Af Pernille Darling, cand. med, ph.d., speciallæge i børne og ungdomspsykiatri, forsker

Forældrefremmedgørelse: Forsøger forældre aktivt at skade eller tilbyder tilknytningsteorien en mere plausibel forklaring på dynamikkerne i højkonfliktskilsmisser?

Abstrakt
Skilsmissekonflikter er komplekse og involverer individuelle og systemiske problemer, men kun i sjældne tilfælde udvikler de sig til forældrefremmedgørelse. Begrebet “forældrefremmedgørelse” er dog kontroversielt og risikerer at forværre konflikter pga det stigmatiserende element. I denne artikel argumenteres for, at tilknytningsteorien kan give indsigt i de interpersonelle dynamikker i konfliktfyldte skilsmisser og tjene som et teoretisk fundament for en mere konstruktiv tilgang. Den diskuterer også udfordringerne ved at anvende tilknytningsteorien i retssystemet og argumenterer for behovet for en bredere tilgang til forståelse af konfliktfyldte skilsmisser. Gennem empirisk forskning og interviews med forældre og voksne børn, der oplever fremmedgørelse, søger artiklen at kaste lys over de komplekse dynamikker og foreslår en differentieret tilgang til vurdering af forældrenes adfærd. Endelig betoner artiklen vigtigheden af at undgå stigmatiserende terminologi og opfordrer til en mere nuanceret forståelse af de udfordringer, fagfolk står overfor, når de arbejder med konfliktfyldte skilsmissesager.

Denne artikel udforsker fænomenet forældrefremmedgørelse i konfliktfyldte skilsmisser og søger at tilbyde en alternativ og mere konstruktiv forklaring baseret på tilknytningsteorien.

Introduktion
Alvorlige relationsbrud er et vilkår for mange familier. Studier på området finder, at omkring 50% af alle ægteskaber ender i skilsmisse. For børn repræsenterer familien den trygge base for udvikling og derfor er en skilsmisse, uagtet forældres forsøg på at afbøde effekterne, forbundet med sorg og tab. Dette afspejler sig i udviklingsmæssige konsekvenser på flere områder og på tværs af generationer (Amato 2000; Davidson, O’Hara og Beck 2014; Mortelmans 2021).

Det er derfor indlysende, at det har betydning for alle involverede parter, når en skilsmisse yderligere belastes af et højt konfliktniveau. Selvom konflikter i forbindelse med skilsmisser kan være komplicerede af en række individuelle og systemiske problemer, har forskningen dog vist, at flertallet, hvor der rapporteres om konflikter, går igennem forventelige sorgprocesser relateret til selve bruddet. Kun i et mindretal af tilfældene, hvor tvister varer i over fem år, kan det være relevant at overveje mere dybtliggende og patologiske processer. I disse tilfælde er det sjældent, hvis nogensinde, selve konfliktens indhold, der er det afgørende, men snarere interpersonelle processer (Smyth & Moloney 2019). Skønsmæssigt rammes 10-15% af skilsmisser af dette, og en undersøgelse har vist, at 13% af forældrene betragter sig selv som fremmedgjorte i forhold til de fælles børn, efter en skilsmisse (Harman, Leder-Elder og Biringen 2016).

Det er vigtigt at bemærke, at “forældrefremmedgørelse” ikke er et anerkendt begreb, og spørgsmålet om aktivt fremmedgørende dynamikker i forældre-barn-forholdet har været genstand for en intens og polariseret debat (Sullivan & Salem 2023). Det mest kendte udtryk i litteraturen for denne type konflikt er “Parental Alienation Syndrom” (PAS) eller blot “Parental Alienation,” da betegnelsen “syndrom” også har været genstand for kritik. PAS blev introduceret af den amerikanske psykiater Richard Gardner, som identificerede en række mønstre og faktorer efter at have observeret mange forældremyndighedssager i retten (Gardner 1985). Gardner hævdede, at PAS opstod, når den ene forælder bevidst eller ubevidst skadede forholdet mellem barnet og den anden forælder. Senere udarbejdede han dog retningslinjer i erkendelse af behovet for at kunne skelne mellem børn, der blev udsat for omsorgssvigt, og derfor rettelig blev beskyttet af den ene forælder, fra børn, som blev udsat for manipulerende adfærd (Gardner 1999). Han fandt også, at fædre og mødre var lige tilbøjelige til at udvise såkaldt fremmedgørende adfærd, som tyder på, at der ikke er et kønsbestemt element involveret. I stedet er det værd at overveje, om der er kulturelle eller systemiske faktorer, der afgør, hvilken forælder der er mest udsat, når konfliktniveauet bliver for højt til, at familierne selv kan løse det. Man skal her huske, at ikke alle mennesker oplever det som en hjælp men kan også opfatte det som en potentiel trussel, når myndighederne bliver involveret.

