Afbrudte kontakter
I fraværet af udførlig statik og studier på området er det nødvendigt at finde indikatorer, der kan give en fornemmelse af problemets omfang og mulige årsager hertil.
Indholdsfortegnelse
Hvor mange er "få sager"
Skøn:
Der har været mange nævnt mange tal igennem årene, når man har forsøgt at kvantificere, hvor mange børn der årligt mister kontakt som følge af afgørelser i det familieretslige system – hvor barnet som følge heraf gøres fremmed for den anden forælder.
– 350 børn blev nævnt i 2022 ifm. TV2 dokumentarserien “Med børnene som våben” sendt april 2022
– 500 børn blev opgjort af Statsforvaltningen i 2014
– 1.200-1.300 børn blev anslået i artikel i 2014 af tidl. ansat i Statsforvaltningen (udtrykt som 1. ud af 10 sager)
– flere end 2.000 børn hvis man tager udgangspunkt i kilde anvendt af Børnerådet i høringssvar.
Et skøn på 1.250 børn om året synes at placere sig midt i feltet af bud.
Beregning:
Hvis man tager udgangspunkt i;
a) den voldsomme stigning på 80% i § 7 sager som konsekvens af familieretsreformen,
b) den praksis der aktuelt synes at lægge til grund i stigning af afbrudte samvær som følge af (midlertidige) afgørelser på 39% #8,
c) antallet af børn der i 2014 fik afbrudt samvær som følge af samværschikane / “forældrefremmedgørelse” (500 børn jf. Statsforvaltningen),
da vil det svare til at 1.251 børn på årsbasis får afbrudt kontakt som følge af samværschikane / “forældrefremmedgørelse”.
Estimatet at ca. 1.250 børn aktuelt på årsbasis mister kontakt som følge af samværschikane / “forældrefremmedgørelse” synes realistisk.
Hverken Socialministeriet eller Familieretshuset kan oplyse statistikker, der kan bruges til at fastslå omfang. Men Socialministeriet kan i kommentarer til lovudkastet oplyse at det drejer sig om “få sager”.
#8 I VIVE rapporten “Fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven. Før og efter den familieretlige reform i 2019″ oplyses at omfanget af sager hvor barnet ikke har haft samvær med samværsforælderen, er steget med 39% (side 79). Af VIVE omtales stigningen som “lidt flere”. Det forklares med “stigningen kan muligvis være en konsekvens af en øget tilbøjelighed til at træffe (eventuelt midlertidige) afgørelser om samværsophør for at tilgodese barnets behov i sager, hvor der er et højt konfliktniveau.”
Estimat: 36.000 børn aktuelt fremmedgjort
Delebarnets Vilkårs estimat
Estimatet inddrager en en kombination af data fra bl.a. Danmarks Statistik / Statistikbanken og en række internationale studier.
Beregning 1
Hvis 1.250 børn årligt som følge af familieretslige afgørelser får afbrudt kontakten til en forælder vil det svare til 22.500 børn i alderen 0-17 år. En andel af disse reetablerer kontakten i løbet opvæksten, hvoraf en andel samtidig bryder relationen til den oprindelige bopælsforælder. Det anslås at andelen der reetablerer og fastholder kontakt til begge forældre efterfølgende under opvæksten udgør 10%.
På årsbasis behandler det familieretslige system ca. 12.500 § 7 sager (røde).
– hvis hver sag vedrører et barn, da svarer det et 1.250 sager om året (10%) som resulterer i afbrydelse af samvær
– hvis hver sag i gennemsnit vedrører 1,25 børn da svarer det 1.000 sager om året (8,0%) som resulterer i afbrydelse af samvær
– hvis hver sag i gennemsnit vedrører 1,50 børn da svarer det 833 sager om året (6,7%).som resulterer i afbrydelse af samvær
Beregning nr. 2
Hertil kommer børn, der efterfølgende afgørelse eller frivillig aftale, senere ufrivilligt oplever at kontakten afbrydes. Beregningen tager udgangspunkt i tysk studie #3, hvor man fandt at risikoen for kontakttab korrelerede med samværsordningens omfang.
