Tilføj din overskrift her
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
Indholdsfortegnelse
Den udsatte part skal sikres først - gælder det ikke også for børn?
Hvis man anlægger en for ensporet tilgang, da får man kun øje på det man leder efter.
Politiet synes kommunikativt at have en ensidig tilgang til bekæmpelse af partnervold, når man aktuelt efterlyser en national handlingsplan. For når man ved at partnervold oftest udøves gensidigt (ca. 58%) og at kvinder oftere end mænd (i forholdet 2:1) udøver partnervold ensidigt, da er der noget man overser.
Måske er det, det manglende politimæssige ansvar i visitering til krisecentre, der er en af problemstillingerne – for den subtile voldsudøvelse det er at fratage en forælder kontakt til egne børn har samme effekt, også selvom den ikke materialiserer sig i fysisk. At disse sager omfatter yderligere ofre – børnene – gør det ikke mindre alvorligt.
Den udsatte part skal sikres først
I politimæssigt regi arbejder man ud fra tilgangen, at det er den udsatte part, der først skal sikres.
Set ud fra Delebarnets Vilkårs perspektiv omfatter denne tilgang ikke Socialministeriet. Den ofte mest sårbare part i disse sager er barnet, som hvis det ikke har været udsat for forhold af strafferetslig karakter efterlades med ingen eller minimal kontakt til den forælder, til hvem kontakten er blevet afbrudt. Man afventer sagens gang – accepterer månedlange frister – og når der i sagen endelig er truffet en afgørelse, da reetableres kontakten langsomt – og ikke nødvendigvis til et omfang som før sagens opstart. Endda ses at “status quo” princippet vælges “for at få ro om barnet” og dermed bekræfter princippet “tid skaber fakta”.
En national handlingsplan for politiets indsats mod vold i nære relationer skal også omfatte børn, og dermed politiets rolle i familieretslig sammenhæng. Visiteringsrollen i forbindelse med krisecenterophold skal ansvarsmæssigt placeres hos politiet, som skal sikres relevante retsgreb, som kunne omfatte mulighed for at udstede midlertidigt tilhold mod ophold i eget hjem (og nærområde) evt. kombineret med brug af fodlænke.
I forvejen er det dokumenteret af børnehuse/politi kan udarbejde en retsmedicinsk screening af børn og unge på en uge, hvis der er mistanke om forhold af strafferetslig karakter. Der er derfor ingen grund til månedslange frister i familieretslig regi for at træffe afgørelser om reetablring af samvær.
En national handlingsplan skal også sikre en tilgang renset for bias. Det er uholdbart at man fx. tilgår “hus-spetakler” som set i fx. USA, hvor det hovedsageligt er manden, der skal forlade hjemmet, når man statistisk set ved, at voldsdynamikkerne tilsiger noget andet fsva. børnefamilier.
Kilder
(2024.06.12) National strategi for handlingsplan efterlyses
Link: Klik her
dansk-politi.dk – side 31
Link: Klik her
Læs også
Max. 2 ugers behandlingstid for sager om overvåget
Link: Klik her
Dinant-modellen
Link: Klik her
Toksisk stress er vold mod børn
Link: Klik her
Hvorfor er mænd underrepræsenterede i anmeldelser om partnervold
I forbindelse med kandidatafhandling i kriminologi «Politipatruljens møte med vold i nære relasjoner» fandt man at kønsforbrydelser” er ofte forbundet med specifikke kønsroller. Manden som performer, kvinden som offer. Traditionel tænkning gør det sværere at tage voldsudsatte mænd alvorligt – også for politiet.
(2017) Den mannlige smerte – menns faringer med vold i nære relasjoner
Link: Klik her
Når man hertil tillægger at fædre oftere end mødre vil blive vurderet til at miste del i forældremyndighed, trods at der i studies fremstilling tydeligt er tale om forældre med samme forudsætninger, samt at fædre i mindre grad og sekundært inddrages som informanter i forhold der vedrører vedrører børn, da er det ikke vanskeligt at forstå at der for mange fædre opleves som en tabt sag at komme i kontakt med offentlige myndigheder. Det er ikke kun problematisk for fædrene, men i særlig grad også for de børn, der på indirekte vis da ikke drages omsorg for.
Delebarnets Vilkår: Fædre som informanter
Link: Klik her
Organisationen Lev Uden Vold eksemplificerer problemstillingen
Lev Uden Vold – det nationale videnscenter – er et fint eksempel på problematikken. Det blev etableret på Socialstyrelsen mandat funderet i 4 kvindeorganisationer og 1 mandeorganisation – i stedet for med udgangspunkt i et etableret forskningsmiljø.
I 2024 kommer det fortsat som en overraskelse for Lev Uden Vold at mænd (og drenge) er voldsudsatte i det omfang, der nu engang er tilfældet.
Alligevel gennemfører Lev Uden Vold en voldskonference (oktober 2024) hvor samtlige eksempler på vold, der fremtages i løbet af konferencen handler om kvinder/piger, der er udsat for vold med mænd som udøvere. I et debatindslag af 15 minutters varighed kom der et 2 minutters indslag om mænd (krisecenter), hvorefter konferencens konferencier brugte vendingen “nu over til en anden minioritetsgruppe”, da en anden paneldeltager skulle berette om hvilken gruppe voldsudsatte gruppe vedkommende repræsenterede.
Hvis man gennemførte en optælling fsva. fx. Børns Vilkårs eller VIVEs kønsmæssige fremstillinger af voldsudsættelse/voldsudøvelse, vil man på samme vis se at eksemplerne kønsmæssigt ikke modsvarer den statistiske fordelingen, der lidt forsimplet sag er 50/50.
Det samme gælder Psykiatrifondens seneste kampagne, hvor det i 7 ud af 8 tilfælde er far, der er psykisk syg. Man har anonymiseret en række børnefortællinger, dog uden at få valideret at det rent faktisk forholder sig således at den forælder, der er fremstillet som værende psykisk syg også er det, for man har ikke i alle tilfælde været i kontakt med den pågældende forælder.