Tilknytningssystemet - designet til at sikre barnets overlevelse og udvikling
Mere følger
Indholdsfortegnelse
Tilknytningssystemet som forklaringsmodel
Gennem hele livet vil tilknytningsstrategier guide os i retning af, hvad der synes mest optimalt, når vi står over for en oplevelse af at være i fare. Som forælder strækker disse reaktioner sig ud til at omfatte følelsen af at vores børn er i fare. Det er derfor værd at bemærke, at vi som voksne ikke altid og ofte modsat hvad vi tror, handler rationelt. Uanset om man betragter dynamikken i forældrefremmedgørelse som patologisk eller ej, er det ubestrideligt, at både børn og forældre lider i disse konflikter. Desuden er området fortsat dårligt forstået, hvilket efterlader familier og fagfolk med begrænsede muligheder for at løse konflikten på en konstruktiv måde. Tvivl og usikkerhed bidrager til øget følelse af utryghed, hvilket i sidste ende kan forværre konflikten. Derfor er det nødvendigt at se på mekanismerne i en bredere kontekst for at undgå at overse væsentlige faktorer i et ensidigt fokus på den ene parts oplevelse af konflikten og for stor tillid til egne subjektive vurderinger. Det er værd at huske, at vores reaktioner påvirkes af tidligere erfaringer mere end det, der er umiddelbart foran os. Hvis vi ikke anerkender denne kompleksitet, er vi mere tilbøjelige til at drage fejlagtige konklusioner. Dette gælder både for forældre, børn og fagfolk.
Læs mere: Klik her
Derfor bør "forælderfremmedgørelse" ikke skrives ind i lovgivning
Psykiater og forsker: Derfor bør “forælderfremmedgørelse” ikke skrives ind i lovgivning
I en artikel i Dansk Psykologisk Forlag tidsskrift “Kognition og pædagogik” gennemgår psykiater og forsker Pernille Darling “forælderfremmedgørelse” i et tilknytningsteoretisk perspektiv.
“At se på konfliktfyldte forældremyndighedssager fra forskellige perspektiver og anvende tilknytningsteorien som et overordnet rammeværk kan hjælpe med at forstå kompleksiteten og erkende, at noget kan vi ikke ”se med det blotte øje”. Samtidig bør der være en anerkendelse af, at hver familiesituation er unik, og der er sjældent one-size-fits-all-løsning. Men her må det stadig gælde for alle familier, at utryghed er en fælles risikofaktor, uanset hvor man befinder sig i konflikten. Derfor kræves der en omhyggelig og afbalanceret tilgang for at lette kommunikation og reducere konfliktniveauet mellem alle involverede parter. Et hovedfokus fra de professionelles side bør derfor være at skabe tryghed hos ikke kun de stridende parter men også hos dem selv.”
Kommentar: Den belgiske “Dinant-model” kombineret med udgangspunktet at forældrene som udgangspunkt er ligestillede, er et kvalificeret bud på en tilgang, der skaber tryghed. Dette sker parallelt – på flere planer ved at;
– barnet ved at dets tilknytning ikke er truet
– begge forældrene ved at de fremadrettet har en væsentlig rolle i barnets liv
– de fagprofessionelle skal facilitere en proces, hvor de sammen med forældrene skabe rammerne for ovenfor nævnte
– de fagprofessionelle er bevidste om at de “har tabt” hvis de ikke lykkes hermed; påtvungne skæve samværsordninger og fratagelse af forældremyndighed vidner om at man ikke er lykkedes, hvis sagen ellers ikke rummer elementer af strafferetslig karakter eller væsentlige personlighedsforstyrrende træk.
“I håndtering af konfliktfyldte forældremyndighedssager betyder det at man skal overveje potentielt tre lag af udfordringer, som kan gøre det vanskeligt at vurdere de faktiske omstændigheder: børns tryghedssøgende adfærd, forældres mulige ubearbejdede traumer og fagpersoners utilstrækkelige viden om styrken i tilknytningssystemet hos både dem selv og andre.
For den fagprofessionelle kan det betyde, at man uforvarende kommer til at lægge mere vægt på de udsagn, som vækker genkendelse, der igen kan føre til fejlslutninger.