Andelen af skilsmissebørn i skæve ordninger udgør ca. 43% jf. VIVE #2 af 218.597 skilsmissebørn #1 svarende til 93.997 børn (2021)
– 9/5 ordninger; 30% af 93.997 børn med 15% risiko for afbrydelse af kontakt => 4.229 børn der årligt mister kontakt
– 10/4 ordninger; 20% af 93.997 børn med 20% risiko for afbrydelse af kontakt => 3.760 børn der årligt mister kontakt
– 11/3 ordninger; 20% af 93.997 børn med 30% risiko for afbrydelse af kontakt => 5.640 børn der årligt mister kontakt
– 12/2 ordninger; 20% af 93.997 børn med 40% risiko for afbrydelse af kontakt = >7.520 børn der årligt mister kontakt
– øvrige ordninger; 10% af 93.997 børn med 50% risiko for afbrydelse af kontakt => 4.700 børn der årligt mister kontakt
I alt 25.849 børn der mister kontakt ifm. skævvredne ordninger
Andel af skilsmissebørn i ligeværdige ordninger udgør ca. 41% jf. VIVE #2 af 218.597 skilsmissebørn svarende til 89.625 børn, hvoraf 10% jf. samme tysk studie #2 estimeredes at miste kontakt til den ene forælder = 8.963
Forældrefremmedgjorte børn:
– 20.250; ifm. familieretslig afgørelse
– 25.849; i forbindelse med skævvredne ordninger
– 8.963; fra ligeværdige ordninger (bl.a. grundet dødsfald, anbringelse)
I alt 55.062
Korrektion for ikke- forældrefremmedgjorte børn, men af andre årsager uden kontakt til den ene forælder:
– 10.800; dødsfald #4 (højt sat, da dødsfald også indgår beregning vedr. ligeværdige samværsordninger)
– ………… anbringelser (11.400), medtages ikke idet tallet indgår i beregning 2 #5
– 6.600; enlig forælder, fertilittsbehandling (estimat, omfanget at fertilitetsbehandling har udviklet sig i perioden 2004-2021) #6
– 2.667; ukendt far (1,22%) #7
I alt 20.067
Beregning 3
55.062 fremmedgjorte børn fratrukket 20.067 børn der ikke har haft eller har tabt kontakt af andre årsager = 34.995 børn der aktuelt er gjort fremmed for den ene forælder og dennes gren af familien. Omfanget kunne være højere, hvis man fx. anvendte Foreningens Fars statistik over fordelingen af samværsafgørelser ifm. beregning 2. Det kunne også være højere hvis man i beregning 1 anvender studie som Børnerådet henviser til i høringssvar.
Skønnet rummer i sagens natur en lang række af usikkerheder og har derfor alene til formål at medvirke til at kvantificere problemets omfang. Det er ikke afgørende hvorvidt det er 25.000 eller 45.000 børn, der ikke har kontakt som følge af fremmedgørende adfærd. Det afgørende er, at det ikke drejer sig om “få sager”!
Der er ingen tal på i hvor mange sager at en forælder er flyttet ud af barnets nærområde med barnet og udøvet “flyttechikane” med forsæt, eller hvor ofte en forælder er flyttet ud ar barnets nærområde for at at starte et nyt samliv op eller med en arbejdsmæssig begrundelse, som har vanskeliggjort samvær/kontakt. Der er heller ingen tal på omfanget af sager, hvor den ene forælder har trukket sig (af hensyn til barnet) grundet voldsom modstand fra den anden forælders side i form af ensidig chikane og/eller involvering af barnet.
Der er heller ingen data på hvor mange af de ca. 11.400 anbragte børn, der har været igennem forløb hvor først den ene forælder er blevet frataget del i forældremyndighed, og ingen eller meget begrænset samværstid fået (og derefter opgivet), for senere at erfare at barnet er blevet anbragt trods omfattende støtte til bopælsforælder.
Der synes at være anledning til at antage, at det i den nedenfor omtalte artikel anvendte skøn ikke er urealistisk. Det ville naturligvis være meget mere interessant, hvis Folketinget havde valgt at følge udviklingen gennem sikring af nationale undersøgelser og statistikker. Derved vil man eksempelvis også kunne følge med i lovgivningsmæssige effekter. Men det har man undladt.
