Børnesagkyndig undersøgelse vs. forøldrekompetenceundersøgelse

Hvis man er interesseret i hvorledes “Børnesagkyndig Undersøgelse” (herefter BSU) har udviklet sig kan nedenstående måske give et indblik.

BSU var oprindeligt ydelser som Civilretsdirektoratet rekvirerede eksternt i forbindelse med forældremyndigheds- og samværssager. I et forsøg på at konceptualisere ydelserne, blev der nedsat en arbejdsgruppe som skulle stå herfor. Dette blev til “Børnesagkyndig Undersøgelse”.

Som det kan ses ved at sammenholde oplægget fra Dansk Psykologforening med Civildirektoratets kommentering, er der en tendens til at sidstnævnte nedtoner såvel omfang som kompetencemæssige forudsætninger.

Civildirektoratet skelner mellem “egentlige børnesagkyndige undersøgelser” og i “andre børnesagkyndige undersøgelse” hvilket medvirker til at udvande betegnelsen og dermed vanskeliggør at afgøre hvilken variant af undersøgelsen der omtales.

Psykologforeningen – Børnesagkyndig Undersøgelse (1996)
Forældremyndighed og samværssager
Forord til 2. rev. udgave 1996
Vejledende retningslinier for undersøgelser og erklæringer i retssager om forældremyndighed og samvær foreligger hermed i en revideret udgave. En ny lov om forældremyndighed og samvær trådte i kraft 1. januar 1996, og vejledningen er ajourført i forhold til denne lov, såvel i afsnittet om lovgrundlaget som i den øvrige tekst, hvor der direkte refereres til loven. Derudover er der sket sproglige korrektioner flere steder, hvor sproget før var upræcist og misvisende. Der er ikke ændret i vejledningens psykologfaglige indhold eller i intentionen med vejledningen som sådan. Odense, januar 1996
Forord til 1. udgave 1993 Hermed foreligger Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinier for undersøgelser og erklæringer i retssager om forældremyndighed.

Vejledningen er kommet i stand på foranledning af foreningens etiknævn, der over for foreningens bestyrelse gjorde opmærksom på, at nævnet i forbindelse med sit arbejde havde fået et indtryk af, at det kunne være til nytte, hvis der blev udarbejdet en faglig vejledning til brug ved udarbejdelse af psykologerklæringer i forældremyndighedssager. Bestyrelsen nedsatte herefter en arbejdsgruppe af sagkyndige med den opgave at udarbejde en sådan faglig vejledning. Arbejdsgruppens medlemmer: Kirsten Dreyer, Ask Elklit, Ingrid Gehl, Mariann Hansen, Lisbeth Kristensen, Peter Lauridsen og Hellen Ziegler med Harald Rasmussen som udvalgssekretær. Udvalget har gennem møder og skiftlige udvekslinger arbejdet med opgaven i løbet af 1992 og fremlægger hermed resultatet.

Det er foreningens håb, at vejledningen kan blive til gavn for alle parter i forældremyndighedssager.
Indholdsfortegnelse:
– Formål og kvalifikationer
– Forholdet mellem det juridiske og det psykologiske system
– Lovgrundlaget
– Det juridiske systems grundlag for forældremyndigheds- og samværssager
– Samvær
– Habilitet
– Psykologens opgave
– Undersøgelsesfasen
– Metoder
– Erklæringens opbygning
– Specielt om samværssager
– Vidneproblematik
– Honorering
– Litteratur
– Formål og kvalifikationer

Formålet med disse vejledende retningslinier for undersøgelser og erklæringer om forældremyndighed er at bidrage til at sikre kvaliteten af det fagpsykologiske arbejde i retssager om forældremyndighed. Vejledningen er udarbejdet af et arbejdsudvalg, nedsat af Dansk Psykolog Forening efter forslag fra etiknævnet. For at påtage sig opgaven må psykologen tage stilling til sine fornødne kvalifikationer (jvf. Etikreglerne II B). Psykologen må være autoriseret og som minimum have erhvervet sig erfaringer med psykologisk undersøgelse af børn og familier, samt have kendskab til psykopatologi og krisereaktioner hos voksne og børn; det kan anbefales, at psykologen er videreuddannet i psykoterapi. Det er nødvendigt at have en basal viden om det retsgrundlag og den administrative praksis, som gælder på området. Psykologen vælger sine arbejdsmetoder under hensyntagen til det fagetiske ansvar, der ligger i at påtage sig opgaven. I de etiske principper for nordiske psykologer understreges det, at psykologer skal arbejde i overensstemmelse med videnskabelige principper og underbygget erfaring (jvf. Etikreglerne II A). Dette forhold indebærer bl.a. en forpligtelse til at følge med i faglitteraturen og vurdere sin arbejdsform i lyset af denne.

Forholdet mellem det juridiske og det psyk. system

Det juridiske systems tankesæt sigter mod at verificere udsagn og er principielt begrundet i sin dokumentation. Psykologiske behandlingstiltag sigter principielt mod konflikt- og problemløsning i fællesskab.

I retslige undersøgelsessammenhænge indgår psykologen i en speciel kontekst som dommerens konsulent, der uden at tage nogen af de voksnes parti skal vurdere personer og deres relationer med henblik på fremtidige funktionsmåder i en ny social situation. Psykologen er i denne funktion forlenet med autoritet og myndighed som en syns- og skønsperson, der handler på vegne af domstolen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at den børnesagkyndige medvirker til en beslutning, som vil påføre den ene forældrepart et tab. Barnets og forældrenes situation kan ses som en forlænget krise eller en serie af kriser, og parternes frivillige medvirken vil være præget af den kommende afgørelse. Kravene til udtalelsens saglighed og nøjagtighed (jvf. Etikreglerne VI A) er skærpede, og enhver fejl i redegørelsen eller enhver fordømmende vurdering kan blive oplevet som afgørende for et negativt udfald af sagen for den ene part. Endvidere er psykologers normale tavshedspligt (jvf. Etikreglerne IV A) ikke gældende i relation til sagens parter, og psykologen må i disse sager gøre opmærksom på dette forhold.