Uanset uenigheden om gyldigheden og anvendeligheden af begrebet, konkluderer Harman og kollegaer efter en omfattende litteraturgennemgang, at forskningen inden for området nu nærmer sig at opfylde kriterierne for et såkaldt modent videnskabeligt forskningsfelt. De peger her på den voksende mængde litteratur primært udgivet efter 2016, et skift til flere kvantitative studier og et stigende antal studier, der gennemfører testning af de teorigenererede hypoteser (Harman, Bernet og Harman 2019). De underliggende dynamikker er dog fortsat ikke klart definerede men anses for at være multifaktorielle (Polak og Saini 2019). Der er herunder uenighed om, hvorvidt begrebet hører hjemme i det diagnostiske eller retslige system. Nogle forskere hævder, at dynamikkerne er patologiske og bør betragtes som en diagnose -og behandlingskrævende lidelse (Bernet., 2010; Bernet og Baker 2013), mens andre har argumenteret for, at disse konflikter bør håndteres alene af retsinstanser (Houchin et al. 2012). Realiteten er, at hvis det ikke lykkes at løse konflikten ved mægling, så ender uenigheder om forældremyndighed og samværsordninger ofte i retten.

Men er retssystemet klædt på til at håndtere disse dynamikker og kan man overhovedet løse familiers alvorlige kriser ved at bruge juraens rammer og muligheder?
Et område præget af så betydelig uenighed og mangel på effektive redskaber kræver en bredere tilgang for at udforske randområderne af vores eksisterende viden i stedet for at gentage det, vi allerede ved. Et sted at starte kunne derfor være at etablere en teoretisk ramme, som kan fungere som fundamentet for videre udforskning.
Her muliggør tilknytningsteorien en indsigt i adfærden hos alle parter i en konflikt. Dette kan bidrage til en dybere forståelse for hensigten bag tilsyneladende uhensigtsmæssig adfærd hos de involverede.

Formål
Fagprofessionelle mangler et fælles ståsted og sprog i forhold til håndtering af højkonfliktskilsmisser. Hypotesen bag denne artikel er, at tilknytningsteorien kan repræsentere dette, da den udgør en forklaringsmodel, som tilgodeser alle parters perspektiv. Der er gennemført samtaler med forældre, der angiver at være udsat for fremmedgørelse, og voksne børn, der betegner sig selv som fremmedgjorte i deres barndom. Trods bestræbelser er det ikke lykkedes at etablere kontakt til en forælder, der udgør den såkaldt fremmedgørende part. Da der derfor mangler denne parts oplevelser, vil artiklen ikke medtage oplysninger fra konkrete sager og skal derfor alene ses som et forsøg på at etablere et fælles ståsted i teorien.

Et bredere perspektiv på en kompleks konflikt
Da tilknytningsteorien blev formuleret, gav den os indsigt i, hvordan små børns adfærd ikke er tilfældig men er et udtryk for tilpasning til deres omsorgspersoners responsivitet og sensitivitet. Vi blev klar over hvordan de udvikler strategier til at opnå opmærksomhed og beskyttelse, når de føler sig i fare. Teorien tilskrives primært John Bowlby og Mary Ainsworth, med senere bidrag fra Mary Main (Ainsworth et al. 1978; Bowlby 1958, 1960b, 1960a). I følge denne har kvaliteten af forholdet mellem et barn og dets primære omsorgsperson betydelig indflydelse på barnets udvikling. Mens Bowlby betragtede tilknytningen som en “alt-eller-intet” proces, identificerede Ainsworth gennem observationer af mor-barn-interaktioner forskellige typer reaktioner hos børn, når de blev udsat for mild stress i form af korte adskillelser fra moderen og mødet med en fremmed. Ainsworth benævnte tre typer tilknytningsmønstre: den trygge tilknytning, utryg-undgående og utryg-ambivalent. Disse mønstre syntes at være bestemt af forskelle i omsorgsgiverens følelsesmæssige tilpasning til og sensitivitet overfor barnets behov. Mary Main observerede senere en gruppe børn med så uforudsigelige reaktioner i fremmedsituationen, at de ikke kunne tildeles en bestemt kategori baseret på deres reaktioner. De syntes ude af stand til at håndtere stress ved at anvende en bestemt strategi til at opnå beskyttelse fra omsorgspersonen og blev beskrevet som værende “desorganiserede” (Main & Hesse., 1990; Main & Solomon., 1990).