Fra et tilknytningsperspektiv kan nøglen være at anerkende, at følelser af fare og frygt kan udløse reaktioner, der slører vores objektivitet. Herunder må en vigtig erkendelse være, at frygten for at overse at et barn udsættes for misrøgt, er større end for at det mister kontakten med den ene forælder.”
At indskrive “forældrefremmedgørelse” i lovgivning vil være endnu et skridt i den forkerte retning. I stedet for at anvende en retorik, der anklager den ene forælder for bevidst at gøre skade på barnet, er det nødvendigt med en tilgang der skaber tryghed, og lader de sager, hvor der reelt forekommer overgreb af strafferetlig karakter stå tydeligt frem.
Forældre ser sjældent deres egne handlinger som et aktivt og bevidst forsøg på at skade forholdet mellem barnet og den anden forælder, men snarere som en nødvendighed.
Det er her vigtigt at forstå, at adfærd, der set udefra virker uhensigtsmæssig, kan være et udtryk for, at forælderen reelt oplever situationen som farlig eller truende. Det er dog ikke det samme som at den er det.”
Kommentar: Det danske familieretslige system er forankret i en juridisk tilgang, hvor den psykologfaglige indsigt har ualmindeligt ringe kår. Fraværet af “efterværn” hvor man arbejder med alle familiens parter efter en afgørelse med henblik på at sikre alle den tryghed, der er nødvendig for positiv udvikling.
Paradigmeskift påkrævet – et politisk ansvar
Det er nødvendigt med et paradigmeskifte, hvor det ikke er nuværende system der endnu engang gives mulighed for at genopfinde sig selv, eller VIVE (SFI) der med en sociologisk tilgang anlægger betragtninger om hvorledes et kommende familieretligt system bør indrettes – slet ikke når de samme VIVE personer er dybt involveret på voldsområdet på en vis, der indikerer at tilgangen er “overfølsom” og ikke tilstrækkeligt nuanceret, hvilket nuværende “visiteringsproces ” eksemplificerer. En fordobling af §§ 6 og 7 sager efter implementering af familieretsreformen parallelt med et fald på over 20% i skilsmisser tydeliggør at et paradigmeskift er påkrævet.
Spørgsmålet er om de politikere, der umiddelbart forventes at kunne varetage området og derfor kan iværksætte et sådant paradigmeskift, selv er forudindtagede i en grad hvor de ikke ser sammenhængene, men trigges af egne erfaringer og ideologiske tilgange?
Kilder:
Dansk Psykologisk Forlag: Kognition og pædagogik
Link: Klik her
Confirmation bias
Link: Klik her
"Vold" mod børn: En politisk snubletråd
“Vold” mod børn: En politisk snubletråd
I et opslag kommenterer børne- & ungepsykiater Pernille Darling reaktioner på en artikel, hun sammen med professor i Børnepsykiatri Per Hove Thomsen havde fået bragt i Politiken, hvor overskriften afstedkom en række uhensigtsmæssige reaktioner.
Reaktionerne var fuldt ud sammenlignelige med hvad der ses, når trigger-ordet “vold” bliver bragt i spil.
Ofte ses at det er personer involveret i ngo arbejde enten har egne konkrete oplevelser eller fra deres nærmeste indenfor fokusområdet. På nært hold har de oplevet både den umiddelbare negative konsekvens men også eftervirkningerne, både for den udsattes vedkommende men også for dennes nære. Man har ofte engageret sig med henblik på at forebygge eller rette op på uretfærdigheden, hvilket er fuldt ud forståeligt.
Derved opstår der også risici for at sådanne organisationer/personer reagerer på ikke reelle farer, herunder forsøger at beskytte i en grad, der er problematisk.
Dette forhold koblet sammen med et andet opslag på LinkedIn hvor Illa Westrup Stephensen fra Ebbefos Fonden refererer fra et seminar om stigende mistrivsel blandt unge. Her bidrog Zach Rausch fra NYU Stern School of Business med nyeste viden om baggrunden for stigende mistrivsel i et internationalt perspektiv. Hans bud på en hovedårsag til stigning i mistrivsel fra 1990erne mod 2010erne er …. overbeskyttende forældre(!)
Dette skal mest ses som en opfordring til at man på politisk niveau er skarpe på hvorledes man tilgår “vold” på det familieretlige område.
