2023.12.28

2023.12.28

Kritik af krisecenter for børn og unge – overførbar til familieretsområdet

Når børn på omfattende vis inddrages i egen sag på det familieretlige område, kan der drages paralleller til den kritik, der nu rejses af Joannahuset fra kommunal side.

Det progressive børnesyn “børn skal stå i egen ret” og “børn er eksperter i eget liv” kan i samværssager få en vægt, der reelt modarbejder barnets bedste, når børneudtalelser fortolkes uden at sætte det ind i en helhedsorienteret kontekst. Dette sker når sager varetages af personer uden tilstrækkelig faglig ballast med en forudindtaget tilgang, der ikke sikrer en helhedsorienteret tilgang.

Bjælken i eget øje

Selvom det er positivt at kommuner gør opmærksom på problemstillingen, fritager det ikke dem selv for ansvar for praktisere en tilsvarende tilgang, herunder lader utilstrækkeligt uddannede gennemføre børnesamtaler, anvende “værktøjer” målrettet psykologer/psykiatere eller “værktøjer” uden evidens for validitet, sagsevaluering uden sparring med/supervision af reelle fagpersoner eller undlader (hurtigt) at overdrage sagerne til udredning af børnehuse/politi.

Det politiske ansvar består

Der er beklageligvis brug for tilbud så som Joannahuset og krisecentre. Men når der følger offentlige midler med til driften, må der stilles krav til kvaliteten, frem for alene reageres/bevilges i sympati. Ansvaret herfor her politisk og bør ikke overlades til en styrelse/ministerium, der på andre områder ikke har evnet at kvalitetssikre i tilstrækkelig grad, som det er tilfældet på såvel anbringelsesområdet som det familieretlige område.

Det er eksempelvis utilstrækkeligt at man fra politisk side beder om udkast til aftaletekster, lovning og vejledninger fra områdets ministerium, som man i forligskredsen forsøger at kommentere på, der efterfølgende udsættes for kritik via høringssvar, som man politisk efterfølgende alligevel sidder overhørigt – oftest funderet i resortområdets kommentarer hertil.

“Aftale om et forbedret familieretligt system af 30.11.2023” synes at risikere at blive et skoleeksempel på, hvorledes man fra politisk side ikke evner at kvalitetssikre mulige positive intentioner.

Måske bliver området endnu mere forplumret af indtoget af “forældrefremmedgørelse”, hvor man signalerer at ville en adfærd til livs, der primært udøves indenfor hjemmets fire vægge, frem for lovgivningsmæssigt at styrke barnets ret til familieliv. Dette kunne ske ved at tydeliggøre at afbrydelse eller skævvridning af samvær forudsætter grundig psykologfaglig udredning og advokatbistand til begge forældre.

Eksempler på kritik rejst af kommuner

I familieretlig kontekst kunne Joannahuset i de følgende citater udskiftes med Familieretshuset og derved eksemplificere nogle af problemstillingerne forbundet hermed set ud fra et forældresynspunkt:

“Vi vurderer, fra vores nuværende erfaring med Joannahuset, at det ensidige fokus på rettigheder ikke kan hjælpe et ungt menneske i den kritiske situation, de befinder sig i, når der er højkonflikt i en familie. Der mangler i vores optik et videnskabeligt fokus på, hvad hjælpsomt socialt arbejde er. Der mangler fokus på konflikthåndtering, mediering”

“… så har Joannahuset modarbejdet indsatser og samarbejdet omkring den unge. Hvilket har været bidragende til nødvendigheden af akutte indsatser, som ikke har det rette faglige belæg, men grundet fastholdelse af situationen er blevet nødvendig.”

Styringsredskaber og opfølgningsværktøjer er fraværende

Hvis man reelt vil reformere det familieretlige område, kræver det ud over en grundlæggende rekonstruktion

– at man ibrugtager styringsredskaber og opfølgningsværktøjer
– fastsætter mål for såvel proces som udfald
– regelmæssigt følger op og korrigerer om nødvendigt.

På sundhedsområdet er “kræftpakken” eksemplet på hvorledes man politisk har måtte erkende, at gode intentioner og hensigtserklæringer ikke er tilstrækkeligt.

Når de mest indsigtsfulde gives mindst indflydelse, er resultaterne som oftest derefter

På sundhedsområdet er det ikke tilfældigt hvem der må varetage hvilke opgaver. Man lader ikke “sundhedskyndige” som man også kunne kalde fx. fysioterapeuter, diætister, SSA eller SOSU’er diagnosticere eller forestå operationer, men har klare faggrænser med begrænset overlap for at sikre det bedst mulige udfald for patienten.

Dette står i skærende kontrast til det familieretlige område, hvor man har overladt til jurister at træffe afgørelser, at lade advokater stå for at beskrive symptomer og advokere for behandlingsplan, mens “børnesagkyndige” gætter på hvad barnet udtrykker eller har behov for. Dette samtidigt mens man begrænser indsatsen fra faggruppen psykologer/psykiater, der besidder den dybeste indsigt på området, til at komme med vurderinger baseret på en kort udredning (hvor socialrådgivere måske har forplumret sagens belysningen med fejlagtig symptomfortolkning), uden efterfølgende mulighed for at følge “patienterne” igennem operation og genoptræning.

Vil man som politiker lade sig indgå i operationskrævende forløb i sundhedssystemet, hvis det var indrettet efter samme principper som det familieretlige system?

Kilder

Link: Klik her

familieretshuset.info