Krisecentererklæringen

Med krisecentererklæringen har man de facto udliciteret et myndighedsansvar til private aktører.

Disse aktørers tilgang kan være præget af egne holdninger, ideologi eller have andre personlig interesser, der påvirker objektivitten og dermed retssikkerheden for berørete parter.

Eksempel på problemstillinger:
– Staten stiller ikke konkrete og høje faglige krav til uddannelse af den aktør der forestår vurdering / udfærdigelse,
– Staten stiller ikke krav til at anden myndighed medvirker ved udfærdigelse, for derigennem at øge retssikkerheden for alle berørte parter
– Staten accepterer en erklæring fra en part, der kan have økonomiske eller anden form for særinteresse at udfærdige en krisecentererklæring med dertil hørende opgaver.

Nogen vil utvivlsomt mene at dette er endnu et eksempel på udhuling af almene retslige principper på det familieretslige område.

Andre vil utvivlsomt udlægge den tilgang som frit lejde for personer med personlighedstræk/traumer, hvor det at beskytte et skrøbeligt ego, ubehandlede traumer eller behov for at pleje egne særinteresser på en vis hvor det falder helt naturligt at manipulere, muliggøres.

Andre igen vil hæfte sig ved at der ingen lovansatte frister er for at sikre hurtig udredning og reetablering af barnets kontakt med den forælder, der ikke har taget ophold på krisecenter. Dette i takt med det afdækkes at barnet ikke har været udsat for forhold af strafferetslig karakter.

For det sidstnævnte forhold vil man sandsynligvis opleve, at det at barnet har været vidne til partnervold af episodisk karakter, enten direkte eller indirekte, og derfor kan være traumatiseret, som et argument for at at udskyde eller meget langsom/forsigtig optrapning af samværet. En sådan tilgang signalerer til barnet, at der er grund til at være utryg ved denne forælder og er derfor kontraproduktiv i forhold til at varetage barnets tarv. Endvidere skal man erindre af knap 60% af partnervold udøves gensidigt, så det er her væsentligt at betrygge barnet i kontakten med begge forældre.

Det er et politisk ansvar at sikre tilstrækkelig kapacitet der kan understøtte hurtig og professionelt understøttet reetablering af afbrudt kontakt, i tilfælde af at barnet ikke har været udsat for forhold af strafferetlig karakter. Det er ikke tilfældet i dag hvorfor man fra myndighedssiden medvirker til “forældrefremmedgørelse”.