Lovgrundlaget
Lovgrundlaget findes i lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14.06.95), se vedlagte Appendix. Loven er trådt i kraft den 01.01.96.
Det juridiske systems grundlag Forældre, der er gift med hinanden, har automatisk fælles forældremyndighed over deres fælles børn (§ 4). Forældre, som ikke er gift med hinanden, kan aftale fælles forældremyndighed med samme retsgyldighed, som hvis de var gift (§ 6). Aftalen skal anmeldes til statsamtet for at være gyldig. Hvis forældrene ikke indgår en sådan aftale, har moderen alene forældremyndigheden over børnene (§ 5). Godt 90% af separations/skilsmissesager afgøres administrativt i statsamtet. (I Københavns Kommune hedder statsamtet Københavns Overpræsidium). Der skal altid tages stilling til forældremyndigheden ved separation eller umiddelbar skilsmissse. Hvis parterne er enige om forskellige vilkår: Forældremyndighed, bolig og ægtefællebidrag, behøver de blot udfylde de fornødne papirer og møde til en vilkårsforhandling i statsamtet. Proceduren er herefter enkel. Parterne kan enten aftale fortsat fælles forældremyndighed også efter separation og skilsmisse (§ 7 stk. 2), eller de kan aftale, at en af parterne får forældremyndigheden alene. Fælles forældremyndighed betyder ikke, at barnet skal opholde sig lige meget hvert sted (deleordning). Fælles forældremyndighed betyder blot, at forældrene skal enes om alle væsentlige forhold, der vedrører barnet: Op-holdssted, skolegang m.v. Er/bliver forældrene uenige herom, må den fælles forældremyndighed ophæves og forældremyndigheden placeres hos én af forældrene. Det eneste spørgsmål, statsamtet kan løse for forældre med fælles forældremyndighed, er fastsættelse af samvær (§16). Hvis forældrene er uenige om forældremyndighed, skal statsamtet tilbyde forældrene og barnet børnesagkyndig rådgivning i statsamtet (§ 28). Formålet er at hjælpe dem til selv at løse konflikten. Rådgivningen er tværfaglig. Den sagsbehandlende statsamtjurist kan, om det ønskes, deltage i rådgivningen, men ofte er det alene en børnesagkyndig (psykolog, børnepsykiater eller -socialrådgiver), der taler med parterne. Lykkes det ikke at opnå enighed mellem forældrene, overgår sagen til byretten. Dommeren skal så afsige en dom baseret på, hvad der ved en konkret vurdering forekommer bedst for barnet. Parterne er repræsenteret ved hver sin advokat. Omkostningerne til advokat kan betales af staten, såfremt visse økonomiske betingelser er opfyldt (fri proces). I retten vil dommeren høre parterne (partsforklaringer). Der kan indgå andre oplysninger (fx erklæring fra skole, hospital), men sjældent vidneforklaringer. Drejer det sig om børn på 12 år eller derover, skal dommeren tage en uformel samtale med barnet (§29). Samtalen finder ikke sted i retssalen, men oftest på dommerens kontor. En børnesagkyndig kan deltage i samtalen, eller samtalen kan foretages alene af den børnesagkyndige med referat til dommeren. Et ældre barns mening tillægges stor vægt ved afgørelsen. Byrettens dom kan ankes til Landsretten, og meget sjældent yderligere, med særlig tilladelse, til Højesteret. Hvis forældremyndigheden ved aftale i statsamtet eller ved dom placeres hos en af forældrene, kan den overføres til den anden af forældrene, hvis parterne er enige herom. I så fald skal de blot henvende sig i statsamtet og bekræfte enigheden under et møde (§ 11). Hvis de ikke kan blive enige om en overførsel af forældremyndigheden må den af parterne, der ønsker forældremyndigheden overført til sig, anlægge retssag. Der skal tungtvejende grunde til, at retten overfører forældremyndigheden fra den ene part til den anden. Det kan ske, når særlige grunde taler derfor under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold (§ 13). Det er altså ikke nok, at den ene forældre er bedre egnet end den anden. Men hvis barnet fx opholder sig et andet sted end hos forældremyndighedsindehaveren, eller dennes forhold er ændret væsentligt (sygdom, misbrugsproblemer, kriminalitet el. lign.), eller barnet er udsat for vanrøgt, kan overførsel finde sted. Hvis en forældremyndighedsindehaver langvarigt og uden rimelig grund forhindrer den anden part i at udøve samvær, skal dette forhold tillægges vægt i den samlede vurdering (§ 13). Har ugifte forældre ikke haft fælles forældremyndighed, kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene (§ 12). Hvis parterne har levet sammen i længere tid, og faderen kræver forældremyndighed umiddelbart efter samlivets ophør, afgør retten sagen efter samme kriterier som, hvis der havde været fælles forældremyndighed.

Samvær
Forældre, der ikke bor sammen, kan frit aftale, i hvilket omfang børnene skal være hos den ene eller den anden af forældrene. Så længe der er enighed om samværet, er der ingen, der blander sig, og aftalen behøver ikke blive godkendt nogen steder. For at bevare tilknytningen mellem et barn og den af forældrene, der ikke har barnet boende, har denne ret til personligt samvær med barnet (§ 16). Er der uenighed om samværet, kan man henvende sig til statsamtet, der skal tilbyde børnesagkyndig rådgivning (§ 28). Opnår man en aftale om samværet, kan aftalen, hvis det ønskes, nedfældes som en afgørelse. Denne kaldes en resolution og er bindende for begge parter. Bliver parterne ikke enige, skal statsamtet træffe en afgørelse om samværets form og hyppighed (§ 17). Der kan klages over denne afgørelse til Civilretsdirektoratet. Disse samværsregler gælder alle forældre, der ikke bor sammen med deres barn. Det er ligegyldigt, om forældrene har været gift, om de fortsat har, har haft, eller aldrig har haft fælles forældremyndighed. Undertiden vil der i forbindelse med en forældremyndighedssag i retten blive indgået en aftale om samværsordning. Denne aftale har samme retsgyldighed som, hvis der var truffet en afgørelse i statsamtet. Misligholdes en samværsresolution kan den forurettede part rette henvendelse til fogeden, der har forskellige tvangsmidler til sin rådighed. Fogeden er en dommer, der efter en konkret vurdering i den enkelte sag kan træffe en afgørelse om fx tvangsbøder eller tvangsudlevering (Retsplejelovens § 536). Det er imidlertid sjældent, at det er nødvendigt at iværksætte tvangsforanstaltninger. Fogedretten kan til brug for vurderingen om, hvorvidt det er skadeligt for barnet, at det udleveres til samvær i henhold til resolutionen, anmode om en børnesagkyndig undersøgelse. En aftale eller resolution om samvær kan ændres, hvis ordningen ikke fungerer tilfredsstillende for barnet (§ 17 stk. 2). Barnets og de voksnes behov forandrer sig med tiden, eller en aftalt samværsordning kan vise sig at fungere dårligt. Er forældrene enige, er det let at ændre aftalen eller resolutionen i statsamtet. Er de uenige, kan begge parter fremføre deres synspunkter i statsamtet og evt. igen få børnesagkyndig rådgivning. Børn i alle aldre vil ofte blive medinddraget i rådgivningen i statsamtet. Det er særdeles vanskeligt at få ophævet en forældres ret til samvær. Dette kan kun ske, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet (§ 17 stk. 3). Foreligger der særlige problemer, der efter en konkret vurdering umuliggør, at der fastsættes almindeligt samvær, kan statsamtet fastsætte et nærmere specificeret overvåget samvær (§ 17 stk. 4).

Habilitet
Psykologer, der tidligere har haft kontakt med én eller begge parter, herunder i en § 28 rådgivning, bør som hovedregel ikke påtage sig opgaven, idet psykologen herved har erhvervet en viden om parterne fra en anden sammenhæng end den aktuelle problemstilling. Undertiden vil én af parternes advokater eller én af parterne selv henvende sig for at få en børnesagkyndig undersøgelse fra en psykolog, de kender. Dette bør afvises med henvisning til, at det er retten, der tager stilling til, om og af hvem der skal foretages en undersøgelse. Hvis en psykolog anmodes om en udtalelse, der skal indgå som et led i en andens børnesagkyndige undersøgelse, kan psykologen udtale sig om forhold kendt fra andre sammenhænge. Parten skal da gøres klart, at retten vil opfatte udtalelsen som et partsindlæg og kan vælge ikke at lade den indgå som et bilag i retssagen. I undersøgelsesfasen må psykologen ikke indgå aftaler med nogen af forældrene om at være terapeut på et senere tidspunkt. Psykologen må heller ikke, før forældremyndighedssagen er afgjort ved retten, og evt. anket og færdigbehandlet ved højere instanser, påtage sig andre opgaver for forældrene.

