Efter adskillelsen skiftedes forældrene i første omgang til at passe deres søn. Sønnen boede senere hos sin far fra september 2017 på grund af en retsafgørelse. Dette forhindrede ham hele tiden i at have kontakt med sin mor.

De nationale domstole udstedte flere kendelser om kontakt, den første i oktober 2018. Staten sikrede dog ikke gennemførelse heraf. På grund af faderens afslag blev samværspåbuddet ophævet flere gange. Men anden instans reviderede så dette.

Fuldbyrdelsessagen gik aldrig ud over den indledende fase (RN 47).

På tidspunktet for EMRK-afgørelsen havde mor og søn ikke set hinanden i 5 år og fire måneder.

Ikke kun rådgivning, men også handling!

Den slovenske forfatningsdomstol understreger, at en gentagende henvisning til forældrerådgivning er ineffektiv (RN26).

Penge alene er ikke nok

Der var flere indenlandske økonomiske kompensationer til mor og barn.

Faderen var konsekvent usamarbejdsvillig, men der blev ikke gjort noget imod ham.

Den slovenske forfatningsdomstol gav også moderen medhold.

Der blev ikke truffet effektive foranstaltninger mod faderen i fire år (2018 – 2022), selvom der var tilsvarende retsafgørelser. Disse blev aldrig implementeret.

Navnlig blev eksisterende lovbestemte håndhævelsesforanstaltninger ikke anvendt.

Aflysning af vedligeholdelse, hvis kontakt nægtes

Det var også muligt i henhold til national lovgivning at få suspenderet børnebidrag og børneydelse i sådanne tilfælde. Selv dette blev ikke gjort.

Begrundelse for beslutningen

EMD’s hovedbegrundelse for sin beslutning om at anerkende en overtrædelse af artikel 8 og 13 EMRK var som følger:

RN42

(c) “Med hensyn til statens forpligtelse til at træffe positive foranstaltninger, omfatter artikel 8 en ret for forældre til at få taget skridt til at genforene dem med deres børn og en forpligtelse for de nationale myndigheder til at sikre, at sådanne genforeninger effektueres.”

(e) Det afgørende er, om de nationale myndigheder har truffet alle nødvendige foranstaltninger for at lette håndhævelsen af en kontaktordre, som med rimelighed kan kræves under de særlige omstændigheder i sagen.

(f) I denne sammenhæng skal en foranstaltnings hensigtsmæssighed måles på, hvor hurtigt den implementeres, da tidens gang kan have uafhjælpelige konsekvenser for forholdet mellem barnet og den forælder, der ikke bor sammen med barnet.

Eksisterende ressourcer skal også bruges

RN 48

Byretten (i DK: Familieretten) “har ikke gjort brug af nogen af de tilgængelige midler til at sikre efterlevelse af afgørelsen “.

Menneskerettighedsdomstolen fandt derfor, at “de foranstaltninger, der blev truffet af de slovakiske domstole, ikke var passende og effektive, som det med rimelighed kunne have været forventet under sagens omstændigheder til at fremme genforeningen af ansøgerne”.

RN 51

Det blev understreget, at et rent erstatningsmiddel (økonomisk kompensation) ikke var tilstrækkeligt.

Et retsmiddel skal også have en præventiv virkning og være i stand til faktisk at gribe ind for at etablere kontakt, ” da deres positive forpligtelse til at træffe passende foranstaltninger for at sikre klagerens ret til respekt for familielivet risikerer at blive illusorisk, hvis de berørte parter kun have et erstatningsretligt retsmiddel til rådighed, som kun kan føre til en efterfølgende tilkendelse af pengeerstatning (jf. Kuppinger mod Tyskland, nr. 62198/11, § 137, 15. januar 2015, med yderligere oplysninger)“ .

RN 53:

Ineffektive procedurer bidrager til menneskerettighedskrænkelser.

RN 55:

” Efter Rettens opfattelse er dette i overensstemmelse med mønsteret af generel ineffektivitet i sagsbehandlingen for District Court og Regional Court i forhold til den anden sagsøger, idet førsteinstansens afgørelser i denne sag rutinemæssigt omstødes efter appel ( se fx paragraf 10, 11, 12, 14 og 20), og krænkelsen af ansøgernes grundlæggende rettigheder er gentagne gange blevet fastslået af både den føderale forfatningsdomstol og Domstolen (se Janočková mod Slovakiet [udvalget], nr. 40124/21, 6. februar 2023)

“Det bemærkes, at der på trods af den gentagne brug af retsmidler ikke er opnået nogen forebyggende effekt. I denne henseende blev der også fundet en overtrædelse af artikel 13 i EMRK. 5.000 EUR er nok kompensation for tab af forældre-barn-kontakt. Klagerne krævede hver 10.000 EUR i erstatning. Regeringen fandt dette overdrevet. Retten tilkendte hver klager (mor og søn) kun 5.000 EUR, og der blev ikke ydet nogen godtgørelse af omkostninger.

Klassificering af afgørelsen EMRK har konsekvent videreført den linje, som den allerede havde fastlagt i sine afgørelser mod Italien , Moldova , Bulgarien og Ukraine . De nationale myndigheder skal træffe hurtige og effektive foranstaltninger for at sikre forældre-barn-kontakt.

I sin afgørelse mod Moldova anerkendte EMRK klart forældre-barn “fremmedgørelse” som vold mod barnet.

Tid skaber fakta

Forældre -barn fremmedgørelse skal modvirkes afgørende, især i betragtning af tidsfaktoren. Tidens gang må ikke skabe en situation, der krænker menneskerettighederne til skade for forælderen og barnet. Formaningen “tiden skaber fakta”, som hochstrittig.org også gentagne gange rejser, bekræftes endnu en gang. Det særlige i denne sag var, at både anden instans og den nationale forfatningsdomstol så og identificerede problemerne med håndhævelsen. Helt til det sidste lod retten i første instans (i DK’s tilfælde familieretten) dog ikke til at have nogen interesse i hverken at bruge de lovligt fastsatte håndhævelsesmuligheder til at sikre forældre-barn-samvær eller i at følge de højere instansers afgørelser.

Dette gør det klart, at selv de bedste love og regler er værdiløse, hvis de ikke implementeres af de mennesker, der er beregnet til dem.