Der findes udover dette en betydelig mængde forskning baseret på både observationer af børn og forsøg med dyremodeller, der ligeledes har konkluderet, at spædbørn og dyreunger på grund af deres begrænsede overlevelsesmulighed uden beskyttelse fra mindst én omsorgsperson, må gøre en aktiv indsats (Spitz., 1946a; Seay et al., 1962). De udviser derfor fra start en adfærd som tilpasser sig i stor udstrækning for at opnå en omsorgsgivers beskyttelse (Lorenz., 1935). Mennesker er altså født med et instinkt for overlevelse men ikke med viden om hvordan dette gøres. Denne del kræver indsamling af erfaringer med det givne miljø og vil forme de tryghedssøgende reaktionsmønstre. Det er dermed vigtigt at forstå, at selvom vi ikke nødvendigvis kan se forskellene fra den ene til den anden, vil de være der i form af det, som Bowlby benævnte ”Indre arbejdsmodeller”. Dette er indre mentale repræsentationer af egne kompetencer til at klare modgang og forventning til omgivelserne, herunder om der vil være hjælp at hente i krisetider. Men først når der opstår en belastning, som er stor nok til at aktivere de selvbeskyttende strategier, vil forskellene træder frem. Til gengæld vil adfærden og forskellene nu være så dominerende, at det rationelle sind ikke har ret meget at skulle have sagt længere. Det er menneskeligt at forsøge at handle sig vej ud af det, når tilknytningssystemet melder, at man selv eller ens nærmeste muligvis er i fare. Desværre kan disse indre vurderinger være upræcise eller decideret fejlagtige, men stadig sprede vedvarende og stor utryghed og misforståelser i omgivelserne.

Det centrale spørgsmål må derfor være, om vi tror på der findes forældre der bevidst og aktivt forsøger at skade forholdet mellem den anden forælder og deres fælles børn eller om tilknytningsteorien kan tilbyde en anden og mere plausibel forklaring? Gardner beskrev netop, at der kunne være tale om ubevidste mekanismer. Med dette in mente gennemgås nedenfor de fire perspektiver, der umiddelbart er nærmest kernen i en skilsmisse ramt af højkonflikt.

To forældre, der begge kæmper for egen overlevelse
I litteraturen defineres den fremmedgjorte forælder som den part, der i en konfliktfyldt skilsmisse mister kontakten med sit barn på grund af angiveligt manipulerende adfærd fra den anden forælder. Dette beskrives også som ”samværschikane” og består typisk i at bopælsforælderen nægter at udlevere barnet/børnene til samvær, men er generelt hverken særligt godt beskrevet eller forstået. Et studie undersøgte den fremmedgjorte forælders oplevelse af forældrefremmedgørelse og fremmedgørende adfærd og fandt, at disse forældre oplever en større fysisk såvel som følelsesmæssig afstand til deres børn. De rapporterede desuden om følelsesmæssige, tidsmæssige og økonomiske omkostninger forbundet med involvering af retssystemet og kommunal sagsbehandling, som gjorde det vanskeligt at passe et arbejde. De angav desuden påvirkning af deres mentale sundhed som følge af bekymringer for deres børns velbefindende. Disse forældre anser fremmedgørende adfærd som en form for familievold og føler sig stigmatiserede og dårligt behandlet af systemet (Baker 2016; Poustie et al., 2018; Scharp et al., 2021).

Når det gælder den såkaldte fremmedgørende forælder, er der kun andenhåndsberetninger tilgængelige i litteraturen, hvilket er åbenlyst problematisk, da det kan medføre betydelige bias og uhindret brug af stigmatiserende terminologi (Olesen, 2004). Den manglende førstehåndsviden skyldes sandsynligvis, at forældre sjældent ser deres egne handlinger som et aktivt og bevidst forsøg på at skade forholdet mellem barnet og den anden forælder, men snarere som en nødvendighed. Det er her vigtigt at forstå, at adfærd, der set udefra virker uhensigtsmæssig, kan være et udtryk for, at forælderen reelt oplever situationen som farlig eller truende. Det er dog ikke det samme som at den er det.

Allerede i 1976 identificerede Wallerstein og Kelly i deres forskning på skilsmissefamilier det fænomen, som de betegnede som “patologisk tilpasning”. Dette dækker over barnets tilsyneladende irrationelle afvisning af en forælder, som der tidligere har været et velfungerende forhold til. Adfærden blev betragtet som resultatet af usunde dynamikker i forældre-barn-separationen (Wallerstein & Kelly., 1976). Senere anvendte de udtrykket “patologisk-kaotisk” om den forælder, der afviste den andens ret til samvær, hvilket forståeligt forårsagede kontrovers blandt de fagprofessionelle i forældremyndighedsfeltet (Wallerstein & Kelly., 1980). Begrebet er et eksempel på stærkt stigmatiserende terminologi som ikke længere bruges. Men en mindre oplagt stigmatisering i anvendt terminologi, kan også forårsage stor skade i forhold til igangværende konfliktmægling. For at løse dette bør vi gå aktivt ind i at se bag adfærden og undersøge hvad der ligger til grund for det, som af nogle forældre opleves som et aktivt forsøg på chikane og udelukkelse. I forlængelse af dette gælder således også at en potentielt fremmedgørende forælder ikke nødvendigvis er bevidst om indflydelsen af egen frygt. Dette kan eksempelvis føre til brug af ekstrem kontrol i et forsøg på at regulere følelsen af fare og utryghed. Man kan dermed ubevidst udvise adfærd, der vækker stærk frygt i omgivelserne, herunder hos barnet og de fagprofessionelle.
Der er fremsat hypoteser om årsagerne, herunder at den fremmedgørende forælder kan have træk af forskellige former for personlighedsforstyrrelser samt at der i den gruppe er en øget forekomst af affektive lidelser og selvmordstanker (Roma et al., 2021a; Bernet & Greenhill 2022). Dette giver dog ikke en tilstrækkelig og generaliserbar forklaring på en så kompleks situation og det giver os heller ikke en løsning (Haines, Matthewson &Turnbull. 2020. Tværtimod kan det igen opleves stærkt stigmatiserende at få betvivlet sine hensigter og forældreegnethed på baggrund af disse udsagn, uagtet om de er korrekte eller ej. Dette vil derfor potentielt blot øge utrygheden hos den forælder, der synes at udøve fremmedgørelse, som kan forstærke adfærden. Hvis man mistænker at en forælder udøver samværschikane, bør man derfor huske, at det potentielt kan være et udtryk for uafklarede traumer, og hvis dette ikke bevidstgøres og håndteres, kan det overføres til den næste generation.