Psykologens opgave
Under domstolsbehandling af forældremyndighedstvister kan dommeren vælge at anmode om en børnesagkyndig undersøgelse til hjælp ved vurderingen af, hvad der tjener børnene bedst. Det vil ofte dreje sig om uigennemskuelige eller særlig komplekse sager, evt. præget af langvarig og bitter strid eller alvorlige sociale og psykologiske problemer. Der kan være tale om særlige forhold vedr. barnets helbred eller psykiske konstitution, eller sager, hvor én eller begge forældre forekommer psykisk påfaldende. En børnesagkyndig kan være en klinisk børnepsykolog, evt. en børnepsykiater. En del retskredse har fast samarbejde med en gruppe børnesagkyndige, der står til rådighed, når der er brug for det. Er dette ikke tilfældet, kan retten af “Fordelingsudvalget for forældremyndigheds- og samværssager under Justitsministeriet” få udpeget en børnesagkyndig. Ofte vil fordelingsudvalget da henvende sig til en børnepsykiatrisk afdeling, ambulatorium eller børnerådgivningscenter, der så selv udpeger den eller de personer, der skal foretage undersøgelsen. Institutionen er i så fald formelt ansvarlig for undersøgelsen. Det vil ofte i disse sager være en fordel at arbejde to sammen. En offentligt ansat psykolog, der påtager sig opgaven, skal gøre sig klart, om vedkommende arbejder som privat/freelance eller som ansat på vegne af en institution, og parterne skal klart oplyses herom, herunder fx også om registrering af, hvem der forestår undersøgelsen og i hvilket regi. Hvis et arbejdssted stiller lokaler og andre faciliteter til rådighed uden at have myndighed i sagen, bør parterne gøres bekendt med dette. Hvis psykologen som freelance bruger sit arbejdssteds lokaler, skal dette være efter aftale med arbejdsstedets leder. Når en domstol udbeder sig en børnesagkyndig erklæring, er det retten, der er opdraggiver. Opgaven vil normalt fremgå af en fremsendt retsbogsudskrift, og heraf vil fremgå, hvilken lovparagraf dommeren skal anvende. Hvis dette ikke fremgår, anbefales det at spørge retten herom. Endvidere skal man være opmærksom på, om der anmodes om en begrænset eller en udvidet børnepsykologundersøgelse. Den begrænsede børnesagkyndige undersøgelse er den mest almindelige. Såfremt psykologen påtager sig opgaven, bør dette bekræftes skriftligt til dommeren med en oplysning om, hvornår undersøgelsen agtes påbegyndt. Erklæringen skal stiles og sendes til retten, der sender en kopi til parternes advokater. Psykologen skal forinden gennemgå erklæringen med parterne sammen eller hver for sig, men som hovedregel ikke udlevere en kopi til dem. Hvis forældrene forlanger en kopi, henvises de til deres egen advokat. I sager fra retten får den børnesagkyndige som regel tilsendt de fremlagte bilag samt dommerens gengivelse af partsforklaringer fra retsmøder. Disse er oftest summariske, men har dannet grundlag for beslutningen om, at der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse. Psykologen bør være opmærksom på, at der kan være tale om originale dokumenter og attester, der senere skal tilbagesendes til retten sammen med erklæringen. Umiddelbart efter modtagelse af sagens akter, bør retten og parterne oplyses om den tidsramme, der opstilles til løsning af opgaven med den fornødne grundighed, omend undersøgelsen ikke må gøres mere omfattende end nødvendigt. Skulle der opstå behov for at udvide tidsrammen, bør der straks rettes henvendelse til dommer og advokater med en begrundet anmodning om udvidelsen.

Undersøgelsesfasen
På baggrund af de fremsendte akter lægges en foreløbig arbejdsplan for forløbet af undersøgelsen, herunder hvem der skal tales med hvor og hvornår. Det er vigtigt at tilrettelægge undersøgelsen, så begge forældre føler sig tidsmæssigt ligeligt tilgodeset fra starten af undersøgelsen og senere. Psykologen vil således sædvanligvis tale med forældrene på skift og om muligt sammen. Ved samtaler med barnet hos den ene hhv. den anden af forældrene skal psykologen være opmærksom på, om barnet er faldet til ro efter et opholdsskift, før samtalen finder sted. Når undersøgelsen påbegyndes, skal den børnesagkyndige gøre sig sin opgave klart: For at finde frem til, hvad der er bedst for barnet i fremtiden, skal psykologen undersøge og overveje alle relevante forhold for barnets situation og gøre fagligt rede herfor. Da det er barnet eller børnene i relation til deres forældre, søskende, øvrige netværk og deres forhold i det hele taget, der skal undersøges, er relationstænkning og familiedynamik det centrale arbejdsgrundlag for undersøgelse og udformning af erklæring. Under den første samtale med hver part oplyser psykologen om det planlagte forløb og den valgte arbejdsform og om, at de oplysninger, der vil fremkomme, vil blive brugt til at få et indtryk af barnets og forældrenes situation; selv om ikke alle oplysninger nedfældes i erklæringen, vil de have betydning for den samlede vurdering. Det bør som tidligere nævnt også præciseres, at der ikke er tale om at etablere en fortrolig behandlingskontakt under tavshedspligt, men om en sagkyndig undersøgelse, der skal munde ud i en erklæring, som parterne gøres bekendt med, hvorefter den fremsendes til retten, der træffer afgørelsen i sagen. Det understreges over for forældrene, at vurderingen alene beror på, hvad der er til bedste for barnet, og ikke på retfærdighed for forældrene. For at få så pålideligt et indtryk som muligt af familien og dens indbyrdes relationer er det hensigtsmæssigt at anvende forskellige indfaldsvinkler. Der har udviklet sig en praksis på området, som retssystemet er bekendt med og har accepteret. Denne praksis beskrives i det følgende.

Metoder
Følgende elementer kan indgå 1) Mindst to kliniske samtaler med hver af forældrene. 2) En direkte observation af samspillet mellem hver af forældrene og barnet, gerne både ved hjemmebesøg og på et neutralt sted. Hvis det er muligt, bør hele familien ses samlet. 3) Mindst to samtaler med barnet alene, evt. i forbindelse med en kontakt med hver af forældrene. Hvis der er flere børn, kan det være hensigtsmæssigt at tale med dem samlet. Der bør dannes et indtryk af barnets udvikling og trivsel, dets aktuelle reaktion på skilsmissen, forholdet til begge forældre, til søskende, bedsteforældre, legekammerater, skole osv. 4) Med begge forældres samtykke (fremgår muligvis af retsbogen) indhentes evt. yderligere information fra andre kilder, som kender børnene eller forældrene godt, fx daginstitution og skole, evt. de sociale myndigheder. Hvis forældrene har været eller er i lægelig behandling for forhold, der har betydning for undersøgelsen, kan det være hensigtsmæssigt at skaffe oplysninger herom. Disse informationer skal indhentes skriftligt fra den ansvarlige ledelse og være udarbejdet til formålet. De skal vedlægges erklæringen som bilag. Daginstitutioner og skoler kræver ofte forældrenes skriftlige tilsagn, før de udtaler sig, og læger vil ofte fordre en anmodning fra retten, før de vil afgive en udtalelse.

Ad 1 Psykologen skal tilstræbe at markere en åben, lyttende og neutral holdning i samtalerne med forældrene. Ved første samtale med forældrene er det vigtigt ved at spørge og lytte at få hver af parternes version af samlivets historie, selv om disse versioner sjældent er sammenfaldende. Denne lyttende åbenhed er en forudsætning for, at hver part oplever sig hørt og føler sig forstået, og at man senere kan uddybe synspunkter. Det er ikke nok senere i erklæringen at gengive et referat af hver parts historie. Man må udfordre hver part ved hjælp af en udspørgen om, hvilke tanker de har gjort sig om den andens bevæggrunde, hvorfor den anden har reageret, eller andre tilgrundliggende motiver. Det kan gælde begivenheder og problemer ved de voksnes indbyrdes forhold og specielt deres forhold til børn, hvor det er vigtigt ikke blot at få en fornemmelse af, hvem der rent faktisk har skiftet ble og hentet i børnehaven, men også hvordan hver især har givet omsorg og omtanke og kan udvise indlevelse, forstå barnet og beskrive dets temperament og typiske adfærd. Hvordan forstår hver især barnets behov og kan tale om barnet uden at tale om den anden? I den efterfølgende samtale med hver af forældrene vil det være hensigtsmæssigt at tage spørgsmål op, som den anden part har fremført. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, kan der tales med parterne samtidig, så de kan få lejlighed til at svare på hinandens påstande. Der skal helst hos hver af forældrene foretages et hjemmebesøg, hvor barnet også er til stede. Gennem de kliniske samtaler skal forældrene berette så meget om sig selv, at der fremkommer en helhedsbeskrivelse i erklæringen. Det er derfor også hensigtsmæssigt at få hver af parterne til at fortælle lidt om deres opvækst, uddannelse og øvrige forhold: før de mødte hinanden, om deres interesser og relationer til andre (netværk), deres arbejdsforhold, eventuelle sygdomme, misbrugsproblemer el. lign. Der skal være plads og tid til også at fortælle om nogle for sagen uvæsentlige ting, men i erklæringen gengives deres udsagn ud fra en faglig udvælgelse, således at de fremstår klart for dommeren. Ved samtaler med parterne sammen eller hver for sig drøftes bl.a. deres holdninger til barnets opdragelse, dets kontakt med den anden part, dets udvikling, særpræg og funktionsmåde. Endvidere berøres hver parts tanker om barnets fremtidige samvær med den, der ikke får tildelt forældremyndigheden. Samtalen kan komme ind på, hvordan de forestiller sig fremtiden for dem selv og deres barn, når de/den anden får forældremyndigheden. Det skal understreges over for forældrene, at retten sædvanligvis ikke tager stilling til fremtidigt samvær, selv om spørgsmålet er berørt i erklæringen. Såfremt én af forældrene eller begge har en fast samlever, eller der er andre for barnet væsentlige personer, bør psykologen også invitere disse med til en af samtalerne og danne sig et indtryk af dem, da de har/vil få en betydning for barnet.

