Børnesamtalen

2024.01.16

“Det er barnet som er ekspert i deres eget liv, og hvordan de opplever situasjonen og sin egen virkelighet bør komme tydelig frem (Gamst, 2017).”

Socialstyrelsen, Børns Vilkår og Børnerådet er på mange måder spydspids i Danmark for hvad angår inddragelse af børn.

Umiddelbart synes det sympatisk at inddrage børn i mange forskellige sammenhænge. Når man gør det i forhold der vedrører det familieretslige område eller anbringelsesområdet er der oftest ganske meget på spil.

I Danmark sværger man til den direkte inddragelse – børnesamtaler. I et familieretsligt forløb kan et barn opleve at blive inddraget – hørt – mere end 10 gange. En del af disse tilfælde sker i form af børnesamtaler.

Men hvem står bag tilgangen, når der afholdes børnesamtaler, der sjældent gennemføres af en aut. psykolog, men af en såkaldt “børnesagkyndig”, hvilket reelt alle kan kalde sig, idet det ikke er en beskyttet titel.

Meget tyder på at man – igen igen – har fundet inspiration i Norge.

Dette da såvel Socialstyrelsen som Børns Vilkår flittigt henviser til “Den Dialogiske Samtalemetoden” udviklet af Kari Marie Trøften Gamst og Åsa Langballe.

Kari Marie Trøften Gamst har en uddannelsesmæssig baggrund som dr.polit. og specialpædagog.

Åsa Langballe har en uddannelsesmæssig baggrund som dr. polit (statskundskab).

I 2004 skrev de sammen specialet “Barn som vitner. En empirisk og teoretisk studie av kommunikasjon mellom avhører og barn i dommeravhør. Utvikling av en avhørsmetodisk tilnærming.” Oslo: Institutt for spesialpedagogikk. Det utdanningsvitenskapelige fakultet. Universitetet i Oslo.”

I lighed med Mai Heide Ottosen, Hanne Warming, Karen Margrethe Dahl, Bente Boserup og Sarah Alminde har ingen af dem en psykologfaglig eller psykiatrisk baggrund. Alligevel fremstår alle som “faglige fyrtårne” indenfor området og har afgørende indflydelse på tilrettelæggelsen af familieretslige processer og metoder.

Eksempel: Kari Marie Trøften Gamst er i dag sensor ved Politihøgskolen og Universitetet i Oslo, vejleder master og doktorgradsstudenter og har opgaver som sagkyndig i retssager hvor barn vidner. Hun er også faglig ansvarlig for kompetanceeprogrammet “Barnesamtalen i barnevernet”.

Der synes ikke at ske nogen former for ekstern kvalitetssikring – analyser/undersøgelser underlægges ikke peer review – VIVE sættes til at evaluere udfald af egen rådgivning – og politisk sætter man ingen operationelle mål eller krav, men nøjes med at lade sig forelægge analyser/undersøgelser uden kritiske spørgsmål hertil, men lader sig overtale til ekstra bevillinger og nye tiltag, man håber kan rette op på fejlkonstruktionen, som har fået lov til at stå i mere end 20 år.

Paralleller til kejserens nye klæder synes at tegne sig

Fraværet af relevant faglighed og politisk ansvarstagen er alarmerende

I stedet har man skabt et familieretsligt system og praksis næret af ideologi og holdninger, som man ikke synes at ønske trykprøvning af om det reelt “beskytter børn”. Derimod synes tilgangen at tale til egne behov jf. afsnittet “konkluderende bemærkninger” jf. dette opslag. hvor der blandt andet lyder “.Det er værd at huske, at vores reaktioner påvirkes af tidligere erfaringer mere end det, der er umiddelbart foran os. Hvis vi ikke anerkender denne kompleksitet, er vi mere tilbøjelige til at drage fejlagtige konklusioner. Dette gælder både for forældre, børn og fagfolk”

Det progressive børnesyn “Børn er ekspert i eget liv” og “Børn skal stå i egen ret” kan lyde tiltalende, men har en alvorlig slagside der synes underbelyst, hvilken blandt andet må tilskrives den manglende inddragelse og vægtning af psykologfaglig viden og repræsentation af psykologer og psykiatere i de organer, der styrer og tilrettelægger. Det forekommer respektløst i forhold til at det er barnets tarv der skal varetages, ikke omgivelsernes.

I de særlige tilfælde, hvor der er behov for direkte børneinddragelse i familieretslig regi giver det mening at dette varetages af børnehuse, politi eller sagens dommer. Den indirekte inddragelse som fx. Center for Familieudviklings “Sammen om børnene” repræsenterer, giver langt mere mening i alle andre sammenhænge.