Bias

Kronik bragt i Poitiken 26.1.2024 – her gengivet med forfatternes tilladelse

Kronik af Nanna Lykke Bundgaard og Dion Sommer.
Nanna Lykke Bundgaard er cand.psych. Dion Sommer er professor emeritus, Aarhus Universitet.

Forældreudbrændthed er et stort problem i tiden, og en medvirkende faktor er det enorme krav, som samfundet stiller til mødre – og som de stiller til sig selv.

Professor emeritus: Når det går galt, og ansvaret skal placeres, peger fingrene på mor – at det er hendes skyld

Moderskabet er blevet idealiseret, og mors rolle er ikke kun en privatsag. Den er blevet offentlig ejendom, hvor et moderskabsideal fungerer som en slags moralsk domstol. Her anerkendes ’den gode mor’, hvor ’den dårlige mor’ fordømmes. Når det går galt, og ansvaret skal placeres, peger fingrene på mor – at det er hendes skyld.

Men hvad er egentlig et intensivt moderskabsideal? Jo, her er moderen løftet op som 1) den ultimative, naturgivne og primære omsorgsgiver, der bærer det allerstørste ansvar for sit barns udvikling og trivsel. Barnets normaludvikling gror derfor ud af det intensive nærvær i mor/barn-relationen. Derudover 2) opfattes barnet som uskyldigt, og moderen har til opgave at beskytte det fra negative oplevelser. Inden for ideologien 3) opfattes passende børneopdragelse desuden som børnecentreret, ekspertguidet, arbejdskrævende og følelsesmæssigt drænende.

Fædre anerkendes nok, men spiller andenviolin, især i barnets første vigtige leveår. Med andre ord findes der ikke et udbredt idealiseret faderskab, der får de samme negative psykologiske konsekvenser for manden som for kvinden. Det ser da også ud til, at når et barn kommer til verden, da stiger ikke blot kønsuligheden mellem parret, men også omverdenens forskellige forventninger.

Karakteristisk nok var og er der ikke noget, der hed ’fader deprivation’

Vi har grundigt undersøgt den eksisterende forskning om det intensive moderskab. Denne forskning dokumenterer, at det intensive moderskabsideal kan have markante psykologiske omkostninger for mødre. Forskningen viser endvidere, at flere mødre har taget det intensive moderskabsideal på sig. Det ’ligger ligesom i luften’, hvor de føler, at de har/bærer det allerstørste omsorgsansvar; at de bør være intensivt og ofte til stede i relationen. En mor siger for eksempel: »Der synes at være den samfundsmæssige opfattelse, at gode mødre skal være en slags martyrer; at de skal ofre alt for deres børn«.

Men hvor stammer det intensive moderskabsideal egentlig fra? Lad os svare med et kort historisk vue. Gennem historien har troen på moderskabet altid domineret, og op til nyere tid var arbejdsdelingen dikotomiseret med kvinden/moderen hjemme og manden/faderen på arbejde.

Men noget relativt nyt skete i det 20. århundrede. Her blev moderskabet psykologiseret og genstand for en videnskabeliggørelse. Den fremstormende børne- og udviklingspsykologi skabte gennem 1940’erne til 1970’erne indflydelsesrige teorier om barnets normaludvikling og naturlige behov for moderomsorg.

Læg mærke til ordene ’normal udvikling’ og ’naturlige behov’. Her fremstod teorierne som uantastelige dogmer om nærmest naturgivne lovmæssigheder. De blev omsat til nye opdragelsesråd – som ophøjet ekspertviden, der blev formidlet til samfund, professionsuddannede og ikke mindst forældre. For eksempel John Bowlbys tilknytningsteori med dens såkaldte moder deprivation:
Når småbarnet passes af andre, for eksempel fædre, hvor mor ikke er der som omsorgsgiver, vil barnet lide et meget alvorligt afsavn. Senere i livet vil det føre til en karakterafvigende personlighedsforstyrrelse. Dvs. at når en mor er borte, kan barnet ikke udvikle sig normalt. Så i denne udbredte version af tilknytningsteorien er mor=normalitet.