Ad 2 Der skal foretages observation af samværssituationen mellem barn og forældre i de to hjem, hvis disse er oprettet, og mellem barn og forældre plus deres nye partnere, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt. Man skal være opmærksom på barnets stemning og spontanitet og den gensidige kontakt mellem barn og voksen samt den voksnes markering af grænser og lydhørhed over for barnet.

Ad 3 Ved enesamtale med barnet skal det have at vide, hvad formålet med samtalerne er, og at det ikke skal vælge mellem forældrene eller bestemme, hvor det skal bo fast. Man skal fortælle barnet, at forældrene og dommeren kun får at vide, hvad barnet selv accepterer, men at det indtryk, man som psykolog får af barnet og dets synspunkter, vil indgå i vurderingen og ens råd til dommeren. Der må afsættes en vis tid til at lære barnet at kende. Børn, der deltager i en børnesagkyndig undersøgelse, kan være noget trykkede, men de vil alligevel ofte være åbne og samarbejdsvillige. Når kontakten er etableret, gøres det klart, at man er interesseret i barnets mening og synspunkter, idet det jo kender sin familie indefra og gør sig sine tanker, som ikke behøver være de samme som forældrenes. Men afgørelsen og ansvaret ligger hos de voksne, og når disse ikke kan finde ud af det, så hos dommeren. En samtale med et barn skal så vidt muligt være en samtale og ikke kun en udspørgen, også selv om der skal samles indtryk og informationer. Det er lige så tit måden, der svares på, eller hvad barnet spontant siger selv og snakker om, dvs. det usagte, der lægges mærke til. Der kan tales med barnet om dets oplevelse af tiden før, under og efter bruddet mellem forældrene. Hvis barnet kommer med kritiske bemærkninger, er det vigtigt at få dem konkretiseret og få en fornemmelse af, om det er sendt i byen med et budskab, der skal afleveres, og psykologen må udforske, hvad barnet har fået fortalt og af hvem. Ofte er det en stor hjælp at sige til barnet, at man kender til, hvordan børn tænker om denne situation, og at andre børn heller ikke synes, forældrene kan tåle at høre, hvad børn tænker. Det kan få barnet til spontant at give udtryk for synspunkter, følelser og holdninger. Man kan også bruge direkte hypotetiske spørgsmål som “hvis nu det bliver sådan, eller sådan, hvordan så …” Over for børnene kan benyttes andre indfaldsvinkler til støtte for samtalen, fx tegninger og leg. Det bør fremgå, hvilke fremgangsmåder der er indgået i vurderingen, uden at der gengives konkrete detaljer eller citater. Det drejer sig om at få et indtryk af, hvad der ligger bag barnets manifeste tilkendegivelser eller mangel på samme. Barnet kan være mere knyttet til og tryg ved den ene af forældrene, eller det kan tænkes, at barnet ønsker at blive i vante omgivelser, fordi det er bange for det nye, der måtte følge med en flytning. Undertiden møder man et barn, der i er alliance med den svageste af forældrene, og som villigt ofrer sig til støtte for den svage part ved at vælge at bo der, selv om det af den børnesagkyndige vurderes til at være til skade for barnets udvikling. Dette kan bl.a. ses i familier, hvor barnet tidligt har måttet tage et voksent ansvar og “passe på” en svag forældre. Sådanne børn vil ofte solidarisere sig med den svage forældre og totalt fornægte positive følelser over for den anden forældre eller egne behov. “Almindelige” børn vil af og til -ensidigt støtte den “svigtede” forældre og sætte egne behov til side. Ved afslutningen på samtalen må barnet anerkendes for dets samarbejde, og der må gives accept af, at det er en svær situation, der påvirker alle i familien. Samtidig kan barnet gives lidt håb om, at tingene falder til ro, og måske spørges til, om det har andre voksne, som det kan snakke med om situationen. Kravet i § 29 om en samtale med børn, der er fyldt 12 år, indebærer, at der skal lægges vægt på barnets synspunkter, hvis sådanne fremstår. Paragraffen kan dog også bruges til at skabe en konflikt, som barnet bliver fanget i idet reglen undertiden bruges af voksne som led i forældrenes fortsatte konflikt, fx “Når du bliver 12 år, så må du selv bestemme” (underforstået: “Så forventer jeg, at du vælger mig”).

Ad 4 Ved henvendelse til daginstitutioner eller skoler anmodes om skriftlig udtalelse om barnets udvikling og trivsel, og hvad institutionen i øvrigt vurderer måtte have betydning for sagen.

Den kliniskpsykologiske testmetode 
Hvis testning anvendes i en børnesagkyndig undersøgelse skal begrundelsen meget klart og forståeligt fremlægges for begge forældre forud for testningen, således at parterne har mulighed for at gøre indsigelse, og desuden skal formålet klart fremgå af erklæringen. Det bør her erindres, at personlighedstests er udviklet til og tager sigte på kliniske sammenhænge og skal respekteres i forhold til dette, samt at metoden i sig selv ikke bidrager til at afdække relationer og gensidige følelser. Testning af barnet bliver som hovedregel først aktuel, hvis der ikke kan findes andre, mere direkte veje at komme ind til barnet på, for at danne sig et indblik i dets relationer til forældre og evt. søskende. Problemstillingen i en forældremyndighedssag er speciel derved, at det er forældrenes eget barn, og at en af dem uanset særegenheder skal have barnet. Desuden ønsker begge forældre hver for sig retssystemet som deres allierede til at få forældremyndigheden. Forældrene vil derfor ofte opleve testning som usikkerhedsskabende, fordi testsvar og tolkninger er mindre gennemskuelige, end når de får mulighed for at forklare sig gennem samtale og samvær med barnet. Formålet vil være at supplere det kliniske indtryk, hvor dette efterlader tvivl. Og forud for testningen sikres, at personen ikke befinder sig i en ekstraordinært presset situation. Udvælgelse og administration af tests styres ud fra en problemstilling, hvor testresultatet vil kunne bidrage afklarende.

Resumé
Sammenfattende kan siges, at undersøgelsens enkelte elementer skal danne grundlag for psykologens begrundede vurdering af bl.a.: – hver af forældrenes egnethed som opdrager af hvert enkelt barn, deres omsorgsevne samt deres sociale og økonomiske muligheder for at varetage forældremyndigheden over barnet; – faderens og moderens oplevelse af barnets behov og egenskaber, deres begrundede syn på, hvor det vil være bedst for barnet at komme til at bo, samt deres tanker om barnets trivsel og udvikling, hvis det kommer til at bo et andet sted; – forældrenes holdninger til og erfaringer om samarbejdet med den anden part, deres villighed til at samarbejde med andre om hjælpeforanstaltninger, hvis der er behov for det; – barnets udvikling og trivsel før skilsmissesituationen og barnets reaktion på denne; – barnets tilknytning til hver af forældrene og evt. nuværende partnere; – søskenderelationer, herunder formodede virkninger af at adskille søskende; – betydningen af et evt. miljøskifte for barnet, herunder legekammerater, -skolekammerater, daginstitutioner, fritidsklub m.v. – barnets ønsker og synspunkter, såfremt der er givet udtryk herfor, samt en vurdering af, om disse er barnets egen mening eller et udtryk for ensidig påvirkning.

