Ungarn blev dømt for at have overtrådt EMRK artikel 8 om retten til familieliv ved, at landets myndigheder ikke har gjort nok for at håndhæve en fars ret til samvær med sin datter (født 1994).

Det fremgår, at sagen drejer sig om forhold, som er velkendte i dansk kontekst – nemlig forælder, der både fysisk har saboteret samværet og samtidig har påvirket barnet til at tage afstand fra den anden forælder, så barnet til sidst ikke har ønsket at se den anden forælder.

Myndighederne havde ikke været helt passive, men de foranstaltninger, der blev truffet, havde ingen effekt, hvilket betød, at forælderen fortsatte med at sabotere. Retten fandt dog, at myndighedernes indsats var utilstrækkelig. Retten sætter her overliggeren højt ved at komme ganske tæt på at slå fast, at man – når sanktioner ikke virker – skal undersøge alle tilgængelige veje til at understøtte opretholdelsen af båndet mellem begge forældre og barn.

At barnet til sidst siger, at barnet ikke ønsker samvær, tillægges ringe eller slet ingen vægt af retten, og det er tydeligt, at retten “ser billedet”, altså at den ser, at denne modvilje er skabt af moderen og dermed er en del af samværssabotagen.

Det er også interessant at bemærke rettens kritik af landsretten for at træffe en afgørelse om nedsat samvær, der i realiteten rummede og dermed accepterede forælderens obstruktive adfærd og tilsidesættelse af den gældende samværsaftale.

Dette er velkendt procedure ved danske domstole. Hvis bopælsforælderen saboterer etableret samvær, er rettens svar (gerne med aktiv deltagelse af “børnesagkyndige”) typisk at mindske samværet. Det betyder, som EMD ser det, at støtte eller tolerere (“godkende”) uacceptabel adfærd. Endvidere er det af interesse at bemærke, at retten udtaler, at det ikke er tilstrækkeligt, at staten gør opmærksom på, at de nationale regler giver begrænsede beføjelser. Det er statens pligt at sikre, at den har juridiske beføjelser og tilstrækkeligt apparatur (samt viljen til at bruge dem) til at opfylde statens positive forpligtelser i henhold til EMRK artikel 8.

På tidspunktet for afgørelsen var barnet fyldt 23 år og dermed myndigt. Derfor var det alene statens manglende evne til at leve op til sine forpligtigelser, der var genstand for sagen.