Barnet fanget på det mest utrygge sted: I centrum af konflikten
Flere studier har netop vist, at oplevelser af konflikt mellem omsorgspersoner i barndommen kan have omfattende konsekvenser og har potentiale til at blive overført til næste generation. Således har voksne, der angiver at have oplevet forældrefremmedgørelse i barndommen, en generelt højere forekomst af mentale sundhedsproblemer, som inkluderer angstlidelser, traumereaktioner, afhængighed og stofmisbrug samt problemer med mestring i stressede situationer. (Roma et al. 2021b; Miralles et al., 2021; Verrocchio 2016; Verrocchio et al., 2018)).

Herunder er der fundet tegn på intergenerationel overførsel af problemer i forældreskabet og samarbejdet samt øget frekvens af selvmordstanker. De udtrykker oftere følelsen af forvirring i forsøget på at forstå konsekvenserne af at have været udsat for fremmedgørelse (Baker 2010; Verhaar et al. 2022). Da der også er fundet association mellem oplevelse af fremmedgørelse og forskellige former for psykologisk mishandling foreslås det at fremmedgørelse i sig selv skal anses for at være en form for følelsesmæssig misbrug (Baker & Verrocchio, 2015).

I en dansk dokumentar ”Med børnene som våben” følger man forældre, der mener at være udsat for forældrefremmedgørelse og fire voksne, der angiver at have oplevet det i barndommen. En af disse voksne siger: “Jeg gjorde, hvad der skulle til for at holde min mor glad.” Dette illustrerer, hvordan vores tilknytningssystem kan få os til at handle på måder, der skjuler vores indre tilstand for omgivelserne. Man skal her forstå at tilknytningssystemet ikke handler rationelt, men gør hvad der skal til for at ”overleve”. Vi ved, at uforudsigelighed mere generelt set kan få børn til at søge tættere kontakt til en forælder, selv når der er tale om en omsorgsperson, der repræsenterer en form for trussel. Det skyldes, at denne ofte samtidig vil repræsentere den bedste mulighed for overlevelse. Forskningen viser netop, at børn, der udsættes for mishandling, har en tendens til at udvise ambivalens over for den forælder, der er involveret i mishandlingen (Baker 2015; Pollack 2021; Jaffe et al.,2017; Baker et al., 2019). Men ikke ren afvisning, for når et barn frygter for sit liv, handler det ikke med refleksion og logik. Dette er i overensstemmelse med tilknytningsteorien og giver den udfordring, at de fagprofessionelle ikke altid kan regne med, at den adfærd de umiddelbart møder fra barnet, giver et retvisende billede af de faktiske forhold.

Fagpersonen med det tunge ansvar
Det er vigtigt at bemærke, at når der i denne artikel refereres til “den professionelle” eller “fagpersonen”, så dækker det over typisk flere involverede faggrupper med forskellige roller i forhold til opgaven med konfliktløsning. Men når konfliktniveauet når et punkt, hvor begreber som forældrefremmedgørelse bliver taget i brug, er mange andre forsøg på konfliktløsning allerede afprøvet og har fejlet. På dette tidspunkt er vrede og frygt ofte eskaleret til et niveau, hvor både forældrene og børnene har mistet enhver form for ro og kan ikke længere forventes at indtage en rationel og nuanceret holdning til situationen. Det betyder noget for kvaliteten af den information, som videregives til omgivelserne. For den fagperson, der forsøger at få indblik i kernen af konflikten, er dette en svær situation, og det bør derfor overvejes hvordan man kan hjælpe de fagprofessionelle til at styre udenom den faldgrube, hvor de bliver så påvirkede af både overført og direkte frygt, at deres vurderinger bliver uegnede til at løse konflikter. For dem er det en hovedopgave at differentiere mellem en forælder, der udviser samværschikane og en forælder, der beskytter sit barn mod en forælder, der ikke kan varetage omsorgsopgaven. Hertil kommer at de skal forsøge finde frem til årsagen til adfærden, når barnet tilsyneladende nægter at se samværsforælderen. På engelsk er dette differentieret ved at situationer, hvor der er relevante årsager til at der lægges afstand til samværsforælderen beskrives som “parental estrangement”. Dette kan bedst men ikke særlig præcist, oversættes til ”kontaktafvisning”. En undersøgelse af Bernet og kolleger foreslår, at differentieringen mellem fremmedgørelse og kontaktafvisning af andre årsager muligvis kan hjælpes på vej ved at anvende “Parental Acceptance Rejection Questionnaire” (Bernet et al. 2020). Andre har forsøgt at opsætte nogle pejlemærker, der synes at gå igen i sager, hvor der er grund til at overveje mere eller mindre bevidst samværschikane. Disse omfatter, at der tidligere har været tæt forhold mellem barnet og den nu afviste forælder, at der ikke er tegn på at den afviste forælder har udøvet vold eller andre former for mishandling samt at den anden forælder og barnet udviser en adfærd forenelig med det beskrevne om forældrefremmedgørelse (Poustie, Matthewson, and Balmer 2018).