Erklæringens opbygning
Ved udformning af erklæringen bør den systematik, der anvendes i undersøgelsen, også finde anvendelse ved udformningen af de præmisser, der danner endelig baggrund for den sammenfattende vurdering. Erklæringen bør udformes med en klar skelnen mellem oplysninger og vurderinger: a) Opdraggiver, opgavens art, mandat. b) Oplysning om undersøgelsens tilrettelæggelse og forløb. c) Indhentede udtalelser, der vedlægges erklæringen. d) Kort beskrivelse af barnets og forældrenes nuværende situation og barnets kontakt med hver af dem. e) Forældrenes oplysninger om sig selv, om ægteskabet, om deres nuværende samlivsforhold, boligforhold, arbejdsforhold m.m. Der skal anvendes sprog, der ligger nær faderens og moderens, gerne med deres egne vendinger og udtryk. f) Forældrenes beskrivelse af barnets udvikling og personlighed og deres forståelse for dets specielle psyke. g) Beskrivelse af observationerne af barnet, samt af barnet og forældrene. h) Vurdering af forældrenes egnethed som opdragere af barnet og en vurdering af deres holdning til samværet og samarbejdet herom. i) En vurdering af barnets tilknytning til hver af forældrene og til evt. søskende. j) En sammenfattende vurdering, som giver retten en psykologfaglig belysning af sagen, herunder evt. vejledende bemærkninger om, hvad der kan tjene barnet bedst. Man skal være opmærksom på, at det er dommeren, der træffer afgørelsen.

Hvis der er forhold, der helt klart taler for, at barnet af fagpsykologiske grunde bør vokse op hos den ene af forældrene, eller hvis der ikke findes fag-psykologiske grunde, der taler for nogen af forældrene, bør dette formuleres. Psykologen kan også vælge at udtale sig om, hvilke konsekvenser for barnets udvikling man kan forestille sig, hvis forældremyndigheden tillægges den ene hhv. den anden af forældrene. Er sagen anlagt efter §12. stk.2 eller §13, må vurderingen bygge på formuleringen i bestemmelsen. Man skal være opmærksom på, at der fagligt ofte er betydelig usikkerhed forbundet med prognostiske vurderinger.

Generelt
Erklæringen må være sprogligt udformet på en måde, så den ikke i unødig grad polariserer forholdet mellem forældrene. Dog må de for rettens afgørelse nødvendige faktuelle oplysninger og vurderinger fremgå klart. Barnets udtalelser må ikke gengives ordret, men generaliseres, idet både forældre og børn skal kunne leve videre med det billede af sig selv og hinanden, som fremgår af erklæringen, og barnet vil måske undgå at blive “hørt” i sine udtalelser. Ordvalget skal respektere, at der skrives til ikke-psykologer; unødig psykologfaglig sprogbrug bør derfor undgås. Når erklæringen er færdigskrevet, læses den op i sin helhed for hver af forældrene, mens de er fysisk til stede, så de har mulighed for at følge med i teksten. Alle faktiske forhold skal efterkontrolleres. Spørg større børn, om de er rigtigt citerede. Navnes stavemåde, fødselsdatoer og andre data skal bekræftes. Psykologen bør tage hånd om forældrene i denne situation og sikre sig, at de har forstået indholdet af erklæringen og klart opfattet, at det er dommeren, der træffer afgørelsen.

Specielt ved samværssager
Ved uenighed om samvær skal statsamtet træffe en afgørelse. Sagerne kan undertiden være så komplicerede og vanskelige, at der iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse til brug ved afgørelsen. Som regel anmodes en børnesagkyndig, der ikke tidligere har været inde i sagen (fx via § 28 rådgivningen) om at foretage undersøgelsen og skrive erklæring. Problemstillingen vil ofte være, om barnets samvær med den samværsberettigede bør indskrænkes, gøres overvåget eller midlertidigt ophæves, idet der kan bestå en fare for barnets velfærd ved samvær i normalt omfang. Ved undersøgelse og udfærdigelse af erklæring følges de samme retningslinier, som ved sager om forældremyndighed. Psykologen skal være opmærksom på, at der skal meget tungtvejende grunde til at anbefale ophævelse af samvær, og at indskrænket eller overvåget samvær bør være forsøgt inden.

Vidneproblematik
Den børnesagkyndige erklæring har status af bevismateriale i retten, både i første instans og ved evt. appel i anden instans. Det er ikke kutyme i dansk retspraksis at føre vidner i forældremyndigheds- og samværssager, ej heller at indkalde den børnesagkyndige som vidne, men det kan forekomme. Da der ved børnesagkyndig undersøgelser ikke er tavshedspligt, kan man ikke med henvisning til tavshedspligt undlade at vidne. Indkaldelse som vidne sker på anmodning af dommeren efter begæring fra en af advokaterne. Man skal kun møde frem, hvis man får en indkaldelse fra en dommer. Anmodning om at blive ført som vidne vil oftest gives af den part, der står til at “tabe”. Advokaterne er klar over, at erklæringen er skrevet i “urbant” sprog, og at de ved vidneførelse kan risikere, at der fremdrages yderligere eksempler, der kan belaste deres klient. Man har pligt til at vidne, eftersom man indkaldes som sagkyndigt vidne. Man skal være ordentligt forberedt og have erklæringen præsent og også det baggrundsmateriale, der ligger til grund for erklæringen. Man skal kun svare på, hvad man bliver spurgt om. Bliver man spurgt om noget, man ikke har sikkert belæg for, må man bede dommeren om lov til ikke at udtale sig. Man kan blive bedt om at redegøre for sine forudsætninger og kvalifikationer eller om, hvad en børnesagkyndig undersøgelse er, undertiden med det sigte at så tvivl om den sagkyndiges kompetence. Som sagkyndigt vidne kan man komme i et dilemma, fx hvis man udspørges nøjere om børnenes udsagn, hvor man i erklæringen har tilstræbt en skånsom formulering. I disse sager indkaldes man som sagkyndigt vidne, og efter endt vidneførelse i parternes påhør skal man have gjort klart, hvad ens honorar er (forberedelsestid, fremmøde, tilstedeværelse og kørsel), da honoraret indgår i rettens afgørelse. Som alternativ til den sagkyndiges optræden i retten som vidne kan dommeren (evt. den sagkyndige selv) anmode om at få en præcisering af, hvad der ønskes yderligere belyst, og den sagkyndige kan fremkomme med en skriftlig uddybning til rettens brug.

Honorering
Normalt forbruges ca. 25 til 30 timer, fordelt på gennemgang af sagsakter, -tilrettelæggelse af forløbet, samtale med parterne, samt udfærdigelse af erklæring og dennes gennemgang med sagens parter. I specielle tilfælde kan aftales et højere timetal med retten, begrundet i sager af særlig vanskelig karakter. Såfremt der er særskilt aftale om kørsel, følges de af staten gældende regler.

Litteratur
Elklit A. Kvalitetskrav til udførelsen af børnesagkyndige undersøgelser, Psykolog Nyt, 43, 19, 1989: 584-6. Elklit A. Samlivsopløsning, samvær og forældreroller, Psykologisk Skriftserie, 14, 1989: 4.
Koeller N. Etik i forældremyndighedserklæringer, Psykolog Nyt, 40, 1, 1986: 11.
Koeller N. Etik i børneundersøgelser, Psykolog Nyt, 45, 8, 1991: 264.
Otkjær J et al. Psykologer som konsulenter for domstole i skilsmissesager, Psykolog Nyt, 43, 1, 1989: 4-7.
Schutz BM et al. Solomon’s Sword. A Practical Guide to Conducting Child Custody -Evaluations, San Francisco: Jossey-Bass Publishers 1989.
Skafte D. Child Custody Evaluations. A Practical Guide, Beverly Hills: Sage 1985.

Civildirektoratets kommentering – Statsamterne:
6. Børnesagkyndige undersøgelser
Lov om forældremyndighed og samvær indeholder ikke bestemmelser om børnesagkyndige undersøgelser.
Det er den gældende opfattelse, at en “børnesagkyndig undersøgelse” er en undersøgelse, der indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af den ene eller begge forældre og/eller barnet. De børnesagkyndige undersøgelser er i vejledningen opdelt i de egentlige børnesagkyndige undersøgelser og i andre børnesagkyndige undersøgelser.