Etableringen af Familieretshuset, konfliktskabende/eskalerende visiteringsproces og omstændige udredningsforløb, overinvolvering af børn kombineret med utilstrækkelig grad af faglighed synes at være et udtryk for at man er gået for langt – alt for langt – uagtet at hensigten måske har været den bedste.
Systemet skal styrke de udsatte børns sociale bånd – både til forældre og professionelle – ikke svække dem som nu.
For helhedens skyld:
Pernille Darling skrev i sin kommentar: “For nogle betyder overskriften mindre og for andre rammer den ind i de snubletråde, som et utrygt tilknytningssystem sender ud for at holde styr på hvor der er fare på færde. Jeg diskuterede det faktisk lidt med den ene journalist, som jeg oplevede, var nysgerrig og respektfuld – at man skal træde varsomt blandt mennesker, der har kæmpet (for) længe.
De reagerer på oplevet fare lige så meget som på reel fare.
Hvis man husker det, kan man meget bedre se at det jeg kaldte for ”negative reaktioner”, i virkeligheden er mennesker, der straks går i kamp for de mennesker, som de oplever bliver stigmatiserede yderligere af overskriften. Det er jo egentlig fint men ikke nødvendigvis hjælpsomt. Det er til gengæld hjælpsomt, hvis alle dem som ikke oplevede at overskriften ramte ind i deres personlige snubletråde (for vi har dem alle sammen) kan bevare roen og formidle det budskab, der egentlig er i artiklen: vi skal skelne mellem anderledeshed og psykisk sygdom og vi skal vide, at mennesker med anderledes hjerner, er i højere risiko for at udvikle psykisk sygdom.”
Læring til det politiske niveau
Bevar roen og overblikket – alt imens ngo’ere med flere advokerer for nationale handlingsplaner mod vold mod børn, der involverer faggrupper uden tilstrækkelig forudsætninger.
Gør også gerne som i Belgien – undlad kønsfokuserede handlingsplaner og indretning lovgivning ud fra en kønsneutral tilgang.
Ligestil forældrene som udgangspunkt – det reducere partnervold og partnerdrab med over 50% i Spanien.
Husk at afbrydelse af samvær såvel som ufrivillige skæve samværsordninger er at betragte som vold udøvet mod barnets overlevelsessystem; tilknytningssystemet.
Det er ikke gratis for barnet når velmenende vil skabe “ro om barnet”. Risikoen er at barnet internaliserer uroen – en forhøjet emotionel stresstilstand, hvis skadesvirkning rækker langt ind i voksenlivet der kommer til udtryk i form af mistrivsel og reduceret livskvalitet.
Et eksempel:
I et interview med Reporterne fortæller Amanda om et svigt fra systemet, der hviler på falske beskyldninger, uden at hun blev hørt.
Link: Klik her
When attachment goes to court
I 2021 sammenfattede 70 internationale forskere rapporten “When attachment goes to court: Child protection and custody issues” som gik i rette med mange landes familieretslige praksis, herunder manglen på indsigt i tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Man adresserede fire hovedproblemer og otte konkrete anbefalinger til det familieretslige system, som det danske familieretslige system straks burde tage sig.
Link: Klik her
Forskerne bag rapporten kommer fra følgende lande:
Tyskland, Israel, Sverige, USA, Canada, UK, Nederlands, Italien, Spanien, Chile, Singapore, Kina, Polen, Kenya, ,Gambia, Portugal, Mexico, Frankrig, Australien, Japan
Principper
Princip 1: Et barn har brug for at opleve “sikker havn” fra særlige, velkendte og ikke-misbrugende omsorgspersoner.
To overvejelser er centrale:
a) Begrænset kontakt med en omsorgsperson gør det sværere for et barn at danne, styrke og vedligeholde forventninger til denne omsorgspersons tilgængelighed i tider med behov.
b) Næsten al ikke-misbrugende og ikke-forsømmende familiebaseret pleje vil sandsynligvis være bedre end institutionspleje (s. 25).
Princip 2: Sikker, kontinuerlig, “god nok” omsorg er i barnets bedste interesse, og omsorgspersoner bør hjælpes til at yde den.
Princip 3: Oprethold et barns eksisterende sikre havn, hvis de ikke udgør en trussel.
En beslutning om at bevare et barns eksisterende sikre havn giver ikke en plan for tildeling af tid i fælles omsorgsordninger. Tiden skal være tilstrækkelig til, at tilknytningsrelationer kan udvikles og vedligeholdes (s. 28).
