Hovedproblemerne
Mange efterspørger en forsimplet fremstilling af problemerne på det familieretlige område, helst i form af 3 punkter som man nemt kan kommunikere ud fra. Det er ganske enkelt ikke muligt, da nuværende konstruktion baserer sig på et fejlkonstrueret fundament, man igennem årtier har bygget nye lag på.
Derfor er der heller ingen nemme løsninger. Men der findes løsningsmuligheder, hvis man orienterer sig internationalt. Dette kræver vel og mærke at man vender blikket mod lande, som VIVE (SFI) konsekvent synes at have fravalgt uden begrundelse herfor.
Løsningsmuligheder omfatter lovgivning, processer, faglig opkvalificering, rolleforandring og retsmidler – der alle har til formål at sikre barnets ret til familieliv uden at gå kompromis med barnets behov for beskyttelse mod overgreb af strafferetslig karakter. Dette kombineret med tydelige målsætninger, løbende evalueringer og justeringer.
Den overordnede tilgang skal ændres fra at bære præg af at være et retsligt tvistsystem, til at være et system der hjælper delebørns forældre med at indrette sig på en ny virkelighed efter den livskrise de aktuelt befinder sig i, således at delebarnet sikres god, stabil og omfattende kontakt til begge forældre og deres netværk igennem hele opvæksten.
Indholdsfortegnelse
Procestid er afgørende
I et børneperspektiv er tid ikke det samme som i et voksenperspektiv. Derfor er adskillelse eller skævvridning af samvær uden der foreligger bestyrket mistanke om strafferetlige forhold et overgreb på barnets overlevelsessystem – tilknytningssystemet.
Statsrevisorerne udtalte i februar 2024 kritik af Familieretshuset for langsommelige processer.
Folketingets ombudsmand udtalte i 2022 kritik af Familieretshuset for ventetider på overvåget kontaktbevarende samvær.
I 2024 overstiger ventetiderne igen det som udløste kritikken fremsat af Folketingets Ombudsmand.
Der foreligger ingen analyser af de samlede forløb; fra opstart i primær sektor (kommunerne) over Familieretshus til Familieretten (Landsretten og evt. Højesteret). Hvis sådanne forelå ville Statsrevisorerne være tvunget til at udtale den skarpeste kritik af området, og derigennem henlede Folketingets sørlige opmærksomhed herpå.
Alligevel praktiseres afbrydelse af kontakt eller skævvridning af samvær i udpræget grad i alle led i Danmark. Ofte italesættes det som værende “beskyttelse” af barnet, men et sådant reelt behov vil kunne være afdækket indenfor få uger – også ved involvering af et børnehus om nødvendigt.
Kontaktafbrydelse / samværsminimering er også vold mod barnet - fra dag 1
En livsindgribende omvæltning af barnets kontakt til begge forældre fra at være stabil, omfattende og god til at være sporadisk, særdeles begrænset og i uvante/utrygge rammer medfører at barnet sættes i en forhøjet emotionel stresstilstand.
Over tid medfører denne toksiske tresstilstand samme skadelige effekt som ses ved vold, overgreb eller misrøgt.
Med andre ord udøves der vold mod barnet fra det tidspunkt, hvor samværet afbrydes eller skævvrides. Taxametret tikker fra dag 1.
FNs børnekonvention er fejlimplementeret
Etableringen af Familieretshuset var et udtryk for et politisk ønske om øget børneinddragelse jf. FNs børnekonvention. Dette med kraftig inspiration fra Laura Lundys model.
I Danmark er man villig til at gå meget langt i bestræbelserne på at være længest fremme med hensyn til børneinddragelse og børnerettigheder. Dette med fortolkninger, der medfører at FNs børnekonvention ikke overholdes.
Eksempler herpå kan aflæses i VIVEs rapport fra 2023 om børneinddragelse i Familieretshuset, selvom dette ikke har været målet hermed. Børn oplever at skulle deltage i for dem meningsløse børnesamtaler, ikke at have ret til at vælge hvilke dele fra en børnesamtale der skal videreformidles, barnet oplyses ikke om sin ret til at afbryde børnesamtale osv.
Dette for at tilfredsstille et unuanceret voksenperspektiv.