Karakteristisk nok var og er der ikke noget, der hed ’fader deprivation’.

Bowlby og følgere vendte det blinde øje til det faktum, at når en far tog over, da vil barnet udvikle sig normalt.

På grund af frygten for at blive negativt vurderet af andre fremstiller nogle deres moderskab og familieliv mere positivt, end de oplever det

I 1990’ere intensiveres betydningen af moderskabet. Blandt andet med Daniel Sterns bestseller ’Spædbarnets interpersonelle verden’, hvor barnets selvudvikling sker i synkroniserede mor/barn følelsesmæssige relationer; de såkaldte affektive afstemninger. Forløber denne følelseskommunikation ikke rigtigt, er det på grund af mors manglende indfølingsevne i sit barn.

Professionsuddannede har i årtier udbredt dette normative budskab og har vurderet moderens kompetence eller mangler i dette begrebslys. Affektive afstemninger sker dog ikke kun mellem mor og barn, men med alle de udviklingsagenter, barnet er omgivet af. Derfor er det fagligt set fejlagtigt, at pilen kun peger på mor.

Men også hjerneforskning bærerved til bålet. Det er den, sompåpeger, at sikker tilknytning og stimulering i de tidlige år er vigtig for barnets optimale hjerneudvikling. Troværdigt nok, indtil det bliver koblet til ideen om, at det er den uerstattelige moders primære ansvar at forhindre, at hendes barn risikerer at udvikle en hjerneskade.

Men dagens udviklingspsykologiske forskning understøtter på ingen måde den modercentriske tankefigur. Spædbørn og større børn har mange flere udviklingsagenter. De må alle bære deres del af ansvaret for barnets trivsel eller mistrivsel. Bemærk at udtrykket ’offentligt omsorgssvigt’ ikke bruges ofte, selv om nogle vuggestuer og børnehaver slet ikke lever op til deres udviklingsansvar.
Men selv om det intensive moderskabsideal således baserer sig på ideologi og ikke på viden, dokumenterer flere studier, at mange mødre implicit eller eksplicit påvirkes af det intensive moderskabsideal. Ifølge sociolog Maria Ørskov Akselvoll ses accepten af det intensive moderskab tydeligt i en nylig dansk spørgeundersøgelse af ’Det gode forældreskab’. Her kom 90 procent af besvarelserne fra mødre, og de var i høj grad præget af denne opfattelse: Det er vigtigt, at en mor udviser konstant opmærksomhed over for sit barn.
Vi ser en bekymrende markant stigning i antallet af unge kvinder, der er ramt af psykisk mistrivsel.

Men kan accept af det intensive moderskab ligefrem skabe mere end vedvarende dårlig samvittighed? Ja, flere studier dokumenterer en række markante negative psykologiske konsekvenser forbundet med overgivelse til det intensive moderskabsideal: 1) Højt stressniveau; 2) Angstsymptomer; 3) Depressive symptomer; 4) Lavere livstilfredshed.
Da moderskabsideologien handler om årelang påvirkning, kan den med tiden uddybe og fastholde disse psykiske problemer.
På trods af at det intensive moderskabsideal dominerer i de samfund, hvor prævalensen af forældreudbrændthed er højest, har der ikke været meget fokus på, hvorvidt og hvordan det intensive moderskabsideal kan hænge sammen med udviklingen af forældreudbrændthed.

Netop denne sammenhæng har vi sat os for at undersøge. En større forståelse for, hvad der ligger bag udviklingen af dette alvorlige syndrom, er afgørende for at kunne forebygge det.

