2 ud af 3 børn og familier, der af børnehusene blev vurderet til at have behov for behandlingsforløb, blev ikke tilbudt det.

Det synes delvist selvmodsigende at der løbende fra aktørerne i og omkring det familieretlige system advokeres for en øget voldsfaglighed, samtidig med at kommunerne ikke løfter behandlingsopgaven, trods anbefaling fra specialistenheder.

Videnscenter for Psykotraumatologi (SDU) gennemgik i rapporten “Kortlægning af den psykiske tilstand hos børn og unge set i de danske Børnehuse”.

Hensigten med rapportens kortlægning var at skabe overblik over behovet for behandling og andre indsatser til børn og unge udsat for vold eller seksuelle overgreb og deres familier, og dermed yde et vigtigt bidrag til vurderinger af den behandlingskapacitet, der skal være tilgængelig i landets kommuner, som har ansvaret for, at de udsatte børn og unge får den hjælp, de har brug for.
Resultatet var nedslående

Her skal man erindre af børnehusene rent professionelt har væsentligt bedre faglige forudsætninger for at udrede og fremtage forslag til behandlingsplaner, end de aktører der aktuelt på korte kurser uddannes indenfor “vold i nære relationer”.

Videnscenter for Psykotraumatologi fandt at knap 54% af de udredte børn levede op til kriterierne for enten PTSD eller kompleks PTSD. Derudover sås mange sager, hvor barnet oplever andre gennemgribende problemer med sin følelsesregulering, sit selvbillede og sine relationer.

Ifølge internationale anbefalinger anses et positivt screeningsresultat for PTSD dog som en tilstrækkelig indikation hos børn på, at man bør overveje at iværksætte et traumefokuseret behandlingsforløb. Således pegede rapportens resultater på, at der er et stort og vigtigt behov for kvalificeret intervention til børn, som har været udsat for vold eller overgreb. Dette behov har landets kommuner ansvaret for at løfte.

Rapporten pegede på en række behandlingsindsatser og de forudsætninger som skal være tilstede i kommunerne, for at løfte behandlingsopgaverne som både omfatter børn og familier.

I komplekse sager vil det grundet omfanget eller karakteren af vold og overgreb, relationen til gerningsperson eller kompleksiteten af symptomer og øvrig eksponering for traumer i tillæg til ovenstående anbefalinger, være gavnligt at tænke ud over det specifikke psykologiske forhandlingsforløb og arbejde traumeinformeret i den samlede indsats for barnet.

En traumeinformeret praksis indebærer, at barnet får både traumefokuseret terapeutisk behandling, og at der i tillæg hertil arbejdes traumeinformeret med barnet, dets familie og det faglige netværk på tværs af barnet livsområder (skole, hjem, sundhedssektor, sagsbehandling, terapeutisk hjælp og anden kommunal indsats). Dette vil indebære en efteruddannelse / opkvalificering af sagsbehandlere og socialrådgivere og anbringelsessteder om traumer og overgreb, risici og konsekvenser heraf samt behandlingsmuligheder, supervision til personalet for at sikre kvaliteten af indsatserne og forebygge sekundær traumatisering, og dernæst adgang til specialiserede/certificerede behandlere og et koordineret tværprofessionelt samarbejde med henblik på at hjælpe det enkelte barn bedst muligt.

Børnehusene vurderede at der i mere end 54% af sagerne var behov for et kommunalt forankret behandlingsforløb.

Kun i 16% af sagerne sikrede kommunerne et behandlingsforløb.

I 2 ud af 3 af de kvalificerede sager kan børn og deres familier være svigtet.

Alligevel har Socialministeriet foreslået at kommunerne skal forestå en større andel af finansieringen af børnehusene.

Man kan mene at det er kommunerne der har svigtet … og fortsat svigter. Man kan også overveje om det reelt er nedlægning af amterne (kommunalreformen), der er hovedårsagen og dermed staten der har svigtet. Er kommunerne for små til at løfte opgaverne og har samtidig en modsat rettet interesse i at minimere omkostningerne på området? Ansvarsplaceringen er i virkeligheden ligegyldig. Faktum er at børn og familier svigtes i stort omfang.

Der mangler desværre data på om de samme børn og familier senere er overrepræsenterede fsva. forløb i psykiatrien, i jobcentre, uddannelsesindsatser, misbrugsbehandling osv.

Begrundet tvivl

Det vil også give mening at undersøge om der er sammenhæng mellem de behandlingsmetoder som rapporten anviser og de uddannelser som aktuelt markedsføres af Socialstyrelsen, Lev Uden Vold og professionsskoler. Hvem har kvalitetsstemplet disse og hvorledes sikres det at de, der har gennemgået dem, løbende ajourfører deres viden?

Det vil også give mening at få belyst, om der i kommunerne og fx. Familieretshuset og Lev Uden Vold er gennemført eller planer herom en fagprofessionel opkvalificering, indført krav om supervision osv.

Det vil ikke være nogen overraskelse, hvis der ikke er sikret en overordnet sammenhæng eller planer herfor, men man alene har iværksat initiativer for at imødekomme politiske signaler.

Sandsynligvis burde langt flere sager fra start visiteres til udredning i børnehusene, frem for at socialrådgivere, pædagogisk personale eller sagsbehandlere og tilsvarende forsøger at oplyse sagerne, helt uden psykologfaglig specialistbaggrund eller at indgå i en reel tværfaglig tilgang under supervision hvorved sagsoplysning sker på baggrund af antagelser og fejltolkninger til skade for barn og familier.

Kommentar: Man tillader eksempelvis ikke i sundhedssystemet at en person uddannet i at yde førstehjælp, stå for at diagnosticere, udarbejde behandlingsplan eller forestå operation.

Kilder

Kortlægning af den psykiske tilstand hos børn og unge set i de danske Børnehuse
Link: Klik her 

Løsning:
Indførsel af nationale retningslinjer der pålægger primær sektor (kommunerne) at børn og forældre, der af børnehusene vurderes at udvise behandlingskrævende belastningsreaktioner, skal tilbydes relevante og faglige kvalificere forløb af af såvel individuel som familieorienteret karakter. 

Ansvar: Indenrigs- og sundhedsministeren