Samtidig ses det, at det der videreformidles fra børnesamtaler, ofte kun er det, som den ansvarlige for børnesamtalen lægger vægt på (bias). Således videreformidles der et forvrænget budskab, der finder anvendelse i efterfølgende sagsforløb.
Ydermere ses at forældre psykologisk præger (manipulerer) barnet til at fremsætte givne holdninger eller “ønsker”. I langstrakte forløb bliver en sådan prægning mere og mere tydelig, men ikke nødvendigvis for de, der kun sporadisk har kontakt til barnet. Børnesamtaler bliver, hvad enten det er deciderede børnesamtaler eller samtaler i forbindelse med psykolog-udredninger, et middel til at formidle et manipuleret budskab, der senere i forløbet får særligt vægt idet det fortalte skulle udtrykke “barnets ønske”.
“FN’s børnekomite ….. understreger, at voksenmanipulation af børn, at placere børn i situationer, hvor de får at vide, hvad de kan sige, eller at udsætte børn for risiko for skade gennem deltagelse ikke er etisk praksis og ikke kan forstås som en implementering af artikel 12.”
Fravær af efterværn = indbygget konfliktskabelse
I modsætning til anbringelsesområdet, er delebørn ikke sikret nogen form for efterværn, efter der i det familieretlige system er truffet afgørelse om skæve deleordninger, afbrydelse af samvær eller ophævelse af fælles forældremyndighed.
I stedet har man indrettet systemet således at “den tabende part” efter et stykke tid (ca. 1 år) kan anlægge ny begrundet sag eller man kan afvente at barnet reagerer på den nye situation i form af opstart af en sag i kommunalt regi grundet barnets tegn på mistrivsel. Her skal man blot huske at ikke alle børn er udadreagerende, men i stedet kan reagere i form af selvskade, spiseforstyrrelser eller misbrug, alle forhold der opdages langt senere.
Ved anlæggelse af ny sag, har man allerede eskaleret eller genoplivet en konflikt, hvor det oftest er samværsforælder der i forvejen har oplevet “uretfærdighed” der både skal løfte bevisbyrde såvel som afholde advokatomkostninger.
Hvis der startes sager i kommunalt regi, sker det som regel på baggrund af enten en uønsket eller bekymrende adfærd hos barnet, eller på baggrund af underretning(er). Dette vil forekomme med en unødig tidsmæssig forsinkelse, og med risiko for et anbringelsesforløb, hvis den ene forælder er blevet presset ud af barnets liv.
Men der er også børn der ikke reagerer udadvendt, men indadvendt med fx. selvskadende adfærd, depression og andre træk, fx. overtilpasning. Det tager bare langt længere tid før end disse børn kommer på radaren, og ofte er da skadeseffekten langt alvorligere.
Børnerådets undersøgelse fra 2016 synliggjorde, at børns tilfredshed og trivsel i skæve samværsordninger ikke stemte overens med VIVEs undersøgelse fra 2015, hvor man alene spurgte bopælsforælderen om dennes vurdering.
Hvis man vil “barnets bedste”, da skal begge forældre som udgangspunkt have ret til advokatbistand på samme vilkår, ligesom man sikrede løbende systematisk opfølgning på barnets trivsel i minimum 2 år efter familieretlige afgørelse. Ud fra et børnerettighedssynspunkt synes det uacceptabelt at ens forældre ikke gives samme systemmæssige støtte til at håndtere en samværssag, såvel anvisninger og støtte til hvorledes man om nødvendigt kan “opkvalificere sig” til at varetage et ligeværdigt forældreskab i form af en (be)handlingsplan.
Barnet er fra politisk hold associeret med konfliktskabende særrettigheder og privilegier
Politisk har man ansvaret for at have gjort barnet til objekt for stridigheder. Oprindelsen herfor er kulturel og stammer fra den tid, hvor man troede at barnet kun havde behov for en primær omsorgsperson, som traditionelt var moderen. Det har omfattende forskning fra de seneste 30-40 år vist ikke at være tilfældet.
Alligevel har man i Danmark valgt at indrette sig på en vis, der ikke fremmer barnets gode, stabile og omfattende kontakt til begge forældre efter et brud, men i stedet indført særrettigheder og privilegier, som kun kommer den ene forælder til gode.
Seneste eksempel er et skattefradrag, der kun kommer bopælsforælder til gode.
