Hvis man anlægger en for ensporet tilgang, da får man kun øje på det man leder efter.

Politiet synes kommunikativt at have en ensidig tilgang til bekæmpelse af partnervold, når man aktuelt efterlyser en national handlingsplan. For når man ved at partnervold oftest udøves gensidigt (ca. 58%) og at kvinder oftere end mænd (i forholdet 2:1) udøver partnervold ensidigt, da er der noget man overser.

Måske er det, det manglende politimæssige ansvar i visitering til krisecentre, der er en af problemstillingerne – for den subtile voldsudøvelse det er at fratage en forælder kontakt til egne børn har samme effekt, også selvom den ikke materialiserer sig i fysisk. At disse sager omfatter yderligere ofre – børnene – gør det ikke mindre alvorligt.

Den udsatte part skal sikres først

I politimæssigt regi arbejder man ud fra tilgangen, at det er den udsatte part, der først skal sikres.

Set ud fra Delebarnets Vilkårs perspektiv omfatter denne tilgang ikke Socialministeriet. Den ofte mest sårbare part i disse sager er barnet, som hvis det ikke har været udsat for forhold af strafferetslig karakter efterlades med ingen eller minimal kontakt til den forælder, til hvem kontakten er blevet afbrudt. Man afventer sagens gang – accepterer månedlange frister – og når der i sagen endelig er truffet en afgørelse, da reetableres kontakten langsomt – og ikke nødvendigvis til et omfang som før sagens opstart. Endda ses at “status quo” princippet vælges “for at få ro om barnet” og dermed bekræfter princippet “tid skaber fakta”.

En national handlingsplan for politiets indsats mod vold i nære relationer skal også omfatte børn, og dermed politiets rolle i familieretslig sammenhæng. Visiteringsrollen i forbindelse med krisecenterophold skal ansvarsmæssigt placeres hos politiet, som skal sikres relevante retsgreb, som kunne omfatte mulighed for at udstede midlertidigt tilhold mod ophold i eget hjem (og nærområde) evt. kombineret med brug af fodlænke.

I forvejen er det dokumenteret af børnehuse/politi kan udarbejde en retsmedicinsk screening af børn og unge på en uge, hvis der er mistanke om forhold af strafferetslig karakter. Der er derfor ingen grund til månedslange frister i familieretslig regi for at træffe afgørelser om reetablring af samvær.

En national handlingsplan skal også sikre en tilgang renset for bias. Det er uholdbart at man fx. tilgår “hus-spetakler” som set i fx. USA, hvor det hovedsageligt er manden, der skal forlade hjemmet, når man statistisk set ved, at voldsdynamikkerne tilsiger noget andet fsva. børnefamilier. 

Kilder

(2024.06.12) National strategi for handlingsplan efterlyses
Link: Klik her 

dansk-politi.dk – side 31
Link: Klik her 

Læs også

Max. 2 ugers behandlingstid for sager om overvåget 
Link: Klik her 

Dinant-modellen
Link: Klik her

Toksisk stress er vold mod børn
Link: Klik her