Desværre findes der ikke anerkendte danske begreber og metoder til at foretage denne vigtige differentiering. I stedet anvendes typisk den mere generelle betegnelse “forældreudsathed”. Dette dækker over en bred vifte af forhold, herunder forældre, der føler sig fremmedgjort, og forældre, der forsøger at beskytte sig selv og deres børn mod reel vold. Dertil kommer, at “forældreudsathed” også kan dække over forhold, som ikke involverer konflikter mellem forældrene, men som beskriver faktorer i forældrenes liv, der kan påvirke deres forældreevne. For de professionelle, der arbejder med disse sager, gør den upræcise terminologi og manglende enighed på området det vanskeligt at agere og differentiere mellem de forskellige situationer. Det kan afstedkomme at man vælger det, der umiddelbart virker som det mest sikre. Men reelt ved vi ikke, om det i nogle tilfælde, gør mere skade.

Det skal nævnes at i en konsensusudtalelse fra 2021, underskrevet af en stor gruppe forskere, påpeges det, at forkert anvendelse af tilknytningsteorien i familieretssystemet kan føre til misforståelser og forårsage lige så stor skade som hvis man ikke genkender den. Forskerne er her enige om, at vurderinger af omsorgspersoners adfærd bør være i centrum, men er uenige om, hvordan denne vurdering skal udføres (Forslund et al. 2021). Dette understreger, hvor svært et område dette er og hvor stor en opgave det er, at opretholde objektivitet og rationalitet, når vi arbejder med tilknytningssystemet. Selv når vi besidder stor viden og ikke selv er tæt nok på en konkret sag til at føle os pressede.

Diskussion
At tilknytningsreaktioner ikke kun er begrænset til småbørn, udtrykte Bowlby med ordene: “All humans share the primitive instinct that familiarity means safety”. Man skal med andre ord have forhåndskendskab til en persons livserfaringer for at kunne forstå deres reaktioner, når de er under pres. I håndtering af konfliktfyldte forældremyndighedssager betyder det at man skal overveje potentielt tre lag af udfordringer, som kan gøre det vanskeligt at vurdere de faktiske omstændigheder: børns tryghedssøgende adfærd, forældres mulige ubearbejdede traumer og fagpersoners utilstrækkelige viden om styrken i tilknytningssystemet hos både dem selv og andre. For den fagprofessionelle kan det betyde, at man uforvarende kommer til at lægge mere vægt på de udsagn, som vækker genkendelse, der igen kan føre til fejlslutninger.

Fra et tilknytningsperspektiv kan nøglen være at anerkende, at følelser af fare og frygt kan udløse reaktioner, der slører vores objektivitet. Herunder må en vigtig erkendelse være, at frygten for at overse at et barn udsættes for misrøgt, er større end for at det mister kontakten med den ene forælder.

I håndteringen af konfliktfyldte forældremyndighedssager kan en vej frem være at holde fokus på, at der er mindst fire forskellige perspektiver, som alle kan påvirkes i en retning, der øger utrygheden og dermed mindsker det rationelle overblik. Ovenfor er beskrevet barnets, de to forældres og den fagprofessionelles. Dog er de langt fra lige godt repræsenterede i litteraturen, og der er sjældent studier, der overvejer situationen fra flere perspektiver samtidig. Hertil kommer at selv i forskningssammenhænge, er området præget af konflikt og uenighed. Selvom området er beskrevet som et modent forskningsfelt, er der derfor også en vis erkendelse af, at forældrefremmedgørelse tidligere har været underkendt som dynamik og fortsat er dårligt forstået.

At vi ikke anerkender begrebet ”forældrefremmedgørelse” er ikke det samme som, at følelsen eller oplevelsen ikke findes blandt forældre. Det er derfor vigtigt at overveje hvordan vi kan tale om det på en måde, som ikke forstærker følelsen af utryghed hos forældre og børn. Det er almindeligt anerkendt, at uanset terminologien, så har det alvorlige og langsigtede konsekvenser for de børn, der udsættes for denne type konflikt. Men når nogle forskere har foreslået, at forældrefremmedgørelse skal betragtes som en form for familievold, så anvendes en retorik, der anklager den ene forælder for bevidst at gøre skade på barnet (Harmann 2019). Selvom dette kan forekomme, er det formentlig sjældent og skal selv i sådanne tilfælde opfattes som en form for umoden og traumebaseret overlevelsesstrategi.