Af andre forskelle kan nævnes;
– boligstøtte
– børnetilskud .
– ekstra børnetilskud
– retten til børnebidrag
Differencen kan udgøre op imod kr. 9.700,- pr. måned mellem en bopæls- og samværsforælders disponible beløb, hvis de er i sammenlignelige situationer og har to fælles børn. Hertil kommer bopælsforældres ret til at træffe indgribende beslutninger på barnets vegne.
Myndighedsudøvelse fraværende
Familieretten råder over en række retsmidler, der har til formål at sikre at afgørelser efterleves. Men ingen kender til i hvilket omfang de anvendes og hvilken effekt de har. Man fører ikke statistik, foretager ingen analyser, eller igangsætter initiativer der skal belyse området.
Dette til trods for gentagne beretninger fra en forælder, der oplever at den anden forælder har siddet samtlige myndighedsafgørelser overhørigt, med resultatet at være presset ud af barnets liv – og i bedste fald kan agere forælder en gang om måneden i et par timer.
Ifølge FNs børnekonvention skal retsmidler have to væsentlige karakteristiska:
a) Præventiv karakter,
b) Intervenerende virkning, således at barnet effektivt beskytte mod overgrebet.
Nu gældende familieretsreform fjernede tvangsfuldbyrdelse, men sikrede ikke forebyggelse af årsagerne til tidligere brug af retsmidlet. Endnu flere børn er nu fanget i dette vakuum.
Forpligtigelser til at implementere EMD afgørelse ignoreres
En række afgørelser ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol truffet gennem de seneste mange år tilkendegivet at;
– barnets biologiske bånd skal beskyttes i videst mulige udstrækning
– barnets familie-miljø skal beskyttes
– reetablering af afbrudt kontakt skal ske også efter mangeårig afbrydelse
– det er statens forpligtigelse at hjælpe en forældre med at udvikle tilstrækkelige forældreevner og fremme kontakt med barnet
– det er statens forpligtigelse at sikre hurtige sagsbehandlingsforløb
– det er statens forpligtigelse at sikre at nationale afgørelser efterleves
– en foranstaltnings hensigtsmæssighed måles på, hvor hurtigt den implementeres, da tidens gang kan have uafhjælpelige konsekvenser for forholdet mellem barnet og den forælder hvortil kontakten er afbrudt
– et retsmiddel også skal have en præventiv virkning og være i stand til faktisk at gribe ind for at etablere kontakt
– et mønster af generel ineffektiv sagsbehandling er overtrædelse af artikel 13
Ingen af disse afgørelser har medført relevante tilpasninger af dansk lovgivning eller vejledning hertil trods at Danmark er forpligtet hertil.
Man har i Danmark vedtaget lov om samværschikane og Lov om psykisk vold, men i praksis har disse ingen positiv effekt har. Sat på spidsen er der tale om psudo-lovgivning, når man politisk undlader at sikre at disse hviler på et gennemanalyseret grundlag, man har defineret konkrete og operationelle målsætninger samt sikret en tæt opfølgning herpå.
Semifaglig "ekspertise" dominerer i miljøer med for stor sagsindflydelse
I stedet for løbende at styrke de institutioner,som ville kunne værne om børns rettigheder og behov, har man politisk valgt at opfinde nye institutioner og/eller processer hertil, hvilket blandt andet må tilskrives at man har undladt at lave et tilstrækkeligt grundigt forarbejde og politisk ladet de faglige indvendinger imod lovudkast sidde overhørigt.
Krisecentre, Familieretshus og kommuner er miljøer der ikke i tilstrækkeligt omfang besidder den faglige ekspertise, der er påkrævet for at håndtere en væsentlig del af de sager, de forventes at kunne håndtere – eller som de selv mener at kunne.
Disse repræsenterer heller ikke miljøer, der vil tiltrække de tungeste fagpersoner – men i stedet ofte personer, der igennem flid og lyst til at tilkendegive deres holdninger/synspunkter med alle midler kæmpe herfor, hvorved de gives offentlig finansieret platform hertil.
De repræsenterer miljøer, hvor mange gerne “vil gøre en forskel” ofte begrundet i egne erfaringer eller personlige oplevelser. Ofte har disse en semi-lang uddannelse, og arbejder under begrænset vejledning eller supervision.
