Spanien: Forældrekoordinator - rettens forlængede arm
2024.04.16
Spanien: Forældrekoordinator – rettens forlængede arm
Det parallelle forældreskab er en tilgang, der i bund og grund handler om, at det i en periode efter et brud kan være vanskeligt for forældrene at samarbejde eller “konfliktnedtrappe” men at det for børnene fanget i midten, er det mest hensigtsmæssige over tid at bevare en god, regelmæssig og omfattende kontakt.
I forbindelse med at man i Spanien i en række regioner (ca. 40% af befolkningen) som udgangspunkt ligestillede forældrene, identificerede man tilbage i 2015 i bl.a. Catalonien et behov for en rolle som “forældrekoordinator” og lancerede et pilotprojekt.
Rollen har man siden da udviklet/tilpasset og idag er det et forløb, der blandt andet indebærer 500 timers uddannelse og forudsætter en universitetsuddannelse.
Fra dommerside ønsker man at forældrekoordinatoren fagligt er specialiseret i børne- og udviklingspsykologi i familien, i uddannelse eller socialt arbejde og har en grunduddannelse i familieret. Forældrekoordinatoren skal have kompetencer som mediator samt erfaring fra konfliktfyldte sager – og skal enten kunne dokumentere praktisk erfaring eller i praktik inden at et sagsansvar varetages selvstændig.
Værdien af rollen og hvorledes den udøves i praksis, herunder hvilke juridiske beføjelser der er knyttet hertil, er naturligvis relevant at få afdækket.
Det er en retsafgørelse der afstedkommer at forældrene pålignes brug af en forældrekoordinator, hvilket i modsætning til brug af en mediator ikke kan fravælges. Forud herfor har man enten udarbejdet omfattende og detaljerede samværsordninger, der ikke er blevet overholdt, eller konstateret at der ingen form for vilje til at finde løsninger findes hos den ene eller begge forældre.
Rollen møder kritik fra sider, der mener at formålet med rollen er en fortsat udøvelse af vold mod kvinder efter skilsmisse. Det til trods for at den første sag, hvor rollen kom i anvendelse handlede om at give en kvinde, der havde forsøgt sig med selvmord foran egne børn, muligheden for reetablering af kontakt, trods at afgørelse i første instans havde givet faderen medhold i fortsat afbrydelse af kontakt, trods positive psykologfaglige undersøgelser i moderens favør.
Rollen er praktisk orientereret, så formålet er ikke at udfærdige rapporter men at intervenere og skabe fremdrift idet opgaven er at sikre at rettens afgørelse om forældremyndighed og samvær overholdes.
Forældrekoordinatoren har større autoritet og kontrol, som indebærer af denne også kan anmode om adgang til den mindreåriges miljø, såsom dennes lærere eller børnelæger, og ikke kun til det nære familiemiljø, som er det miljø, som mediatoren har adgang til.
Forældrekoordinatoren har beføjelse til at indsamle rapporter fra Social Service, uddannelses- og sundhedscentre, både offentlige og private, samt til at få adgang til sagens retsakter og komme med forslag til retten for at løse konflikter. Rollen er derfor en forlænget arm af dommeren. Den kan også uden retslig tilladelse beslutte at henvise forældrene til et Familiestøttecenter (CAF). Hvad den ikke kan gøre, er at løse uoverensstemmelser om, hvordan de udøver forældremyndighed eller overholdelse af samværsordningen, “uanset hvor små eller ubetydelige” uoverensstemmelserne måtte være.
Forældrekoordinatoren skal efter tildeling af en sag efter tre måneder informere om, handlingsplanens udformning og indhold, sende en statusrapport efter seks måneder og endnu en afsluttende et år senere.
I Frankrig er man også undervejs med anvendelse af Forældrekoordinator. I Canada og USA eksisterer rollen ligeledes.
I et dansk familieretligt perspektiv
Isoleret set er rollen forældrekoordinator ikke løsning på alle problemstillinger, men et bud på et retsmiddel, der kan bringes i spil. Når det sker er det igen vigtigt at de forudgående retslige udredningsprocesser ikke har trukket i langdrag samt at man relativt hurtigt reagerer på gentagne overtrædelser eller overtrædelse af grov karakter.
Som det fremgår af rollebeskrivelsen kan forældrekoordinatoren rette henvendelse til dommeren med henblik på forslag til initiativer. Sådanne initiativer bør blandt andet omfatte mulighed for iværksættelse af klinisk psykologfaglig udredning af forældrene af psykolog/psykiater med specialistuddannelse, mulighed for iværksættelse af løbende systematisk monitoring af børnenes trivsel med anvendelse af relevante aldersrelevante værktøjer aht. dokumentation, adgang til supervision/psykologfaglig sparring – alt sammen i et “fast track setup”.
Heller ikke disse muligheder ændrer ved behovet for et setup a’ la’ den belgiske Dinant-model, øget brug af børnehuse til at kvalificere påstande/mistanke om overgreb/misrøgt, politi aht. voldskvalificering, nationale retningslinjer der præciserer kommunernes ansvar/rolle både før og efter et forløb i det familieretslige system, nationale krav til faglige kompetencer og værktøjer som anvendes af aktører i alle led, ligestilling af forældrene som udgangspunkt, fjernelse af privilegier og særrettigheder knyttet til barnet, lovfæstede tids- og kvalitetskrav der sikrer effektive processer, lovfæstede rettigheder der sikrer forældre under anklage rettigheder til hurtig sagsopstart og kontaktbevarende samvær i samme omfang som før afbrydelse såfremt mistanke/påstand ikke berettiges, indførsel af incentives der fremmer forældrenes interesse i at samarbejde og forblive i et fælles nærområde, minimum af børnesamtaler som udføres af højt specialiserede medarbejdere, fjernelse af pseudo-betegnelser fra lovgivning/vejledning så som børnesagkyndig, sagkyndig osv. osv.
Kilder
Videoer med dommer Pascual Ortuño,
Link: Klik her
Uddannelse Coordinator Parantal
Link: Klik her
Kritisk artikel
Link: Klik her
Frankrig: Forældrekoordinator
Link: Klik her <<<