En egentlig børnesagkyndig undersøgelse er en undersøgelse, der foretages af en børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af begge forældre og barnet. En egentlig børnesagkyndig undersøgelse foretages i videst muligt omfang i overensstemmelse med Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer, jf. nærmere om disse retningslinjer nedenfor i afsnit 6.2.
Ved andre børnesagkyndige undersøgelser forstås undersøgelser af begrænset omfang, som foretages ved færre foranstaltninger end anført i de vejledende retningslinjer.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse omfatter de børnesagkyndige undersøgelser herudover også mindre undersøgelser, som en børnesagkyndig på grundlag af sin faglige ekspertise foretager som et led i behandlingen af en sag om samvær. En børnesagkyndig kan f.eks. med forældrenes og eventuelt barnets samtykke anmodes om at udfærdige en vurdering eller fremkomme med en udtalelse i forbindelse med en § 28-rådgivning, ved en § 29-samtale eller ved et overvåget samvær. Om disse former for undersøgelser henvises til afsnit 3.2. om børnesagkyndig rådgivning, afsnit 5 om samtaler med børn og afsnit 8 om overvåget samvær. Med de undtagelser, der følger af formålet med undersøgelsen og de deraf følgende begrænsninger i omfanget af undersøgelsen, gælder nedenstående principper også for sådanne mindre undersøgelser.

Dette kapitel indeholder i afsnit 6.1. generelle retningslinier for børnesagkyndige undersøgelser. I afsnit 6.2. gennemgås de egentlige børnesagkyndige undersøgelser, mens afsnit 6.3. handler om andre børnesagkyndige undersøgelser.

6.1. Generelle retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser
Kravene til den børnesagkyndiges faglige uddannelse varierer alt efter hvilken undersøgelse, der skal foretages. En børnesagkyndig kan således være en psykiater, psykolog, socialrådgiver, pædagog e.lign., jf. SKH 1997, pkt. D.4. Når der kræves en egentlig psykologisk udredning om barnet eller forældrene, bør der dog stilles krav om, at den børnesagkyndige er enten psykolog eller psykiater.
Mens undersøgelsen foregår, er der vandtætte skodder mellem den børnesagkyndige undersøgelse og sagsbehandlingen i øvrigt. Det er derfor uden betydning, om en børnesagkyndig undersøgelse foretages af en praktiserende børnesagkyndig uden for statsamtet eller af en børnesagkyndig, der er ansat af statsamtet.

Traditionelt har betegnelsen “børnesagkyndig erklæring” været anvendt om den “rapport”, der udarbejdes, når der er foretaget en egentlig børnesagkyndig undersøgelse af en psykolog eller en psykiater. Herudover bør betegnelsen alene anvendes ved andre undersøgelser, når der i forbindelse med disse er foretaget en psykologisk udredning om forældrene og/eller barnet.

Foretages der ikke en psykologisk udredning, bør betegnelsen “erklæring” ikke anvendes. Den “rapport”, der udarbejdes på baggrund af sådanne mere begrænsede undersøgelser, bør i stedet betegnes f.eks. “børnesagkyndig observation”, “børnesagkyndig vurdering” eller “børnesagkyndig udtalelse”
Ved iværksættelsen af enhver form for børnesagkyndig undersøgelse bør temaet (kommissoriet) for undersøgelsen præciseres. Dette skyldes først og fremmest, at afgørelser om samvær træffes efter en konkret, individuel bedømmelse, og at de forhold, der er relevante at få undersøgt i samværssager, ofte er forskellige. Henset til denne differentiering bør alle former for børnesagkyndige undersøgelser målrettes i forhold til behovet i den konkrete sag, herunder særligt behovet i forhold til den/de børn, sagen drejer sig om.

Herved sikres det afgørende hensyn, at forældrene ved, hvad undersøgelsen går ud på, og hvad den skal bruges til.
En større målretning og præcisering af undersøgelsens tema vil også medvirke til, at det ikke senere bliver nødvendigt at indhente supplerende oplysninger, f.eks. fordi undersøgelsen har været for generel eller ikke har afdækket alle de forhold, som efter statsamtets opfattelse var relevante for sagen. På denne måde vil den børnesagkyndige få mulighed for at tilrettelægge undersøgelsen så hensigtsmæssigt som muligt, ligesom man kan undgå at inddrage forhold uden betydning for sagen.

Temaet til den børnesagkyndige skal formuleres så præcist, at der ikke senere opstår tvivl om undersøgelsens formål. Det anbefales, at temaet udformes skriftligt. Gives temaet til den børnesagkyndige telefonisk, skal der udfærdiges et § 6-notat over samtalen.
Når statsamtet har udfærdiget temaet til den børnesagkyndige, skal forældrene gøres bekendt hermed, inden undersøgelsen iværksættes. Forældrene bør samtidig orienteres om, i hvilket omfang sagens akter er sendt til den børnesagkyndige, eller om denne på anden måde har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med disse.

Finder den børnesagkyndige, at statsamtets tema er upræcist, ufuldstændigt, eller opstår der nye problemer under undersøgelsen, skal den børnesagkyndige kontakte statsamtet med henblik på en afhjælpning heraf. Hvis den børnesagkyndige retter telefonisk henvendelse til statsamtet, skal der udfærdiges et § 6-notat over samtalen.

Inddrages barnet i den børnesagkyndige undersøgelse på en sådan måde, at der reelt er tale om afholdelse af en samtale med barnet, skal principperne i §29 i lov om forældremyndighed og samvær følges, jf. afsnit 5 om samtaler med børn.

6.1.1. Hvornår iværksættes børnesagkyndige undersøgelser ?
I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær er det fremhævet, at der i sager om afslag på eller ophævelse af samvær i videre omfang end tidligere bør udarbejdes børnesagkyndige erklæringer for at styrke grundlaget for disse indgribende afgørelser. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at udmeldingen i forarbejderne skal forstås sådan, at der i disse sager skal udarbejdes børnesagkyndige erklæringer, hvis der ikke er andre omstændigheder i sagen, der med tilstrækkelig sikkerhed kan danne grundlag for afgørelsen, f.eks. at et ældre barn klart har udtalt sig for eller imod samvær.
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at iværksættelsen af børnesagkyndige undersøgelser ikke bør undergives retningslinjer, som tilsidesætter den skønsmæssige vurdering af den konkrete sag. Afgørende er således fortsat, om hensynet til barnet og barnets mulighed for kontakt til den samværssøgende gør det påkrævet, at en børnesagkyndig undersøgelse iværksættes.

Efter direktoratets opfattelse bør brugen af børnesagkyndige undersøgelser særligt overvejes i følgende situationer:
a.. Uigennemskuelige/særligt komplekse sager, herunder sager præget af meget langvarig og bitter strid mellem forældrene, hvor disse konflikters påvirkning af barnet bør undersøges nærmere.
b.. Særlige forhold vedrørende barnets helbred eller psykiske konstitution, herunder disse forholds indvirkning på samværet.
c.. Psykisk påfaldenhed eller misbrugsproblemer hos en eller begge forældre, der kan have indvirkning på samværet.
d.. Visse sager om mistanke om fysiske eller psykiske overgreb mod barnet, jf. afsnit 9.

Inden statsamtet i disse situationer iværksætter en børnesagkyndig undersøgelse, bør det undersøges, om de relevante oplysninger kan indhentes fra anden side, f.eks. hvis der allerede er udfærdiget en undersøgelse til brug for en retssag, eller hvis familien på anden måde er i kontakt med andre offentlige myndigheder, f.eks. de sociale myndigheder.

Opnår statsamtet forældrenes samtykke til at indhente sådanne oplysninger, vil disse indgå ved vurderingen af, om og i hvilket omfang der er behov for en børnesagkyndig undersøgelse. Dette skal ses i lyset af, at deltagelse i en børnesagkyndig undersøgelse kan være en belastning for såvel forældrene som barnet, og at en sådan undersøgelse derfor bør undlades, hvis sagen kan oplyses tilstrækkeligt på anden måde.

6.1.2. Hvilke krav kan/bør stilles til foretagelsen af en børnesagkyndig undersøgelse ?
I første række er det den enkelte børnesagkyndige undersøger, der bestemmer, hvordan en undersøgelse skal foretages, afhængigt af temaet og de konkrete behov i sagen. Undersøgelsen vil således variere i omfang og form afhængigt af problemstillingen i sagen. Undersøgeren tilrettelægger selv indsamlingen af oplysninger, afholdelse af samtaler og foretagelse af observationer, og undersøgeren afgiver sin udtalelse ud fra det faglige ansvar, som han eller hun arbejder under.

