Børneinddragelse - ikke uden risici

2024.01.18

Bagsiden af børneinddragelse

I artikel af dags dato peger en række eksperter på problemstillinger ved at gøre børn til part i egen sag på den vis, som Barnets Lov nu har åbnet op for.

Det handler om barnets reaktion på at se beskrivelse af sig selv, men også beskrivelse af sine forældre og sagen i sin helhed. Disse kan sætte dybe spor i barnet, både fsva. selvforståelse, syn på primære omsorgsgivere og afstedkomme reaktioner, der forværrer situationen på såvel den korte som lange bane.

Det forlyder godt nok at barnet skal vurderes til at kunne forstå indholdet. Men der synes ingen objektive vurderingskriterier at være eller processer der dokumenterer tilstedeværelsen heraf. Det samme fravær gælder også når børn i det familieretslige system i forbindelse med en kort børnesamtale vurderes “modent”. Kun hvis barnet fremstår synligt påvirket at omstændighederne vil det fremgå af sagsakterne.

Uden entydige definitioner og faglige krav til sådanne vurderinger er risikoen for af FN’s Børnekonvention overtrædes overhængende.
.
For mange kokke fordærver maden

Når der i en sag foreligger beskrivelser udfærdiget af aktører med meget forskellige faglige baggrunde øger man samtidig risikoen for at beskrivelserne er upræcise/ukorrekte (manglende faglig baggrund gør at situationen fortolkes misvisende/forudindtaget samt der anvendes forskellige termer ), hvilket øger fortolkningsrummet og dermed risikoen for at sagen afspores.

Maden serveres gladelig af de der hylder det progressive børnesyn “Børn er eksperter i eget liv” og “Børn skal stå i egen ret”. Hovedparten af disse har desværre ikke en tung psykologfaglig baggrund. Men man har holdninger og følelser.

Så spørgsmålet er om tilgangen i overvejende grad handler om varetage egne underliggende behov for at kunne udtrykke at man “beskytter barnet” uden reel interesse i de langsigtede effekter heraf.

Det minder meget om tilgangen “ro om barnet” frem for “ro i barnet”, desværre.

Belgiske Dinant-model følger sagen til dørs

I Belgien fokuserer man på korte udredningsprocesser og hurtige afgørelser, der sikrer at barnets bånd til sine primære omsorgspersoner ikke brydes, hvilket vil få de der argumenterer for “grundige undersøgelser” til at protestere med tilgangen “hvad hvis”.

Men i modsætning til Danmark slippes sagen i Dinant-modellen ikke efter afgørelse. Man følger sagen helt til dørs. Det indebærer at det initiale fokus ikke er på at “undersøge forældrenes krise”, men at sikre lavpraktiske løsninger parallelt med at forældrene hjælpes med de udfordringer, de hver især måtte have såvel som i deres samspil. Hovedparten af fagaktørernes tidsanvendelse anvendes altså på at støtte forældrene i at “finde hinanden i et tilstrækkelig godt samarbejde” men også på at den enkelte forældre udvikler sig på en vis, der hjælper med at finde en indre balance og deraf afledt forbedret livskvalitet.

Efterværn – ikke i det danske familieretlige system

På den vis har Dinant-modellen indbygget en efterværnsordning, der varetager barnets dybereliggende behov. Dette står i stærk kontrast til Danmark, hvor der generes nye sager i et overvældende omfang, da den forælder der ender som samværsforældre kæmper for såvel egne ønsker/behov som barnets ret til familieliv, herunder det underliggende behov for god, stabil og omfattende kontakt til sine primære omsorgspersoner.

“Hvad hvis”

“Hvad hvis” bekymringstilgangen betrygges i Dinant-modellen også ved at man i sager med påstande om strafferetslige forhold begået mod barnet involverer børnehus/politi med henblik på kvalificering af disse. Dette sker parallelt med det retlige forløb, således at afgørelse kan afspejle om der er et bestyrket grundlag for at beskytte barnet. For man skal have i erindring, at “hvad hvis ikke” også indebærer voldsudøvelse mod barnet, hvis man i Danmark tillader langvarige sagsbehandlingsprocesser, hvor barnets kontakt til den forælder afbrydes eller skævvrides.

I Danmark vil regeringen aktuelt overlade en større del af regningen for børnehuse til kommunerne, hvilket øger risikoen for at kommunens egne medarbejdere forsøger at belyse sagen – uden at have et tilsvarende fagligt fundament. Det sker da der ingen lovmæssig regulering er af, hvornår en sag skal overgå fra kommunen.

Det politiske overblik synes begrænset – og præget af de mange interesseorganisationer som dyrker “at beskytte” og “hvad hvis” tilgangen.

Desuagtet er det et politisk ansvar at få rettet op – og samtidig kigge indad

Ønsker man fortsat et familieretligt system der dyrker tvist-tilgangen uden at sikre delebørn nogen form for efterværn, eller vil man bruge de samme økonomiske ressourcer på at fremme delebørns opvækstmæssige vilkår og dermed reducere effekterne af den nuværende tilgang, som både rammer børn og unge samt deres primære omsorgspersoner?

Kilder

(18.01.2024) Eksperter opfordrer til fokus på skriftlighed i børnesager: Vi skal tage et opgør med måden, vi beskriver børn på
Link: Klik her

VIVEs seneste rapporter om børneinddragelse: Dokumenteres overtrædelser af FNs børnekonvention?
Link: Klik her 

(14.09.2023): Når “ro om barnet” er det sidste der ønskes
Link: Klik her 
Link: Klik her 

(14.12.2023): Belgiens Dinant-modell
Link: Klik her  

(22.11.2023) Børnehusene burde styrkes yderligere- men i stedet synes det modsatte at ske
Læs mere: Klik her 

(16.01.2024) Børn er ekspert i eget liv: Om børneinddragelse og børnesamtaler
Link: https://www.facebook.com/groups/433601762037640/permalink/737901968274283/

(24.05.2023) LA, DF, AL: Vi trækker os fra Barnets Lov
Link: Klik her 

(05.06.2023) Moderaterne: Flere anbringelser er ikke et mål for vores parti
Link: Klik her  

Kommentar: Hvilke konkrete tiltag er der iværksat for at overvåge udviklingen?

Artikel, Mødrehjælpen
Link: Klik her 

Kommentar: En efterværnsordning vil overflytte opgaven fra Mødrehjælpen til det familieretslige system og sikre at det er fagligt uddannende der forstår opgaven samtidigt med at der er hurtig adgang til evt. brug af nødvendige retsmidler eller regulering af samværsaftale

familieretshuset.info