Afgørelser truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller Højesteret

Citat fra lovudkast:

“3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

Det følger af artikel 8, stk. 1, i EMRK, at enhver har ret til respekt for bl.a. sit privatliv og familieliv. Beskyttelsen efter denne bestemmelse er imidlertid ikke absolut. Det følger således af bestemmelsens stk. 2, at ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

Bestemmelsen i EMRK artikel 8 om retten til respekt for bl.a. familieliv omfatter efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen) ret til at have kontakt med et barn, som man ikke bor sammen med.

Domstolen har i flere familieretlige sager udtalt, at artikel 8 kræver, at de nationale myndigheder i den enkelte sag skal finde en rimelig balance mellem barnets og forældrenes interesser, og at der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste, f.eks. i sagerne Bronda mod Italien, dom af 9. juni 1998, præmis 62, og Sahin mod Tyskland, dom af 8. juli 2003, præmis 66.

Domstolen inddrager børnekonventionen ved fortolkningen af barnets bedste. Efter Domstolens praksis har staterne som udgangspunkt en bred skønsmargin ved afgørelser om forældremyndighed. Denne skønsmargin indskrænkes ved vurderingen af, om det er nødvendigt at begrænse eller afskære kontakten mellem et barn og dets forældre. Det samme gør sig gældende ved vurderingen af overholdelse af retssikkerhedsgarantier, der har til formål at sikre respekten for forældrenes og barnets ret til familieliv. Der henvises til Domstolens dom af 8. juli 2003 i sagen Sahin mod Tyskland, pr. 65. Ved indgribende begrænsninger i retten til familieliv påser Domstolen, at afgørelsen er truffet på et tilstrækkeligt og aktuelt grundlag. Der skal således bl.a. være indhentet de nødvendige lægelige og psykologiske vurderinger og rapporter om familiens og barnets situation. Kravene hertil øges, jo mere indgribende afgørelsen er.”

Kommentarer til ministeriets formulering:

Se høringssvar af 22. august 2024
Link: Klik her