I Danmark anvender myndighederne, der arbejder med konfliktfyldte skilsmissesager, ikke begrebet forældrefremmedgørelse, men det har i lang tid været til debat om det skal indskrives i lovgivningen og være en del af familieretshusets ansvarsområde. Det vil af grundene anført ovenfor være problematisk. I stedet kunne et skridt i retning af at få alle parter til at indgå i både forskning og mere konstruktiv konfliktløsning, være at rense vores retorik for de stigmatiserende faldgruber. Det kan som et konkret eksempel være at omdøbe ”den fremmedgørende” forælder til den ”tryghedssøgende” forældre i anerkendelse af de underliggende dynamikker i adfærden.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om forældrefremmedgørelse, men et centralt tema bør være at huske hvordan tilknytningssystemet arbejder i de mentale korridorer for at opnå det ultimative mål: at komme væk fra den oplevede livsfare. Det betyder at alle parter, som er involveret i konflikten, vil gøre hvad der skal til, for at komme hen til et sted, som opleves mere trygt, men som ikke nødvendigvis er det på den lange bane. At se på konfliktfyldte forældremyndighedssager fra forskellige perspektiver og anvende tilknytningsteorien som et overordnet rammeværk kan hjælpe med at forstå kompleksiteten og erkende, at noget kan vi ikke ”se med det blotte øje”. Samtidig bør der være en anerkendelse af, at hver familiesituation er unik, og der er sjældent one-size-fits-all-løsning. Men her må det stadig gælde for alle familier, at utryghed er en fælles risikofaktor, uanset hvor man befinder sig i konflikten. Derfor kræves der en omhyggelig og afbalanceret tilgang for at lette kommunikation og reducere konfliktniveauet mellem alle involverede parter. Et hovedfokus fra de professionelles side bør derfor være at skabe tryghed hos ikke kun de stridende parter men også hos dem selv. Uden tryghed kan udvikling ikke foregå, som i denne sammenhæng betyder, at det næppe vil være muligt at se rationelt på konflikten. En måde at støtte sig selv kunne være ved at anvende strukturerede observationer, der er udviklet til at blotlægge tryghedssøgende adfærd og bruge kollegaer til sparring og validering af det man har observeret. Dette inkluderer også en afgørende erkendelse af, at jo mere usikre og utrygge vi er, jo mere vil de konklusioner, vi drager, være baseret på egne tidligere (ubevidste) erfaringer. Hvis vi som fagpersoner lykkes med at opgive idéen om at vi er objektive og rationelle væsener og i stedet accepterer, kræfterne forbundet med følelsen af utryghed, vil vi i højere grad være i stand til at bevare et åbent sind overfor begge parters oplevelse af konflikten. Det er afgørende at stille det enkle, men alligevel komplekse spørgsmål: “Hvorfor?” når vi forsøger at forstå adfærd, der virker uforståelig.

Man kan desuden overveje om dette særlige felt kunne udgøre en velegnet platform til at udforske, en generel svaghed i forskning, og det er vores store fokus på det vi antager er objektivitet. Tilknytningsteorien viser med al tydelighed, at dette kun er en lille del af det samlede billede, som uden den rette kontekst, kan lede os på afveje. “What you see is what you get” er et populært statement på t-shirts, men måske er det mere sandt, end vi ofte tænker over i vores dagligdag.

Konkluderende bemærkninger
Gennem hele livet vil tilknytningsstrategier guide os i retning af, hvad der synes mest optimalt, når vi står over for en oplevelse af at være i fare. Som forælder strækker disse reaktioner sig ud til at omfatte følelsen af at vores børn er i fare. Det er derfor værd at bemærke, at vi som voksne ikke altid og ofte modsat hvad vi tror, handler rationelt. Uanset om man betragter dynamikken i forældrefremmedgørelse som patologisk eller ej, er det ubestrideligt, at både børn og forældre lider i disse konflikter. Desuden er området fortsat dårligt forstået, hvilket efterlader familier og fagfolk med begrænsede muligheder for at løse konflikten på en konstruktiv måde. Tvivl og usikkerhed bidrager til øget følelse af utryghed, hvilket i sidste ende kan forværre konflikten. Derfor er det nødvendigt at se på mekanismerne i en bredere kontekst for at undgå at overse væsentlige faktorer i et ensidigt fokus på den ene parts oplevelse af konflikten og for stor tillid til egne subjektive vurderinger. Det er værd at huske, at vores reaktioner påvirkes af tidligere erfaringer mere end det, der er umiddelbart foran os. Hvis vi ikke anerkender denne kompleksitet, er vi mere tilbøjelige til at drage fejlagtige konklusioner. Dette gælder både for forældre, børn og fagfolk. Viden er en stor hjælp da det repræsenterer en platform af tryghed, men det er ingen garanti. 