#1 Kilde: Statistikbanken – klik her
#2 Kilde: VIVE – klik her
#3 Kilde: KiMiss – klik her
#4: Kilde: Danmarks Statistik – Klik her
#5: Kilde: Danmarks Statistik – klik her
#6: Kilde: Artikel – klik her
#7: Kilde: Etik.dk – klik her
Skøn: 37.000 børn aktuelt fremmedgjort
I avisartikel bragt i Randers Amtsavis 13.4.2023 blev angivet et skøn på at 130.000 børn, forældre og bedsteforældre i 2021 var gjort fremmede for hinanden.
I artiklen skønnes at andelen af børn, der er gjort fremmed i forhold til en forælder og bedsteforældre, til at udgøre 37.000.
Hvornår i forløbet sker forældrefremmedgørende adfærd? Før, under eller bruddet?
Norsk undersøgelse (2023) med ca. 1.200 respondenter fandt at forældrefremmedgørende adfærd var stort set ligeligt fordelt på de tre faser – før, under og efter bruddet.
I beregningen af omfanget af fremmedgjorte herover kommer det til udtryk ved at beregning 1 omfatter “før/under” mens beregning 2 omfatter “efter”.
Tysk studie (2016) fandt at risikoen for kontaktbrud udviklede sig proportionalt med samværsordningens indretning (efter bruddet)
– fra 10% risiko ved 50/50 ordninger
– til 50% risiko ved 16/84 ordninger
Svensk vignette-studie (2024) fandt man at juristerne i den svenske pendant til Familieretshuset, 5 gange oftere ville træffe afgørelse om at give mødre del i samvær end fædre, trods at begge forældre i case-materialet var fremstillet på en vis, hvor de fremstod præcis lige svage.
Dansk undersøgelse (2004) viste at bopælsforælderen begrundede den manglende kontakt mellem samværsforælder og barn med
– 17% det løb ud i sandet
– 42% den anden forælder ønskede ikke kontakt
– 17% den anden forælder havde ikke samværsret (årsag ukendt)
– 24% der anføres ingen grund
94% af respondenterne var mødre. Alle respondenter var bopælsforælder.
– Undersøgelsens forfatter konkluderede at den hyppigste årsag til at samvær stopper er at samværsforælderen ikke ønsker samvær.
Forfatteren gjorde sig dog ikke den ulejlighed at krydschecke med samværsforælderen; var det også samværsforælderen opfattelse?
– Reelt kunne det være at samværsforælderen på forskellig vis oplevede at være blevet presset ud af barnets liv i et betydeligt omfang.
– Forfatteren konstaterede at bopælsforælderen / forældremyndighedshaveren ofte er startet i nyt samlivsforhold, hvor erstatningsforælderen udviser engagement ifht. barnet. Hvad forfatteren undlod at medtage, var hyppigheden for nye familie-konstallationer indgås og varigheden heraf. Når barnet for fjerde gang skal tage imod en ny erstatningsforælder, flytte og/eller forholde sig til nye bonussøskende, da er billedet et helt andet en det forfatteren tegner.
– Det biologiske bånd tillægges af forfatteren således ingen særlig værdi.
Forfatterens baggrund var en ph.d. i sociologi.
Forfatteren var Mai Heide Ottosen.
Undersøgelsen var SFI: Samvær og børns trivsel (2004) – der heller ikke været udsat for peer review.
Link: Klik her
For en del af det kildemateriale forfatteren inddrager i sine undersøgelser, viser det sig at man også her alene spørger en af forældrene; oftest mor, oftest bopælsforælder.
I pressemeddelelse fra Center for Familieudvikling udsendt i april 2022 i anledning af “Med børnene for våben” anslår man at op imod 3.000 børn hvert år fortsat lever i vedvarende konflikter efter familieretssystemets mellemkomst. Det er ikke urimeligt at antage at en væsentlig andel af disse ender ud i “forældrefremmedgørelse” og / eller nye sager som følge af samværschikane med mere.
