Dunning-Kruger effekten
2024.04.14
Når man er overbevist om man ved mere end man fagligt set gør
Forholdet har fået et navn – Dunning–Kruger effekten – og er belyst i adskillige ombæringer. Det som værende når man overvurderer egne evner, hvilket fx. kan gælde folk med lav faglig kompetence indenfor et givet område,
Det ses også i en anden variant, når man som fagligt set højtuddannet undervurderer egne kompetencer og i stedet for at gå i rette, indordner sig.
Eksempel: Alle skal uddannes indenfor “vold” med henblik på at kvalificere et trusselbillede / en situation.
Det synes nødvendigt at opprioritere politi og børnehuse – både fsva. kvalitet og faglighed – frem for at lade “interesserede i at gøre en forskel” varetage opgaver af en karakter, der har vidtrækkende konsekvenser uanset tilstedeværelse af vold, karakteren af vold og dynamikkerne forbundet med udøvelse (episodisk, gensidig/ensidig, socialfaglig/strafferetslig).
Hvis man politisk ikke står imod stemningsbaserede bølger og i stedet lader sig presse for at tilfredsstille vælgersegmenter, ender det med at ministerier og styrelser sættes til at imødekomme disse ønsker frem for at være garant for en opdateret faglighed og praksis.
Eksempel: “Børnesagkyndig” og “ekspert” er eksempler på betegnelser, der reelt ikke sikrer en underliggende faglig kompetence. Det er ikke beskyttede titler, så alle kan benævne sig med sådanne etiketter.
Her ser man fx. på det familieretlige område en del personer, der omtales som værende børnesagkyndig, og i den rolle udtaler sig i medier og overfor politikere, på områder umiddelbart ikke er omfattet af vedkommendes uddannelsesmæssige baggrund. Kan man fx. være ekspert “på hele området” hvis man fagligt har baggrund som sociolog, har forestået en lang række undersøgelser der ikke har været udsat for reelle peer reviews?
Det er problematisk når man politisk anvender begrebet børnesagkyndig såvel som det finder anvendelse i lovgivning. Man åbner ganske enkelt for en mere lægmandsfunderet tilgang og dermed indfører en række problematikker, der afstedkommer retssikkerhedsmæssige udfordringer.
Eksempel: Man ser til tider også at det er de, der er mest flittige, insisterende eller “højtråbende” der ender med at bestride poster, der har væsentlig indflydelse på den offentlige mening. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de har tilstrækkelig faglig ballast eller er opdateret på nye forskning. I stedet repræsenterer de en holdningsbaseret tilgang eller en opfattelse forankret i forældet forskning.
Ovenstående medfører at det derfor heller ikke underligt at man fx. i England har store problemer ifm. retssager, hvori der indgår elementer af psykisk vold, herunder manipulation i sine mange varianter, idet man i samværssager ofte bruger lægdommere. Samme problemstilling gør sig også gældende når man i England lader socialarbejdere forestå forløb, der skal (re)etablere et samarbejde imellem forældrene som følge af en retslig afgørelse. Cafcass har erkendt problematikkerne, herunder at der er risici at “fagaktører” sympatiserer med den ene part grundet egen historik eller overbevisninger.
Kilder