Referencer
Ainsworth, MDS, MC Blehar, E. Waters, and S. Wall. 1978. Patterns of Attachment: A Psychological Study of the Strange Situation. Vol. 52. Hillsdale, N.J.; New York: Lawrence Erlbaum Associates ; Distributed by Halsted Press Division of Wiley.
Amato, Paul R. 2000. “The Consequences of Divorce for Adults and Children.” Journal of Marriage and Family 62(4):1269–87.
Baker, Amy. 2010. “Adult Recall of Parental Alienation in a Community Sample : Prevalence and Associations With Psychological Maltreatment.” Journal of Divorce & Remarriage 51:16–35.
Baker, A. J., & Schneiderman, M. (2015). Bonded to the abuser: how victims make sense of childhood abuse. Rowman & Littlefield.
Baker, Amy, and Douglas Darnall. 2016. “Behaviors and Strategies Employed in Parental Alienation : A Survey of Parental Experiences.” Journal of Divorce & Remarriage 45(1/2):97–124.
Baker, A. J., & Verrocchio, M. C. (2015). Parental bonding and parental alienation as correlates of psychological maltreatment in adults in intact and non-intact families. Journal of child and family studies, 24, 3047-3057.
Baker, Amy J. L., Steven Miller, William Bernet, and Trinae Adebayo. 2019. “The Assessment of the Attitudes and Behaviors about Physically Abused Children : A Survey of Mental Health Professionals.” Journal of Child and Family Studies 28:3401–11.
Bernet, William. 2010. “Parental Alienation , DSM-5 , and ICD-11.” The American Journal of Family Therapy 38:76–187.
Bernet, William, and Amy J. L. Baker. 2013. “ICD-11 : Response to Critics.” J Am Acad Psychiatry Law 41:98–104.
Bernet, William, and Laurence L. Greenhill. 2022. “The Five-Factor Model for the Diagnosis of Parental.” Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry 61(5):591–94.
Bernet, William, Nilgun Gregory, Ronald P. Rohner, and Kathleen M. Reay. 2020. “Measuring the Difference Between Parental Alienation and Parental Estrangement: The PARQ-Gap.” Journal of Forensic Sciences 65(4):1225–34.
Bowlby, J. 1958. “The Nature of the Child’s Tie to His Mother.” Journal of Psychoanalysis 350–73.
Bowlby, John. 1960a. “Grief and Mourning in Infancy and Early Childhood.” Psychoanalytic Study of the Child (15):9–52.
Bowlby, John. 1960b. “Separation Anxiety.” The International Journal of Psycho-Analysis 41:89.
Davidson, Ryan D., Karey L. O’Hara, and Connie J. A. Beck. 2014. “Psychological and Biological Processes in Children Associated with High Conflict Parental Divorce.” Juvenile and Family Court Journal 65(1):29–44.
Forslund, T., Granqvist, P., van IJzendoorn, M. H., Sagi-Schwartz, A., Glaser, D., Steele, M., … & Duschinsky, R. (2022). Attachment goes to court: Child protection and custody issues. Attachment & Human Development, 24(1), 1-52.
Gardner, R. A. (1985). Recent trends in divorce and custody litigation. In Academy forum (Vol. 29, No. 2, pp. 3-7).
Gardner, Richard A. 1999. “Differentiating between Parental Alienation Syndrome and Bona Fide Abuse-Neglect.” American Journal of Family Therapy 27(2):97–107.
Haines, J., M. Matthewson, and M. Turnbull. 2020. Understanding and Managing Parental Alienation: A Guide to Assessment and Intervention. London, UK: Routledge.
Harman, Jennifer J., William Bernet, and Joseph Harman. 2019. “Parental Alienation: The Blossoming of a Field of Study.” Current Directions in Psychological Science 28(2):212–17.
Harman, Jennifer J., Sadie Leder-Elder, and Zeynep Biringen. 2016. “Prevalence of Parental Alienation Drawn from a Representative Poll.” Children and Youth Services Review 66(June):62–66.
Houchin, Timothy M., John Ranseen, Phillip A. K. Hash, and Daniel J. Bartnicki. 2012. “Belongs in the Courtroom , Not in DSM-5.” J Am Acad Psychiatry Law 40(1):127–31.
Jaffe, Alan M., Melanie J. Thakkar, Pascale Piron, Alan M. Jaffe, Melanie J. Thakkar, Pascale Piron, Alan M. Jaffe, Melanie J. Thakkar, and Pascale Piron. 2017. “Denial of Ambivalence as a Hallmark of Parental Alienation Denial of Ambivalence as a Hallmark of Parental Alienation.” Cogent Psychology 33(1):1–15.
Lansford, Jennifer E. 2009. “Parental Divorce and Children ’ s Adjustment.” Perspectives on Psychological Science 4(2):140–52.
Lorenz, K. (1935). Der Kumpan in der Umwelt des Vogels. Der Artgenosse als auslösendes Moment sozialer Verhaltungsweisen [The companion in the bird’s world. The fellow-member of the species as releasing factor of s