Forældreudbrændthed er for nylig blevet anerkendt som et selvstændigt psykologisk fænomen. Den kan forklares som et resultat af en længerevarende kronisk ubalance mellem krav (risikofaktorer) og ressourcer (beskyttende faktorer), hvor risikofaktorerne dominerer. Udbrændtheden er for eksempel karakteriseret ved overvældende udmattelse i forældrerollen; emotionel afstandtagen fra barnet; tab af glæde i forældrerollen; vanskeligheder ved at kontrollere vrede. Ens psykologiske tilstand skal desuden stå i skærende kontrast til, hvordan man ønsker at være som forælder.

Forskningen påviser, at tre risikofaktorer – formentlig i samspil med det intensive moderskabsideal – i høj grad ser ud til at være forbundet med forældreudbrændthed: 1) At føle sig begrænset; for eksempel at kvinden oplever mindre tid til sig selv og egne behov. 2) At sam-forældreskabet lider under manglende samarbejde, støtte og enighed. 3) Perfektionistisk bekymring; dvs. selvkritik, tvivl som mor, frygt for at begå fejl, frygt for negative sociale vurderinger.

Studier påpeger samstemmende, at mange mødre oplever et stort moderskabspres og -ansvar. Det gør, at de nedprioriterer og udsætter karriere, fritidsaktiviteter og søvn. De finder det meget begrænsende for eksempel aldrig at have tid til sig selv: »Jeg lever mit liv udmattende. Din ’mig-tid’ sættes i baggrunden, og det er bare sådan, det er«.

Præstationspresset om at skulle performe som den perfekte mor kan desuden ifølge forskningen skabe grundlag for den såkaldte maternal gatekeeping. Her står hun metaforisk sagt ved ’lågen ind til barnet’ og holder konsekvent sin mand ude fra involvering. For eksempel ved at sætte meget høje standarder for, hvordan det gøres bedst. For så selv, når faderen trækker sig, at udføre omsorgsarbejdet.

Flere mødre oplever desuden, at der er en forventning om, at de bærer byrden i forbindelse med opdragelse og husligt arbejde. Dette skaber en ulige fordeling af hjemmearbejdet med en negativ effekt på oplevelsen af tilfredshed i parforholdet.

Endeligt ser det intensive moderskabsideal også som nævnt ud til at øge perfektionistisk bekymring.

Hvad sker der mon med den næste generation af unge kvinder, som nu er på vej ind i en verden af moderskabsidealer og -forventninger?

Flere studier peger på, at når mødre tilsyneladende er så afgørende for deres barns fremtid og potentiale, så skabes frygt, tvivl og bekymring. Flere mødre begrunder det med et stort udefrakommende pres: »(…) hjemme er jeg meget mere afslappet med dem (børnene)… der er bare et latterligt højt pres, når du er i offentligheden (…). Så der er det pres og den frygt for, om jeg fremtræder som en dårlig mor«.

Studier finder dog modsat også, at nogle mødre aktivt prioriterer tid til sig selv, at de oplever støtte i sam-forældreskabet, samt at de ikke udviser tvivl om egne holdninger til deres moderrolle. Det vil sige, at nogle heldigvis ikke bare underlægger sig andres forventninger. Det støttes de i af deres partner, som også tager aktiv del i omsorgen for barnet. Men flere studier på tværs af landegrænser peger dog i retning af, at det intensive moderskabsideal kan fremme risikofaktorer og ende med decideret udbrændthed. På grund af frygten for at blive negativt vurderet af andre fremstiller nogle deres moderskab og familieliv mere positivt, end de oplever det.

Sådan ser forskningsdokumentationen ud. Men hvad kan der så gøres for at forebygge og modvirke denne tendens? Først og fremmest synes det nærliggende, som vi gør det her, at udfordre den falske moderskabsideologi. Dvs. påvirke og imødegå ’den perfekte mor’-opfattelse.

Frem for det individuelle og ensidige fokus på moderansvaret kan det være fordelagtigt med en mere fællesskabsorienteret tilgang til børneomsorg og -opdragelse samt at styrke familiens sociale netværk og ikke mindst at anerkende, at fædre og daginstitutioner markant påvirker barnet.

