Initiativer man fra politisk hold skal styre uden om
Politisk kunne man måske fristes til nemt tilgængelige løsninger på kapacitetsmæssige udfordringer. Men det vil være på bekostning af børn og forældre. Det følgende er eksempler på tilgange, der ikke bør finde politisk lydhørhed og derfor skal undgås.
Bisiddere uden fagprofessionel baggrund
Børn har krav på at deres forældre i mødet med det familieretslige system støttes og vejledes af fagprofessionelle – frem for velmenende frivillige, hvis erfaringsbase er utilstrækkeligt og samtidig kan være farvet af erfaringer fra sager indenfor privatsfæren.
Børne-bisiddere - minimer anvendelsen heraf
Anvendelse af bisidderordninger for børn i det familieretslige system skal begrænses til sager, hvis opstart sker i kommunalt regi. Børne-bisidderens rolle skal afgrænses til at være af støttende karakter, hvis primære funktion handler om skabe en indledende tryghed hos barnet og efter en retslig afgørelse fortsat varetage en primært tryghedsskabende rolle defineret af forældrekoordinatoren.
Rollen kan også omfatte at ledsage barnet til og fra overvågede samvær, eventuelt en passiv men tryghedsskabende rolle under dette.
Brug af lægdommere
Overvejelse om brug af lægdommere i det familieretslige system (som fx. i England) for at øge kapaciteten vil sænke kvaliteten og øge tilfældighedernes råderum. Det vil endvidere være uforeneligt med tilgangen “En familie – en sag – en dommer” .
Voldskvalificering foretaget af lægmand
Uanset om der er tale om kvalificering af vold mod børn eller voksne, skal kvalificering ske af fagprofessionelle, hvis hovederhverv er dette domæne.
At Socialstyrelsen har tilbudt / tilbyder at “uddanne” lægmand i voldskvalificering / risiko-vurdering i form af korte kurser, endda uden at kortlægge kursisternes personlige baggrund, motivation og erfaringer, er et retssikkerhedsmæssigt problem – både for de børn der berøres heraf men også de personer, der udsættes herfor.
Det er desværre set at sådanne kurser udbudt til lægmand omfatter uddannelse i værktøjer, der forudsætter adgang til journaler som kun politi eller sundhedsvæsnet har adgang til.