2024.01.30

I indlæg i Altinget skriver Knud Aarup, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, Socialstyrelsen blandt andet:

“Man kan dertil spørge, om den faglige specialisering også bevirker et tunnelsyn hos den fagprofessionelle, så man kun kan se den del af menneskers problemer, som specialiseringen giver blik for?”

Hvorfor er dette nedslag interessant i et familieretligt perspektiv?

Det er det, da hovedparten af aktørerne indenfor det familieretlige system i voldsom grad fokuserer på risikofaktorer – uanset om indgangen er via det kommunale system eller ved direkte henvendelser.

Naturligvis skal man være opmærksom på tilstedeværelse af risikofaktorer. Men reaktion på tilstedeværelse at sådanne skal altid afvejes mod tilstedeværelse af tryghedsfaktorer.

Falske positiver overrepræsenteres

I forskellige sammenhænge ser man en tilgang, hvor det handler om at identificere alle, der kunne udvise tegn på at “være i risiko” – det kan være i miljøer hvor sundhedsplejersker, pædagoger i institutioner eller børnehaver pålægges ansvaret herfor, eksempelvis i forbindelse med projekter eller indførsel af “værktøjer”, der skal sikre regelmæssig og grundig screening (for risikofaktorer”).

Problemet er desværre, at en delmængde af de, der i praksis skal udføre opgaven enten ikke er tilstrækkeligt godt uddannet eller/og at de vælger tilgangen “heller være på den sikre side”.

Derved identificeres børn/forældre som værende i risiko – uden reelt belæg – og bliver samtidig udsat for en opmærksomhed med negative konsekvenser.

Men det er for systemet ligegyldigt, for man vil heller vil være helt sikker, helt uden blik for at man derved risikerer at skade flere end man hjælper. Om de få, man måske identificerer tidligere end ellers, er særligt udsatte, vides ikke. Det er vides er, at man bruges unødige ressourcer på at genere børn/forældre.

Spørgsmålet er om “systemets” tilgang reelt skyldes hensyntagen til egne behov.

Kræver grundige undersøgelser

Det synes at være samme tilgang som præger det familieretlige system.

At der efter overgangen til en ny visitringsproces som følge af etableringen af Familieretshuset er sket en 100% stigning af §§ 6 og 7 sager årligt, trods et fald i skilsmisser på 20% i perioden synes fint at illustrere, at man har betonet risikofaktorer uden at inddrage tilstedeværelse af tryghedsfaktorer.

Det forhold skinner også igennem senere i de familieretslige forløb, hvor man i fx. børnesagkyndige undersøgelser ikke inddrager tilstedeværelse at tryghedsfaktorer i barnets liv så som fx. bedsteforældre, halvsøskende, onkler/tanter eller væsentlige drejningspunkter i fritidslivet.

Alligevel advokerer Børnerådet, Børns Vilkår og andre for “grundige udredninger” som skal varetages af …. Familieretshuset.

Børnehuse / politi – her findes de relevante kompetencer

I notatet “Barnets tarv i loven om psykisk vold” fra 2019 advares om at tilgå vold på en forsimplet vis, herunder at “sagsbehandlere kan udrette betydelige skader, ved at handle på uberettigede påstande om psykisk vold.”

Senere skriver forfatterne “Konsekvensernes karakter (red.; af voldsudsættelse) varierer afhængigt af mange forhold, f.eks. barnets alder, køn, opfattelse af volden, mestringsstrategier og tilgængelig støtte, ligesom barnets reaktioner på volden i nogle tilfælde forandres over tid. Man kan derfor ikke udpege enkelte, specifikke symptomer, der afslører, at et barn er offer for psykisk vold, herunder lever i et hjem med vold. Ofte er der tale om et komplekst symptombillede som kræver en kvalificeret udredning foretaget af professionelle som er specialiserede i børns traumereaktioner, ligesom et samarbejde mellem flere sektorer vil være nødvendigt for at sikre en fyldestgørende afdækning af sagerne samt at børnene får den relevante hjælp. Denne ekspertise og erfaringer med tværsektorielt samarbejde findes allerede i De Danske Børnehuse”

Politisk har man fortsat ikke sikret obligatorisk udredning af påstande om vold i form af en retsmedicinsk screening i regi af børnehuse / politi.

I stedet er man i færd med at lade kommunerne betale en større andel af omkostningerne til børnehusene, hvilket næppe fremmer kommunernes incitament til at benytte børnehusene.

Til gengæld kan eksempelvis socialrådgivere, sagsbehandlere og krisecentermedarbejdere fortsat forsøge at gøre sig kloge herpå, herunder træffe afgørelser, der på ingen vis er i barnets tarv.

PS! “Børnesagkyndig” er ikke en beskyttet titel …..

Kilder

(22.01.2024) Tre katastrofale systemfejl dræber vores velfærdssamfund indefra
Link: Klik her 

(2019) Barnets tarv i love om psykisk vold
Link: Klik her 

(22.11.2023) Børnehusene burde styrkes yderligere, men i stedet synes det modsatte at ske
Link: Klik her 

(22.11.2023) “Vold” – det nye sort?
Link: Klik her 

familieretshuset.info