Flere mødre i Maria Ørskov Akselvolls undersøgelse udtrykker også et ønske om mere accept og rummelighed blandt mødre. At flere burde bidrage frem for det kritiske blik på, hvad den enkelte mor kan og gør. For eksempel kan arbejdspladser tage del i og støtte op om børnefamilien ved at skabe mulighed for at arbejde hjemmefra og tilpasse arbejdstider til institutionstider.

Professionelle omkring børnefamilien har her et særligt ansvar. Uheldigvis kan jordemødre, sundhedsplejersker og pædagoger komme til at forstærke antagelser om moderens afgørende betydning. Dette har vi set flere eksempler på. Hermed kryber den underforståede morale ind, at ’det nok er mors skyld’ – både når det går godt og skidt med barnet. Her handler det ofte om manglende opdatering af viden om børns udvikling på uddannelser og efteruddannelser.

Inden for forældreudbrændthedslitteraturen er der heldigvis også identificeret en række beskyttende faktorer. Jo flere af dem en mor oplever, jo mindre er risikoen for at udvikle udbrændthed. Dette indebærer blandt andet oplevelsen af støtte; self-compassion (at moderen lærer at møde og behandle sig selv med medfølelse); tid til fritid; positivt sam-forældreskab. For eksempel kan jordemødre tidligt i familiedannelsen understøtte, at et positivt forældreskab er et fælles ansvar. Bl.a. ved at informere om og imødegå de dominerende moderskabsidealer og strategier til at undgå en skæv start for den nybagte familie. Samt formidle viden, der har påvist fædres store betydning for spædbørn.

Men hvorfor er det så vigtigt at skabe mere opmærksomhed om udvikling og forebyggelse af forældreudbrændthed? Først og fremmest kan vi rette blikket mod det syndrom, som forældreudbrændthed er i familie med: arbejdsrelateret udbrændthed.
Dette er langt om længe blevet en anerkendt diagnose efter årtiers dokumentation. Det fremgår af den nyeste version af WHO’s klassifikation af mentale sygdomme. For at undgå, at forældreudbrændthed bliver et lige så udbredt psykisk problem som arbejdsrelateret udbrændthed, må vi derfor allerede nu skabe offentlig opmærksomhed omkring fænomenet.
Hvad sker der mon med den næste generation af unge kvinder, som nu er på vej ind i en verden af moderskabsidealer og -forventninger? Hvor skrøbelige er de egentlig? Hvem af dem har en potentiel risiko for at udvikle en fødselsdepression, der senere kan ende med udbrændthed?

Vi ser netop en bekymrende markant stigning i antallet af unge kvinder, der er ramt af psykisk mistrivsel.

Sundhedsstyrelsen dokumenterer, at adskillige kvinder i aldersgruppen 16-34 år både scorer lavt på den mentale helbredsskala (25,2-34,4%) samt højt på den såkaldte stressskala (40,6-52,3%).

De yngste af dem bliver mødre om 10-15 år, og de fleste over 30 er trådt ind i moderskabet. En foruroligende stor del af disse kvinder oplever på forhånd mentale problemer. Det må dermed forventes, at de ikke kommer ind i moderskabet med tilstrækkelige ressourcer til at kunne håndtere de helt nye krav, som graviditet, fødsel og babyomsorg stiller. Flere kommende mødre end tidligere må derfor antages at være i særlig risiko for at udvikle udbrændthed, når de bliver mødre.

Vi ønsker derfor at starte en debat, der ikke dør ud i morgen; men fører til handling, der i sidste ende kan reducere risikofaktorer for at udvikle udbrændthed i moderskabet. Vi skal med stærke faglige argumenter underminere troen på det intensive moderskabsideal, som er en indgroet myte om den perfekte mor. Kan vi som samfund acceptere, at nuværende og kommende mødre ender med at udvikle forældreudbrændthed?

Link: Klik her