Andre børn mister kontakten fordi samværsordningens konstruktion er uhensigtsmæssig. Kontaktomfanget er utilstrækkeligt, den ene part kan obstruere samvær ved at flytte bort, melde ferie i samværsforælderens forældretid, udnytte manglende fuldbyrdelsesklausul så erstatningssamvær ikke kan kræves, på passiv-agressiv vis undlade at understøtte barnets samvær med mere. Der er alt for mange veje til Rom. Og omvendt kan samværsforælderen være ustabil, ikke opleve at have tilstrækkelig ansvar/være sekundær, skulle underlægge sig den anden forælder og derfor trække sig.
Kønsfordeling
Ofte ses debatter om emnet at få et kønnet fokus.
Norsk undersøgelse om samværschikane/forældrefremmedgørelse viser at mødre også udsættes for samværschikane/forældrefremmedgørelse i et ikke udebetydeligt omfang.
Men også at markant flere fædre oplever sig udsat herfor.
Forholdet kan skyldes at
– hvis udgangspunktet for samværsordningen er skæv, da er forudsætningerne for at få “succes” med udøvelse af samværschikane/forældrefremmedgørelse langt bedre, end ved 50/50 ordninger. Dette eksemplificeret ved at tysk studie (2016) fandt at risikoen for kontaktbrud udviklede sig proportionalt med samværsordningens indretning fra 10% risiko ved 50/50 ordninger for afbrydelse af kontakt til 50% risiko ved 16/84 ordninger. I Danmark er 86% af samværsforrældre fædre, der oftest har betydeligt mindre samvær og derfor kan være mere eksponeret.
– et svensk studie (2024) fandt at 5 gange flere mødre fik del i forældremyndighed/samvær end fædre, trods at case-materialet var udformet på en vis, hvor det lige så ofte var mor som far, der var beskrevet som som “svag”.
– frem til 2022 fremgik det af Familieretshusets samværsguide at barnet havde en person som “gennemgribende omsorgsperson” (mor)
– af dansk undersøgelse fremgik det, at fædre i samværssager blev bedømt på deres evne til at bekrive barnet (fx. ifm. mentalisering) ud fra sprogbrug – fagaktørerne (kvinder) bedømte dem (fædre) på brugen af termer / begreber / følelser, som reelt var fagaktørernes egen spidskompetence, frem for at fokusere på samspillet mellem barn og forælder.
Her skal man måske også erindre, at på en lang række områder falder det ikke danske myndigheder naturligt at inddrage fædre som ligeværdige informanter – uanset om det drejer sig om undersøgelser, sagsoplysning i kommunen eller fx. VIVEs børneforløbsundersøgelser. Det er også en tilgang man ses i mange internationale undersøgelser, hvor man kun beder mødrene vurdere. Sådanne undersøgelser indgår også som kildemateriale i danske analyser og rapporter. Læs mere: Klik her
Der er mange plausible forklaringer på at fædre oftere oplever sig ramt som følge af afbrydelse af kontakt, men det ændrer ikke ved at også et betydeligt antal mødre deler dette skæbnefællesskab.
Det skønnes i beregning 1 at ca. 1.250 børn årligt mister kontakt om konsekvens af langtrukne forløb og utilstrækkelig myndighedsudøvelse. Få reetablerer og fastholder senere kontakten til begge forældre under opvæksten.
Det skønnes i beregning 2 at ca. 1.436 børn årligt mister kontakt som følge af samværsordningernes indretning, fortsat uløste problemstillinger, iboende problemer med rettigheder/privilegier forbundet med begreberne bopæls- og samværsforælder.
Af mørketal er omfanget af børn der a) bliver udsat for forhold af strafferetslig karakter, v) at den ene forælder efter grundige psykologfaglige undersøgelser viser sig at have helt utilstrækkelige forældreevner, v) forældre som afviser al form for kontakt med barnet d) forældre der har behov for eller er i behandlingstilbud, men hvis tilstand er for ustabil til kontakt.
En hensigtsmæssig indretning af det familieretslige system vil komme børnene i beregning 1 og delmængde af beregning 2 til gavn.
En hensigtsmæssig indretning af forældreansvarsloven (og vejledning hertil) sammen med en afpolitisering af børn som objekt for særrettigheder og privilegier vil komme en delmængde af børnene omfattet af beregning 2 til gavn.
Fælles for begge køn er at omfanget vil kunne nedbringes! For de ramte børn er kønsperspektivet ikke væsentligt.