Det er således den børnesagkyndiges opgave at målrette undersøgelsen og eventuelt begrænse den til, hvad der efter den børnesagkyndiges opfattelse vil udgøre et fagligt forsvarligt grundlag for en erklæring, vurdering m.v. Tilrettelæggelsen af undersøgelsen vil således i høj grad afhænge af, hvilket tema den børnesagkyndige har fået fra statsamtet, jf. ovenfor i afsnit 6.1.

De nærmere krav til foretagelsen af henholdsvis egentlige børnesagkyndige undersøgelser og andre børnesagkyndige undersøgelser er beskrevet i afsnit 6.2. og 6.3.

Kan en undersøgelse ikke gennemføres i overensstemmelse med de krav, der er fastlagt for den konkrete undersøgelse, skal undersøgeren straks kontakte statsamtet.

Fører en konkret vurdering herefter til, at gennemførelse af undersøgelsen i overensstemmelse med kravene vil være i strid med barnets tarv, f.eks. hvis barnet nægter at blive observeret sammen med samværsberettigede, må statsamtet i samarbejde med den børnesagkyndige tage stilling til undersøgelsens videre forløb. Den børnesagkyndige bør dog, hvis situationen er som i eksemplet, foretage en vurdering af årsagen til barnets modvilje.

Finder den børnesagkyndige det fagligt forsvarligt at udfærdige en erklæring, vurdering m.v., selv om det ikke har været muligt at gennemføre undersøgelsen i overensstemmelse med de stillede krav, bør manglerne ved undersøgelsen fremgå heraf sammen med grunden til, at det alligevel er fundet forsvarligt at udfærdige erklæringen, vurderingen m.v.

I sådanne situationer er det særdeles vigtigt, at statsamtet ved afgørelsen er opmærksom på eventuelle begrænsninger i erklæringen, vurderingen m.v., og at statsamtet tillægger erklæringen, vurderingen m.v. betydning i overensstemmelse hermed.

Mangler ved undersøgelsen, der skyldes, at en af forældrene eller barnet ikke har villet deltage i undersøgelsen, er gennemgået nedenfor i afsnit 6.1.6.

6.1.3. Hvilke krav kan/bør stilles til udformningen og indholdet af en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. ?
Ligesom der kan stilles krav til foretagelsen af børnesagkyndige undersøgelser, kan der stilles krav til indholdet af den efterfølgende erklæring, vurdering m.v.

For så vidt angår erklæringer udarbejdede Dansk Psykolog Forening i 1993 – revideret i januar 1996 – nogle vejledende retningslinjer for børnesagkyndige undersøgelser og erklæringer. Disse retningslinjer tager som udgangspunkt sigte på forældremyndighedssager, men det er foreningens opfattelse, at retningslinjerne også kan følges i samværssager.

Ifølge disse vejledende retningslinjer bør erklæringen udformes med en klar skelnen mellem oplysninger/iagttagelser og vurderinger.

Erklæringen bør indeholde oplysninger om: opgavens art (tema), undersøgelsens tilrettelæggelse og forløb samt indhentede udtalelser, beskrivelse af barnets og forældrenes nuværende situation og barnets kontakt med hver af dem, forældrenes oplysninger om dem selv, om ægteskabet/samlivet, om deres nuværende samlivs-, bo-lig-, arbejdsforhold m.m., forældrenes beskrivelse af barnets udvikling og personlighed og deres forståelse for dets specielle psyke, beskrivelse af observationerne af barnet samt af samspillet mellem barnet og forældrene, vurdering af forældrenes egnethed som opdragere af barnet og en vurdering af deres holdning til samværet og samarbejdet herom samt en vurdering af barnets tilknytning til hver af forældrene og til eventuelle søskende.
Endeligt bør erklæringen indeholde en sammenfattende vurdering, der bl.a. omfatter en psykologfaglig belysning af sagen og bemærkninger om, hvad der skønnes at være bedst for barnet.

For så vidt angår barnets udtalelser oplyser Psykologforeningen, at disse som udgangspunkt ikke bør gengives ordret, men i det omfang det er muligt generaliseres.

Civilretsdirektoratet finder, at Psykologforeningens retningslinjer indeholder en fyldestgørende redegørelse for de oplysninger og vurderinger, som en børnesagkyndig erklæring til brug for en samværssag bør indeholde.

Erklæringens indhold kan begrænses i forhold til Psykologforeningens retningslinjer, i det omfang undersøgelsen er indskrænket i forhold til en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.

Ovenstående principper for udarbejdelse af børnesagkyndige erklæringer gælder tilsvarende for vurderinger m.v. med de modifikationer, som naturligt følger af, at disse undersøgelser f.eks. kan være begrænset til alene at vedrøre en af forældrene eller barnet.

6.1.4. Retsstillingen under den børnesagkyndige undersøgelse
6.1.4.1. Orientering om grundlaget for undersøgelsen
En børnesagkyndig undersøgelse iværksættes som udgangspunkt ikke uden samtykke.

Statsamtet skal i forbindelse med indhentelse af samtykket vejlede om, hvad der samtykkes til. Statsamtet bør først og fremmest orientere om årsagen til, at det er nødvendigt at foretage undersøgelsen. Statsamtet bør samtidig vejlede om, hvilken vægt en børnesagkyndig undersøgelse normalt tillægges, ligesom statsamtet om fornødent skal vejlede forældrene om muligheden for at få fastsat midlertidigt samvær, mens undersøgelsen foregår. Om nødvendigt skal statsamtet orientere om, hvilke konsekvenser det kan have, at forældrene og/eller barnet ikke medvirker, jf. afsnit 6.1.6.

Eventuelle problemer med hensyn til forældrenes og barnets medvirken – især observation af samspillet mellem barnet og den samværssøgende – bør således afklares på et så tidligt stadie af sagen som muligt.

Forældrene skal gøres bekendt med temaet for undersøgelsen, inden den iværksættes, jf. afsnit 6.1.

Den børnesagkyndige skal på det første møde orientere om tilrettelæggelsen og omfanget af undersøgelsen, ligesom den børnesagkyndige skal orientere om tidsperspektivet for undersøgelsen.

I det omfang barnet har den fornødne alder og modenhed, bør den børnesagkyndige tillige sikre, at barnet er orienteret om undersøgelsens formål m.v.
Beslutninger om at foretage eller nægte at iværksætte børnesagkyndige undersøgelser er procesledende. Der er derfor ikke selvstændig klageadgang over sådanne beslutninger, jf. SKH 1988, pkt. D.1.

6.1.4.2. Partshøring/aktindsigt
Ved de mere omfattende undersøgelser bør den børnesagkyndige – i det omfang det skønnes nødvendigt og er praktisk muligt – gennemgå erklæringen med forældrene, sådan at de har mulighed for at efterkontrollere f.eks. alle faktiske forhold.
Selvom undersøgeren har gennemgået erklæringen med forældrene, bør statsamtet alligevel inden afgørelsen give dem mulighed for at fremkomme med afsluttende bemærkninger til såvel erklæringen som hele sagen.

Ved andre erklæringer, vurderinger m.v. er det tilstrækkeligt, at forældrene partshøres herover i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.
Der vil kun undtagelsesvis være adgang til at undtage oplysninger i erklæringen, vurderingen m.v. fra partshøring/aktindsigt, jf. afsnit 10.

6.1.4.3. Klagevejledning
Hvis forældrene udtrykker utilfredshed med en børnesagkyndig undersøgelse, skal de vejledes om, hvilke klagemuligheder de har. Klagevejledningen kan gives af den børnesagkyndige eller af statsamtet.

Det er op til statsamtet at beslutte, hvilken betydning en klage over en børnesagkyndig undersøgelse skal have for den fortsatte behandling af samværssagen.

Det skal dog understreges, at en sådan klage ikke automatisk har opsættende virkning.
Om klagemulighederne henvises til bilag 1.

