2023.09.28

I debatindlæg i Altinget 27. september fremkommer seniorforsker Mai Heide Ottosen og chefanalytiker Karen Margrethe Dahl – begge VIVE – med en række udsagn.

Begge har været gennemgående figurer i mange år hos VIVE/SFI fsva. rapporter og analyser relateret til det familieretlige område, hvor hovedparten af disse ikke har været udsat for uvildigt peer review.

Nogle pluk fra debatindlægget:

“Organisationen (red. Familieretshuset) er omlagt fra at være overvejende juridisk til at være overvejende børnesagkyndig med fokus på udredning og mægling. Man har oprettet en særlig børneenhed til at varetage børns behov for beskyttelse og inddragelse”.

– Familieretshuset gik i luften 1. april 2019.
– Først i efteråret 2021 etablerede Familieretshuset et fagcenter.
– I 2022 konstaterede Center for Familieudvikling at Familieretshuset ikke bestred de nødvendige kompetencer til at håndtere de vanskelige sager, hvilket også vicedirektør Jakob Buch udtalte i “Med børnene som våben”.
– Ingen i ledelsen af Familieretshuset har en psykologfaglig baggrund. I stedet er det jura og økonomi, der er kernekompetencerne.
– Udviklingen i kolde hænder vs. varme; kun 35% er medarbejderne er “børnesagkyndige” – se også dette opslag: Klik her 

“I dag tyder VIVEs foreløbige undersøgelser på fremskridt i forhold til inddragelsen af børn i de familieretlige sager, hvilket viser sig ved en høj grad af tilfredshed med børneinddragelsen blandt børnene og en stigende tilfredshed hos forældrene.”

Små fremskridt fremlægges som succeser; at 32% af forældrene mod førhen 18% synes at børneinddragelse har været “passende” er en succes (også jf. socialordfører Camilla Fabricius (S)) helt uden at forholde sig til at 68% ikke mener at børneinddragelsen har været passende. Undersøgelsen viser heller ikke om børneinddragelsen har medvirket til at belyse sagen på konstruktiv vis. De 32% kan eksempelvis i overvejende grad repræsentere forældre, der oplever at barnet har udtalt sig til fordel for dem, hvilket ikke nødvendigvis har gavnet barnet.

I øvrigt bør man spørge sig selv om den direkte børneinddragelse og dermed risikoen for overinvolvering af børn er et fremskridt eller et stort tilbageskridt? Bør direkte børneinddragelse afgrænses til sager med påstande om strafferetlige forhold og i øvrige sager begrænses til indirekte inddragelse på eksempel den vis, som den danske version af “No kids in the middle” tilgår dette.
.
“De problemer med ventetider, der først har været i Familieretshuset og siden ved retterne, har særlig betydning for disse familier, der kan ende med langstrakte forløb, fordi systemerne ikke taler godt nok sammen.”

Forholdet dækker reelt over at systemerne arbejder sekventielt, med lange deadlines, uden tværfagligt samarbejde, med fokus på at identificere mulige problemer (risici) uden samtidig at belyse tilstedeværende tryghedsfaktorer, i et traditionelt juridisk setup hvor parterne spilles ud mod hinanden i stedet for at blive hjulpet med fast hånd til at finde løsninger osv. osv. osv.

“Desuden ser vi, at cirka halvdelen af de familier, der henvender sig til Familieretshuset, først kommer flere år efter deres samlivsbrud. På det tidspunkt kan de helt have opgivet at nå frem til et godt forældresamarbejde. Derfor kan det være svært for dem at drage nytte af Familieretshusets tilbud om mægling og rådgivning.”

Denne observation bruges til at forsøge at forklare, at “problemerne” er opstået år tilbage. Virkeligheden er måske snarere at det er i forbindelse med at den ene at forældrene indgår i en ny relationen eller af andre årsager gør brug af de privilegier, der er forbundet med at være bopælsforælder, at det går galt. Men det har VIVE ikke undersøgt, men blot som set i flere rapporter fortolket ud fra egen overbevisning.