Dermed har man skabt miljøer som i høj grad kan farve tilgangen til en sag og afspore den fra start.
I disse miljøer kan opstå en kultur, baseret på overbevisninger legitimeret af ikke lødig eller forældet forskning, der over tid få lov til at udvikle sig grundet ringe politisk tilsyn, delvis forårsaget at politiske partier deles samme misforstået overbevisning.
Interesseorganisationer repræsenterer ligeledes holdninger og overbevisninger, som udøver politisk påvirkning med henblik på at give disse fagligt set svage miljøer en større rolle, også uden blik for de helt fundamentale problemstillinger.
Fagorganisationer agiterer løbende for hvorfor netop deres medlemmer er de rette til at løse opgaverne. Deres fokus er ikke på at skabe det bedst mulige system, der kan hjælpe børn og forældre videre efter bruddet, men at sikre deres medlemmers arbejdsmiljø og vilkår.
Læs også
Dunning-Kruger effekten
Link: Klik her
Krisecentre uegnet til ophold for børn
Link: Klik her
Manglende anvendelse af tilknytningsteori om forklaringsmodel
“At se på konfliktfyldte forældremyndighedssager fra forskellige perspektiver og anvende tilknytningsteorien som et overordnet rammeværk kan hjælpe med at forstå kompleksiteten og erkende, at noget kan vi ikke ”se med det blotte øje”. Samtidig bør der være en anerkendelse af, at hver familiesituation er unik, og der er sjældent one-size-fits-all-løsning. Men her må det stadig gælde for alle familier, at utryghed er en fælles risikofaktor, uanset hvor man befinder sig i konflikten. Derfor kræves der en omhyggelig og afbalanceret tilgang for at lette kommunikation og reducere konfliktniveauet mellem alle involverede parter. Et hovedfokus fra de professionelles side bør derfor være at skabe tryghed hos ikke kun de stridende parter men også hos dem selv.”
Med tilknytningsteori som et overordnet udgangspunkt vil man ved at træde flere skridt tilbage kunne se, at den dankske tilrettelæggelse af det familieretslige system, er på et spor der ender blindt.
Man har for tidligt valgt at forfølge et forfejlet perspektiv, hvilket man endnu ikke har erkendt.
Hvis man sammenholder perspektiverne i tilknytningsteorien som forklarings- og løsningsmodel, vil man erfare at man med den belgiske Dinant-model har et langt bedre udgangspunkt for at hjælpe børn og forældre. Modellen er ikke perfekt, men kombineret med erfaringer og tilgange fra andre lande, vil modellen udgøre et langt stærkere rammeværk end det danske, der i uhørt grad adskiller børn og forældre med ulykkelige konsekvenser til følge.
Det kræver også at man politisk kigger indad – er ens tilgang til området foranlediget af egen utryghed og de bagvedliggende årsager hertil?
Fravær af statistik, uvildige analyser og effektiv brug af præventive retsmidler
Når man ikke sikrer transparens og lovmæssig forudsigelighed, når man ikke sikrer sig løbende statistik og uvildig analyse heraf, da har er alle forudsætninger for indrette lovgivning og retspraksis herefter fraværende. Dette er situationen for det familieretlige område.
Evalueringen af den familieretslige reform fra 2018 er et eksempel herpå. Der fokuseres på børn og forældres oplevelse – ikke på effekt og udfald; hvordan går det efterfølgende børn og forældre.
Ministeren kan på forespørgsel ikke besvare simple spørgsmål vedrørende anvendelsen af retsmidler og effekten heraf. Man har ikke indblik på anvendelse og dermed heller ikke deres præventive effekt.
Men man kan se en eksplosion af sager i familieretslig regi, forøgelse af sagsbehandlingstider og en samfundsmæssig stigning af børn og unge i mistrivsel. Skilsmissebørn udgør ca. 40% af børn og unge. 25% af disse har været genstand for en sag i det familieretlige system. 59% af skilsmissebørn er endt i en situation med skævvredet samvær eller tab af kontakt, hvilket for hovedpartens vedkommende er kilde til mistrivsel og reduceret livskvalitet.
Danmark synes helt unik når man fra politisk accepterer tingenes tilstand og i stedet overlader det til civilsamfundsorganisationer at sætte dagsordenen og samtidig subsidierer dem i stor stil.
Familieretlig reform påkrævet!
