Metodefrihed øger risici for børn
2024.04.07
Mere direkte børneinddragelse vs. indirekte: Praktiseret metodefrihed øger risici for børn inddraget i kommunale skilsmissetilbud
I artiklen “Forældre i højkonflikt efter skilsmisse – er konflikten problemet?” bragt i Psykologernes Fagblad 15.4.2024 argumenterer forfatterne, hvor den ene er psykolog, for det hensigtsmæssige i at øge børnedragelse i forbindelse med forløb, der har til formål at dæmpe forældrenes konflikt og øge samarbejdsviljen.
I det kommunale tilbud – ofte kaldet familiehus eller familieindsats – anvender nogle af disse en tilgang udviklet af Eia Asen og Emma Morris kaldet Family Ties-modellen, der udbydes via Anna Freud (Institute).
Forfatterne skriver om deres eget initiativ, som er en udbygning af modellen:
“Vi er i forløbet blevet mere opmærksomme på at inddrage børnene i højere grad, hvilket også understøttes af Barnets lov. Børn sidder inde med meget vigtig viden om eget liv, og deres stemme skal inddrages så vidt muligt – også for at kvalificere indsatsen med forældrene. Vi har derfor samtale med barnet/børnene hos hver forælder og alene. “
Man har altså indført yderligere børnesamtaler og dermed forstærket interessen for/risikoen for at påvirke børnene.
I forvejen kan børnene have været inddraget i gentagne børnesamtaler i børnehave/skole og hos kommune/socialrådgiver.
Antallet af børnesamtaler kan indtil videre være oppe på 5.
I et efterfølgende familieretligt forløb risikerer barnet en indledende børnesamtale og mindst to i forbindelse med en børnesagkyndig undersøgelse.
De ineffektive familieretlige processer medfører ofte lange sagsbehandlingstider, så når sagen overgår til Familieretten gentages såvel den børnesagkyndige undersøgelse såvel som børnesamtale – altså minimum yderligere 3 børnesamtaler.
Nu er antallet af børnesamtaler oppe på mindst 10.
Det er ikke underligt at mange børn reagerer negativt på overinvolveringen.
Det er ikke underligt at mange børn ender ud med at tilpasse sig gennem et ufrivilligt fravalg.
Det er derimod uforståeligt at Social- og Boligministeren tillader denne praksis. For den er ikke i overensstemmelse med FNs børnekonvention.
På det psykologfaglige plan burde det undre, at man tager en metode og så tilpasser den efter eget for godt befindende.
For da bortfalder metodens validitet.
Der er endnu et problem
Der er ikke angivet en anerkendt metode, hvorpå børnesamtalerne gennemføres.
En ustruktureret børnesamtale forestået af psykolog (og her også pædagog) uden faglig specialisering åbner op for yderligere usikkerhed/sagsafsporing.
Og et tredje problem dukker op
Hvis man ikke lykkes med at få forældrene til at komme hinanden i møde, udfærdiger man en rapport som sendes videre i systemet. Er modtager bekendt med de mulige problemstillinger, der er beskrevet ovenfor?
Family Ties-modellen synes som et rigtig godt udgangspunkt – men måske taber man det hele på jorden, når man ikke har forstået en af grundproblemerne – risikoen for triangulering – inddragelse af barnet i sagen, på en vis der ikke tjener barnets bedste.
Perspektivering ifht. VIVEs evalueringer
Når man inddrager VIVEs evaluering af børnesamtaler i Familieretshuset, da må man konstatere at man ikke er undersøgende på børnenes reaktion, herunder hvad kan der være gået forud. Man nøjes med at juble over en relativ fremgang, der på ingen måde udtrykker at børneinvolveringen i Familieretshusets sker på hensigtsmæssig vis.
Kan man gribe tingene anderledes an?
Center for Familieudvikling har udviklet en dansk variant af det hollandske koncept “No kids in the middle” som blev lanceret i 2022 under navnnet “Sammen om børnene”.
Kort fortalt så inddrages børnene ikke direkte i børnesamtaler men deres tanker, følelser og behov formidles indirekte til forældrene via psykologer i et gruppeorienteret forløb.
2 kommuner tog konceptet til sig. 96 gjorde det ikke.
Nogle af de kommuner der ikke tog “Sammen om børnene” til sig, opfinder i stedet egne koncepter og forsvarer disse bl.a. med Barnets Lov. FNs børnekonvention rangerer heldigvis over Barnets Lov og er ratificeret af Danmark.
Det er helt galt.
Børneinddragelse synes fortsat at være “det nye sort”, og her uden blik for de risici / faldgruber tilgangen indebærer. Det såkaldte progressive børnesyn har mange tilhængere, men en væsentligt andel synes ikke at evne at afbalancere tilgangen, men hylder “the more, the merrier”.
Børnerådet og Børns Vilkår synes heller ikke at have forstået problemstillingen. Her skal man erindre at disse ikke er forskningsbaserede.
Nationale retningslinjer nødvendige
Det er nødvendigt at man nationalt strammer op på processer, krav til faglighed og metodevalg/værktøjer, når det er børns langsigtede fundamentale trivsel og livskvalitet der er på spil – også for så vidt angår kommunernes ansvar.
Det synes at høre under indenrigsminister Sophie Løhdes ansvarsområde. Måske Social- og Boligministeren skulle booke en tid, helst en hvor også Justitsministeren kunne deltage.
Kilder
Psykologernes Fagmagasin
Link: Klik her
Børnesamtaler vs. FNs børnekonvention
Link: Klik her
Link: Klik her
VIVE’s “søforklaringer” vedr. Familieretshuset
Link: Klik her
VIVE rapport: Indirekte dokumentation for overtrædelse af FNs børnekonvention
Link: Klik her