“Man har etableret et screeningssystem, der sorterer sagerne i “gule sager” uden risici og risikofyldte “røde sager”.

Medvirker screeningssystemet reelt til at skabe eller ekskalere uenigheder/konflikter burde VIVE spørge sig selv. Men det gør man ikke. Vil en forælder “overdrive” for at fremme egen sag? Hvorledes påvirker det en forælder at se påstande på skrift, hvis disse er misvisende, falske eller overdrevne – i ventetiden og fremtoning på mødet? Hvorledes påvirker det sagsansvarlige i Familieretshusets tilgang til sagen?

Det tværfaglige samarbejde i Familieretshuset er præget af individuelle forløb som en sagsansvarlig forsøger at få overblik over og samle et billede af, i stedet for som fx. i Belgien at alle fagkompetencer involveres fra start og derigennem kan medvirke til at perspektivere sagen i tæt dialog med forældrene og disses advokater. Her kommer man i hovedparten af sagerne i mål med en løsning enten efter første eller andet møde, hvorfor der sjældent går mere end 30 dage før end barnets fortsatte gode kontakt til begge forældre er sikret.

“Familier med familieretlige konflikter har gennemsnitligt relativt mange sociale vanskeligheder, som kan spænde ben for et godt samarbejde og nære de indbyrdes konflikter. Derfor har langt flere familier end forventet “røde sager”, der først skal igennem et udredningsforløb i Familieretshuset og derefter videre til familieretterne for at få en afgørelse.”

Det er en bemærkelsesværdig forklaring af flere forskellige årsager:
a) Screeningssystemet må forventes at være udviklet med udgangspunkt i tidligere tiders sager og dermed også forældrenes socioøkonomiske problemer.
b) Omfanget af skilsmisser er faldet med ca. 22% fra 2020 til 2022 men omfanget af “røde sager” er steget med “21%” i samme periode. Andelen af forældre med forringet socioøkonomiske problemer er næppe eksploderet i samme periode, så det er ikke dette, der er problemet, men at screeningssystemet identificerer langt flere sager grundet som følge af “overfølsomhed” eller en fjerde kategori knyttet til et relevant forløb.
c) at forskning dokumenterer af børn i samværsordninger hvor konflikt” og “samarbejdsproblem” nævnes over tid klarer sig bedst i ligeværdige samværsordninger. En væsentligt del af sagerne ville sandsynligvis blive nedlagt af forældrene ved udsigt til at udfaldet ville ende med afgørelse om en ligeværdig samværsordning.

Socioøkonomiske begrundelser er tidligere af VIVE blevet nævnt som forklaring til at der i “svagere” grupper vil være flere konflikter, samarbejdsvanskeligheder og manglende vilje/interesse i at få hjælp til at finde løsninger. På en konference i 2021 blev denne tilgang tilbagevist af en kommunes socialdirektør, der kunne berette at blandt årsagerne til den “manglende evne” kunne nævnes at deltagerne oplevede at tilbuddene var placeret indenfor arbejdstiden, manglende adgang til pasning, eller at arbejdsgiver havde varslet overarbejde. I Belgien har man i lovgivning indført mulighed for at sanktionere arbejdsgivere, der pålægger en enlig forældre at arbejde i børneweekender …..

Når der peges udad, er der ofte flere fingre, der peger tilbage på en selv

Det der ikke nævnes, er VIVEs egen rolle fsva. forarbejdet til reformen. Kvalitet af rapporter og analyser. Valg og fravalg af kildemateriale. Tilvalg og fravalg af inspiration fra andre lande. Fraværet af psykologfaglig indsigt. Hvem estimerede omfanget og sagsfordelingen (§5, §6, §7) forud for reformens vedtagelse osv. osv.

Slutteligt må man undre sig over at repræsentanter for VIVE har behov for at udtrykke sig i en debat om Familieretshuset, idet deres opgave alene burde være at medvirke til at udfærdige objektive analyser på baggrund af opdrag.

Der er noget, der er helt galt!

Link: Klik her 

familieretshuset.info