Dette princip kan også gælde for plejefamilier, hvor relationer til biologiske forældre kan opretholdes under pleje. Tilsvarende kan relationer til plejefamilier opretholdes efter plejefamilien (s. 29).
Otte specifikke råd til det familieretslige system
1. Sæt ikke lighedstegn mellem tilknytningskvalitet og omsorgspersonens følsomhed.
2. Sæt ikke lighedstegn mellem tilknytningskvalitet og relationskvalitet.
3. Fortolk ikke børns engangsadfærd som pålideligt indikerer tilknytningskvalitet.
4. The Tender Years Doctrine er forkert.
5. Overnatning med en anden forælder er ikke i sig selv skadelig for børn.
6. At adressere og reducere konflikter er nøglen.
7. Sikre, at fagfolk i familieretten er tilstrækkeligt uddannet i tilknytningsvurdering.
8. Tag beviser direkte fra eksperter, ikke via repræsenterende parter.
UK version:
1. Do not equate attachment quality with caregiver sensitivity.
2. Do not equate attachment quality with relationship quality.
3. Do not interpret one-off behaviors of children as reliably indicating attachment quality.
4. The Tender Years Doctrine is wrong.
5. Overnight care with a second parent is not inherently harmful for children.
6. Addressing and reducing conflict is key.
7. Ensure that family court professionals are adequately trained in attachment assessment.
8. Take evidence directly from experts, not via representing parties.
Neuro-forskning
Omfattende forskning i stressens biologi viser, at sund udvikling kan afspores af overdreven eller langvarig aktivering af stressreaktionssystemer i kroppen og hjernen, med skadelige effekter på indlæring, adfærd og sundhed gennem hele levetiden.
Alligevel adresserer eller afspejler politikker, der påvirker børn, generelt ikke bevidstheden om, i hvilken grad meget tidlig eksponering for stressende oplevelser og miljøer kan påvirke hjernens arkitektur, kroppens stressresponssystemer og en lang række sundhedsmæssige udfald senere i livet.
Toksisk stress er resultatet af at barnets tilknytningssystem sættes på overarbejde. Skadespåvirkningen er tilsvarende som hvad ses ved vold, overgreb og misrøgt.
Link, toksisk stress: Klik her
Link, hjerneforskning: Klik her
Andre eksempler
Der er udført en lang række af analyser og undersøgelser relateret til tilknytningssystem, der eksemplificerer hvorledes dette ‘overlevelsessystem’ fungerer og betydningen her
Bombardementet af London
Under 2. verdenskrig valgte man at flytte mange børn ud af London med henblik på at beskytte dem mod tyske bombardementer. Uden forældreledsagelse (men med tilladelse) blev de flyttet ud på landet.
Efter krigens afslutning udførte man en undersøgelse, hvor man sammenholdt denne gruppe, med en gruppe at børn af børn som som forblev i London sammen med deres forældre/forælder.
Det viste sig, at de børn der forblev i London sammen med deres forældre over tid klarede sig bedre målt på en række parametre.
Trods studiets svagheder fandt man tydelige indikationer på at oplevelsen af evakuering var forbundet med langvarig psykisk sårbarhed grundet usikker tilknytning. Usikker tilknytning indebærer oftest af man som voksen har svært ved at forstå egne følelser og andres følelser, hvilket begrænser evnen til at opretholde og vedligeholde stabile relationer.
Link, studie: Klik her
Strange Situation Experiment:
Et pioner eksperiment, hvis formål var at afdække varianter af tilknytning mellem barn og mor.
Eksperimentet blev udført i en tid hvor opfattelsen var at mor per definition var et barn (eneste) primære omsorgsperson, som barnet knyttede sig tæt til. At det forholdt sig sådan skyldtes i højere grad kulturelle forhold i det mødre i langt større grad var hjemmegående på hel eller halv tid. Senere forskning har vist, at barnet har kapacitet til at knytte sig tæt til multiple omsorgspersoner, hvis der gives tid og ro samt regelmæssighed hertil samt omsorgsperson udviser behørig interesse for barnet.
Link: Klik her
Senere forskning har også vist at mødre og på fædre på forskellig vis bidrager til barnet udvikling og omsorg.
Link til eksempel herpå: Klik her