i meget begrænset omfang i beslutningsprocessen.

Den kvantitative del:
– Inddragelse af far er registreret i 75,7% af de 1298 sager.
– Inddragelse af fars familie i 8% af sagerne og fars netværk i 2% af sagerne.
– Inddragelsen af fædre er ’kun’ 10% lavere end inddragelsen af mødrene (89,2%), men mors familie (16%) og netværk (5%) inddrages oftere end fars.
– Der er samlet set 28 socialrådgivere der har inddraget mors netværk og 19 der har inddraget fars netværk ud af de 44 socialrådgivere.
– Bonusfædre inddrages i 10,8% af sagerne. Ingen af bonusfædrenes familie og netværk er registreret inddraget.
– De fleste sagsbehandlere i undersøgelsen er kvinder 93%. (4 mandlige og 40 kvinder).
– Rådgiverne svinger mellem at inddrage i gennemsnit 1,4 til 3,5 pr. sag i deres sagsstamme.
– Der inddrages i gennemsnit 2,57 personer i hver sag.
– Det er hyppigst mor, far og barnet, der inddrages.
– Der har været inddragelse af familie og netværk i 24% af sagerne.
– I over halvdelen (59%) af sagerne vurderer rådgiveren at inddragelsen af familie og netværk har haft positiv betydning i sagen.
– I 36% af sagerne har inddragelsen ingen betydning haft
– i 5% af sagerne har inddragelsen haft en negativ betydning.
–  Årsagerne til manglende inddragelse af familie og netværk angives i 27% af sagerne at være fordi moren ikke ønskede det. I 23% af sagerne var det faren der ikke ønskede inddragelsen og i 7% var det barnet.
– I 23 % af sagerne skyldtes den manglende inddragelse en vurdering fra rådgiverens side og i 20% af sagerne er der svaret at der har været andre grunde.

“Det er tid til et opgør med metodefrihed i familiebehandling …”

Udpluk fra Debatindlæg i Socialmonitor 12.3.2024:

“Vi bruger syv milliarder kroner årligt på forebyggende indsatser til udsatte børn, unge og familier – uden at have fælles nationale krav til kvaliteten og indholdet af indsatserne. Det er et problem, fordi det giver stor variation i, hvilken hjælp udsatte mennesker får i de forskellige kommuner, mener Trine Gaardsøe.

Metodefriheden og de manglende fælles retningslinjer for sociale indsatser er et problem, som jeg oplever som faglig projektleder og chefkonsulent på Metodecentret.

Vi samarbejder med mange kommuner om intensiv familiebehandling, og der mangler enighed om og fokus på, hvad der definerer kvalitet i en social indsats blandt medarbejderne i de forskellige kommuner.
Jeg mener, at den primære opgave bør være at støtte familier, børn og unge i at løse problemer og reparere og genoprette forbindelser i deres nærmiljø og relationer, så de kan udvikle sig positivt under og efter, at de har fået hjælp fra kommunen. Det gælder både med skolegang, fritidsliv, i forhold til familien og lokalsamfundet m.m.
Uanset om indsatsen er familiebehandling eller en kontaktpersonordning mener jeg, at ovenstående bør være målet. Men sådan ser ikke alle på det.

En god relation til medarbejderen er ikke målet

Vores forhold til dem bør derfor ikke være et mål i sig selv, men derimod et middel til at nå målene for familiens adfærd, trivsel, samvær, kommunikation og samarbejde med hinanden.

I Danmark mangler vi traditionelt fokus på at monitorere indskrivningstid og behandlingseffekt på socialområdet, hvilket i mange tilfælde kan føre til langvarige forløb uden tilstrækkelig effekt.

Nationale krav er nødvendige for at sikre effektiv hjælp til alle.

Hvis ledere og medarbejdere ikke systematisk evaluerer indsatsens effekt og borgerens engagement eller mangel på samme, kan der opstå både langtrukne og ineffektive eller omvendt kortvarige og fragmenterede forløb.

For upræcise og ukonkrete mål

En anden årsag til manglende succes i forløb er, at vi kommer skidt fra start, fordi vores mål for indsatsen ikke er veldefinerede, fyldestgørende eller konkrete og aktuelle i forhold til barnet, den unges og familiens samlede udfordringer og behov.

Kommentar:

Det synes som en gennemgående problemstilling at man i kommuner og forvaltninger er givet et manøvrerum, som tillader den enkelte medarbejder at tilgå opgaver og mål ud fra en personlig holdning, uden tydelige handlingsplaner og entydige effektmål.

På samme vis som på det familieretlig område savnes der målsætninger, monitorering og effektmåling på indsatserne.

I det hele taget er debatindlæggets observationer fuldt ud overførbare til det familieretlige område.

På samme vis savnes det en helholdsorienteret udredningstilgang i forbindelse med “de vanskelige” familieretssager, hvor man som det ofte ses i forbindelse med forældrekompetenceundersøgelser anlægger en holistisk tilgang, herunder inddrager bedsteforældre samt andre ressourcepersoner i barnets netværk.

Det er problematisk at fædre og dermed barnets relation til fædre og det netværk de repræsenterer, ikke tillægges tilstrækkelig værdi i forbindelse med sagsoplysning.

Det er ekstra trist, hvis man har en forventning om, at kommunerne efter omlægning skal varetage opgaven med at understøtte de brudte familierne med implementering af afgørelsen truffet af det familieretlige system.

I øvrigt har psykologer metodefrihed ifm. udarbejdelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Fakta:
86% af bopælsforældre er mødre
14% er fædre.

Kilder

“Har vi glemt fædre, bonusfædre og deres familier og netværk i det sociale arbejde med børn og unge? En undersøgelse af to kommuners inddragelsespraksis”
Link: Klik her 

“Det er tid til et opgør med metodefrihed i familiebehandling og kontaktpersonordninger”
Link: Klik her  

“Ja, mødrene får mere samvær med børnene, og, nej, fædrene bliver ikke forskelsbehandlet”
Link: Klik her  

familieretshuset.info