6.1.5. Hvilken vægt skal/kan en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v. tillægges ?
En myndighed er ikke retligt forpligtet til at følge indstillinger i psykologerklæringer, vurderinger m.v., da det beror på myndighedens konkrete skøn, i hvilket omfang en sådan erklæring, vurdering m.v. skal indgå i sagen, og i hvilket omfang der også skal tages hensyn til forhold af mere social og juridisk karakter. Hvilken vægt, der skal lægges på en børnesagkyndig erklæring, vurdering m.v., beror således på statsamtets skøn, hvor hensynet til barnets bedste er det afgørende moment.

Statsamtet skal i den forbindelse påse, at erklæringen, vurderingen m.v. er udfærdiget på en hensigtsmæssig og faglig forsvarlig måde, således at det klart fremgår, hvad der er beskrivende, tolkende og vurderende, ligesom der ikke skal kunne rejses tvivl om grundlaget for erklæringen, vurderingen m.v. og dens konklusioner.

Er der uafklarede forhold ved erklæringen, vurderingen m.v., eller finder statsamtet, at det er påkrævet at indhente yderligere oplysninger for at have et forsvarligt grundlag at afgøre sagen på, kan statsamtet stille supplerende spørgsmål til den børnesagkyndige, mundtligt eller skriftligt. Besvares de supplerende spørgsmål mundtligt, skal statsamtet udfærdige et § 6-notat om samtalen. I helt særlige tilfælde kan statsamtet også anmode den børnesagkyndige om at foretage yderligere undersøgelser.

Det skal i den forbindelse understreges, at kravene til klarheden af erklæringen, vurderingen m.v. er større, jo mere indgribende afgørelsen er.
Såfremt formalia til undersøgelsen eller erklæringen, vurderingen m.v. er tilsidesat, har dette alene betydning for, hvilken vægt erklæringen, vurderingen m.v. kan tillægges, hvis tilsidesættelsen må antages at have haft indflydelse på det materielle indhold af erklæringen, vurderingen m.v.

6.1.6. Manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse
En børnesagkyndig undersøgelse forudsætter, at forældrene og barnet deltager i det omfang, undersøgeren finder det nødvendigt.
Hvis en af forældrene eller barnet ikke vil deltage eller afbryder sin deltagelse i undersøgelsen, afhænger det først og fremmest af hensynet til barnet, hvilken betydning dette skal have. Er der ikke modstående hensyn til barnet, vil statsamtet bl.a. have følgende reaktionsmuligheder:
a.. Der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.
b.. Den manglende medvirken tillægges processuel skadevirkning, fordi en af forældrene hindrer oplysningen af sagen.
c.. Erklæringen, vurderingen m.v. udarbejdes på det foreliggende grundlag. I så fald kan mangler ved erklæringen, vurderingen m.v., som skyldes den manglende medvirken, fortolkes til ugunst for den af forældrene, der har afvist at deltage i undersøgelsen.
d.. Fastsættelse af overvåget samvær til brug for undersøgerens observation af barnets samspil med den samværsberettigede. Der er ikke hjemmel til at gennemtvinge, at undersøgeren taler med barnet eller foretager en observation af barnet.

Hvilken reaktion, den manglende deltagelse skal medføre, afhænger af, hvilke foranstaltninger statsamtet finder nødvendige for at tilvejebringe et forsvarligt afgørelsesgrundlag.

I retspraksis er forældrenes manglende medvirken til en børnesagkyndig undersøgelse i nogle tilfælde blevet vurderet som tegn på manglende forældreevne.
Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1.2. skal undersøgeren straks kontakte statsamtet for at få oplyst, hvordan undersøgeren skal forholde sig, hvis en af forældrene eller barnet afbryder deltagelsen i undersøgelsen. Statsamtet vil herefter – typisk i samarbejde med undersøgeren – træffe beslutning om sagens videre forløb, herunder f.eks. om undersøgelsen skal gøres færdig uden den ene forælders eller barnets deltagelse, eller om statsamtet vil forsøge at få forælderen eller barnet til at deltage ved at orientere ham eller hende yderligere om retsvirkningerne af den manglende deltagelse. Det er således statsamtet, der beslutter, hvordan undersøgelsen skal afsluttes. Til brug for denne beslutning kan statsamtet indhente en udtalelse om sagen fra undersøgeren.
Er det ikke muligt at færdiggøre undersøgelsen uden medvirken af begge forældre og barnet, beror det på den børnesagkyndiges vurdering, om det på baggrund af de allerede foretagne undersøgelser er muligt at udfærdige en foreløbig eller midlertidig erklæring, vurdering m.v. Er der grundlag herfor, skal erklæringen, vurderingen m.v. indeholde oplysninger om undersøgelsens mangler. Hvilken vægt erklæringen, vurderingen m.v. herefter skal tillægges, beror på statsamtets skøn, jf. afsnit 6.1.5.

6.2. Egentlige børnesagkyndige undersøgelser
Som nævnt ovenfor i afsnit 6.1. er en egentlig børnesagkyndig undersøgelse en undersøgelse, der foretages af en børnesagkyndig, og som indeholder en observation samt en psykologisk vurdering af begge forældre og barnet.

I Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer fremhæves det, at målet for undersøgelsen er at finde frem til, hvad der er bedst for barnet i fremtiden, og at det er barnets forhold i relation til forældre, søskende og øvrige netværk, der skal undersøges.

Ifølge Psykologforeningen bør en egentlig børnesagkyndig undersøgelse som udgangspunkt altid omfatte mindst to kliniske samtaler med hver af forældrene, en direkte observation af samspillet mellem hver af forældrene og barnet (gerne ved hjemmebesøg og på et neutralt sted) samt mindst to samtaler med barnet alene, eventuelt i forbindelse med en kontakt med hver af forældrene. Hvis det er muligt, bør hele familien ses samlet. Er der flere børn, kan det være hensigtsmæssigt at tale med dem samlet. Herudover indhentes med fornødent samtykke eventuelt yderligere information fra andre kilder, som kender børnene eller forældrene godt, f.eks. daginstitution, skole, de sociale myndigheder og hospitalsvæsenet.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at Dansk Psykolog Forenings vejledende retningslinjer i videst muligt omfang skal følges, når det er nødvendigt at foretage en egentlig børnesagkyndig undersøgelse.

6.3. Andre børnesagkyndige undersøgelser
Henset til samværssagers forskelligartede karakter er der ofte ikke behov for tilbundsgående undersøgelser af samtlige forhold og familierelationer, som nævnt ovenfor i afsnit 6.2. I en del sager vil det være muligt at finde frem til, hvad der er bedst for barnet ved foretagelse af færre undersøgelser end anført i Psykologforeningens vejledende retningslinjer. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor det alene er nødvendigt at fokusere på særlige forhold hos en af forældrene eller hos barnet.

Det er ikke muligt nærmere at afgrænse, hvornår der alene er behov for en mindre omfattende børnesagkyndig undersøgelse, da dette beror på en skønsmæssig vurdering af sagens karakter og omstændigheder i øvrigt.

Der er en glidende overgang mellem de egentlige børnesagkyndige undersøgelser og disse mindre undersøgelser.

Brugen af de mindre omfattende børnesagkyndige undersøgelser medfører, at der skal skabes nogle sikre rammer for foretagelsen af disse undersøgelser. Det er derfor direktoratets opfattelse, at der bør opstilles følgende minimumskrav til undersøgelser, som ikke alene fokuserer på en af forældrene eller barnet:
Samtlige parter i sagen skal inddrages i undersøgelsen, herunder begge forældre og de børn, som samværssagen vedrører. Dette vil typisk ske gennem samtaler med forældrene og barnet alene eller sammen.

Observation af samspillet mellem barnet og samværsberettigede.
Disse minimumskrav sikrer, at både forældrene og barnet får mulighed for at komme til orde, ligesom observationen giver grundlag for at vurdere samværets betydning for og indvirkning på barnet.

Hvorvidt der ud over disse to minimumskrav bør foretages yderligere undersøgelser, f.eks. afholdelse af yderligere samtaler, indhentelse af oplysninger udefra m.v., beror på den børnesagkyndiges vurdering af den konkrete sag.

Er der alene behov for en undersøgelse af en af forældrene eller barnet, behøver undersøgelsen som ovenfor nævnt ikke opfylde minimumskravene. I disse tilfælde finder principperne i 6.1. dog fortsat anvendelse