Main, Mary, and Erik Hesse. 1990. “Parents’ Unresolved Traumatic Experiences Are Related to Infant Disorganized Attachment Status: Is Frightened and/or Frightening Parental Behavior the Linking Mechanism?” Pp. 161–82 in Attachment in the pre- school years: Theory, research and intervention. University of Chicago Press.
Main, Mary, and Judith Solomon. 1990. “Procedures for Identifying Infants as Disorganized/Disoriented during the Ainsworth Strange Situation.” Pp. 121–60 in Attachment in the preschool years: Theory, research, and intervention, edited by M. T. Greenberg, D. Cicchetti, and E. M. Cummings. University of Chicago Press; US.
Miralles, Paloma, Carmen Godoy, and María D. Hidalgo. 2021. “Long-Term Emotional Consequences of Parental Alienation Exposure in Children of Divorced Parents: A Systematic Review.” Current Psychology (1973).
Mortelmans, Dimitri. 2021. “Causes and Consequences of Family Dissolution in Europe and Post-Divorce Families.” Pp. 232–47 in Research Handbook on the Sociology of the Family.
Olesen, Nancy Williams. 2004. “Is It Abuse, Alienation, and/or Estrangement? A Decision Tree.” Journal of Child Custody 1(3):65–106.
Polak, Shely, and Michael Saini. 2019. “The Complexity of Families Involved in High-Conflict Disputes: A Postseparation Ecological Transactional Framework.” Journal of Divorce and Remarriage 60(2):117–40.
Pollack, D., & Radcliffe, S. (2021). Why some children want to stay with their abusive parents. ATM.
Poustie, Clare, Mandy Matthewson, and Sian Balmer. 2018. “The Forgotten Parent : The Targeted Parent Perspective of Parental Alienation.” Journal of Family Issues 39(12):3298–3323.
Roma, Paolo, Daniela Marchetti, Cristina Mazza, Franco Burla, and Maria Cristina Verrocchio. 2021. “MMPI-2 Profiles of Mothers Engaged in Parental Alienation.” Journal of Family Issues 42(4):722–40.
Roma, Paolo, Daniela Marchetti, Maria Cristina Verrocchio, Cristina Mazza, and Eleonora Ricci. 2021. “A Comparison of MMPI-2 Pro Fi Les Between Parental Alienation Cases and Custody Cases.” Journal of Child and Family Studies 31(5):1196–1206.
Scharp, Kristina M., Russell Hansen, Kyle F. Kubler, and Tiffany R. Wang. 2021. “Making Meaning of Parenting from the Perspective of Alienated Parents.” Personal Relationships 28(1):169–89.
Smyth, Bruce M., and Lawrence J. Moloney. 2019. “Post-Separation Parenting Disputes and the Many Faces of High Conflict: Theory and Research.” Australian and New Zealand Journal of Family Therapy 40(1):74–84.
Seay, B., Hansen, E., & Harlow, H. F. (1962). MOTHER-INFANT SEPARATION IN MONKEYS*. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 3(3–4), 123–132. https://doi.org/10.1111/j.1469-7610.1962.tb02047.x
Spitz, R. A. (1946). Hospitalism: A follow-up report on investigation described in Volume I, 1945. The Psychoanalytic Study of the Child, 2(1), 113–117. https://doi.org/https://doi.org/10.1080/00797308.1946.11823540
Sullivan, M., & Salem, P. (2023). The use of parental alienation constructs by family justice system professionals: A survey of belief systems and practice implications. Family Court Rev. (61), 372-394
Verhaar, Suzanne, Mandy Louise Matthewson, and Caitlin Bentley. 2022. “The Impact of Parental Alienating Behaviours on the Mental Health of Adults Alienated in Childhood.” Children 9(4):1–16.
Verrocchio, Maria Christina, Amy J. L. Baker, and Daniela Marchetti. 2018. “Adult Report of Childhood Exposure to Parental Alienation at Different Developmental Time Periods.” Journal of Family Therapy 40:602–18.
Verrocchio, Maria Cristina. 2016. “Associations between Exposure to Alienating Behaviors , Anxiety , and Depression in an Italian Sample of Adults Associations between Exposure to Alienating Behaviors , Anxiety , and Depression in an Italian Sample of Adults.” Journal of Forensic Sciences 61(3):692–98.
Wallerstein, J. S., & Kelly, J. B. 1980. “Surviving the Breakup: How Children and Parents Cope with Divorce.” in New York Basic books. Academy Forum.
Wallerstein, J. S., and J. B. Kelly. 1976. “The Effects of Parental Divorce: Experiences of the Child in Later Latency.” American Journal of Orthopsychiatry 46(5):256–69.

Kilder

Dansk Psykologisk Forlag: Kognition og pædagogik – relationsbrud (juni 2024)
Link: Klik her  

Se også

Når oplevelsen bliver vigtigere end virkeligheden
Link: Klik her