Den familieretlige strukturreform satte fokus på forligsmæssige og samlede løsninger. Rollefordelingen mellem myndighederne blev også ændret, sådan at alle sager om forældremyndighed skulle starte i Statsforvaltningen. Reformen indebar også, at domstolene i årene 2007-2012 i forbindelse med sager om forældremyndighed kunne træffe afgørelse om samvær, hvis en af forældrene anmodede om det.

Et af forældreansvarslovens hovedprincipper er, at et barn har ret til begge sine forældre. Dette grundlæggende princip indebærer, at forældrene – uanset at de ikke lever sammen – skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnet og om barnets samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos.

Loven indebar på tidspunktet en ny tilgang til begrebet forældremyndighed. Efter loven blev det muligt at dømme forældre med fælles forældremyndighed til at fortsætte denne, selvom den ene af forældrene ikke ønsker det, og bestemme at der skal være fælles forældremyndighed i tilfælde, hvor den ene forælder har forældremyndigheden alene.

Den ændrede tilgang indebar, at det ikke kræves, at forældrene er enige om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, at forældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.

Med loven indførtes også adgang til, at domstolene kan afgøre, hvor barnet skal bo. Formålet med at give retten adgang til at træffe en afgørelse om barnets bopæl var, at minimere forældrenes konflikt og give forældrene bedre mulighed for at fortsætte med at praktisere et retligt fællesskab omkring barnet.

For så vidt angår samvær er lovens udgangspunkt barnets ret til samvær – og ikke som i den tidligere lovgivning, forældrenes. Samtidig fremhæves det, at begge forældre har et ansvar for, at barnets samvær med den anden forælder også bliver realiseret.