Oftest er skilsmisse (samlivsbrud) en livskrise for forældrene, særligt når fælles børn berøres heraf. For børnene er det en altomvæltende livskrise. De forældre der af den ene eller anden grund ender i kontakt med det familieretslige system (§7 sager), burde hjælpes igennem det traume, som bruddet er et udtryk for – og som måske forstærkes af tidligere ubehandlede traumer. Men i stedet mødes de af et juridisk funderet system, der er designet til at træffe afgørelser – ikke behandle. Børnenes interesse er behandling, der sikrer stabil, god og omfattende kontakt til begge forældre efter bruddet (forudsat at begge besidder tilstrækkelig forældreevne og udviser behørig interesse).
Al nyere forskning dokumenterer at børn over tid klarer sig bedst stabil, god og omfattende kontakt til begge forældre – uanset alder – også selvom forældrene efterfølgende måtte have konflikt eller samarbejdsproblemer.
Nyere forskning peger også på, at børn i skæve ordninger kan klare sig tilsvarende godt over tid, forudsat at forældrene samarbejde fungerer og evt. konfliktniveau er lavt.
Mødet med det nuværende familieretlige system eskalerer en allerede igangværende livskrise (konflikt) eller lægger de første kim hertil. Enten oplever forældrene at skulle sandsynliggøre at være den “bedste af forældrene” eller at modbevise beskyldninger, der har til formål at fremhæve den anden forælder. Dette sker ofte flankeret af en advokat, hvis formål er at vinde sagen for sin klient, ikke at sikre barnets gode, stabile og omfattende kontakt til begge forældre. Forældrenes traume-reaktioner forstærkes i takt med at konflikten forstærkes, når man erfarer, at det familieretslige system ikke bruger ressourcer på at undersøge påstandes korrekthed eller oplever sig fejlrepræsenteret. Når den tidsmæssige udstrækning af sådanne processer spænder over halve- og hele år, da fastholdes barnet i en emotionel stresstilstand, hvis karakter forværres i takt med at barnet direkte inddrages og måske har mistet samvær med den ene forælder eller kun har begrænset kontakt hver anden weekend. I stedet for at “beskytte” barnet gøres skade, af en karakter der er værre end hvad det “beskyttes” imod. Barn såvel som forældres tilstand og situation har udviklet sig endnu mere negativt.
Undervejs tager forældrene måske imod et tilbud om mægling mens processen sættes på pause, mens barnet tilbydes deltagelse i en børnegruppe (som den ene forælder kan afvise). Hvis ikke begge forældre reelt ønsker at finde en løsning, forlænges processen unødigt og belastningen øges. De relativt spinkle undersøgelser som Familieretshuset faciliteter, har begrænset værdi da omfanget er utilstrækkeligt og psykologfagligheden ofte ligeså.
Uanset forløb, skal der træffes en afgørelse, hvor en forælder oplever at blive samværsforælder og dermed ikke reelt ligestillet med bopælsforælder. Hvis samværsordningen samtidig skævvrides uden at der foreligger særligt vægtige grunde herfor (afstand, arbejdssituation, psykisk sygdom), er man sikker på at såvel samværsforælder og barn fastholdes i en emotionel stresstilstand. Desto mere skæv samværsordning, desto større risiko for at barnet internaliserer denne med kroniske skader til følge.
Når afgørelsen er truffet, da tilbydes hverken barn eller samværsforælder nogen form for efterværn. Et nyt traume er født. Et traume, der kommer til udtryk på forskelig vis; tilknytningsproblematikker og belastningsreaktioner der alle kommer med både en personlig og samfundsøkonomisk pris.
Man har heller ikke afdækket om det reelt er en velegnet forælder, der gives hovedparten af samvær som en “højkonflikt” sag kan ende ud med afgørelse om. Det er muligvis den forælder der fremstår som mest rolig og samarbejdsvillig udadtil, men hvis spidskompetencer reelt er af manipulativ karakter. Dermed har man ikke afdækket “barnets bedste”. TV2 dokumentaren fra 2022 “Med børnene som våben” eksemplificerede konsekvenserne heraf; transgenerationelle traumer.
En reform er påkrævet.
Ansvaret for oplæg hertil skal placeres, således at det ikke bliver de sædvanlige aktører, der får ansvaret herfor.